Læsetid: 4 min.

Når Prags Boulevard bliver in

Der er for dyrt nord for København, og det får den stadigt større øvre middelklasse til at rykke ind i tidligere upopulære hovedstadskvarterer som Vesterbro, Amager og Valby. Befolkningens sammensætning ændres dermed radikalt. De mindre velhavende må vælge andre steder
17. juni 2004

Hvis du er fra hovedstadsområdet, har fast arbejde i regionen og skal finde et sted at bo til dig og din familie, så tænker du først på Gentofte og Hellerup. Men da du ’kun’ tilhører den øvre middelklasse, har du ikke råd.
Du kigger dig omkring og finder ud af, at områder som det nordlige Amager, Vesterbro og Valby faktisk er til at bo i: Tæt på centrum af byen og med en udmærket standard af boliger.
Du og en lang række ligesindede flytter ind, og ret hurtigt er Amager-gaden Prags Boulevard og dens arbejderbefolkning og dårlige infrastruktur udskiftet med relativt velstående folk.
Det er sådanne udviklinger, der foregår rundt omkring i Københavns-området – og også i andre større byer som Århus, Odense og Aalborg – forklarer Hans Thor Andersen, lektor på geografisk institut ved Københavns Universitet. Han har lavet en doktorafhandling om danskernes måder at bosætte sig på i det storkøbenhavnske: En af konklusionerne er, at de rige områder er de samme som for 100 år siden, men at flere borgere er blevet rige eller halv-rige.
»Det, der så sker, når de traditionelle gode kvarterer nord for København er fyldt op, er at den øvre middelklasse forsøger at finde andre acceptable områder. De rykker så ind i Valby, Amager og Vesterbro. Det øger boligpriserne i de områder, og dele af Vesterbro har forvandlet sig til at have landets måske højeste kvadratmeterpriser,« siger Hans Thor Andersen.
Alternativet er at flytte relativt langt væk fra København – måske til Roskilde, Holbæk eller Slagelse. Her er det så en afvejning, om man vil bruge op mod en times transporttid til og fra arbejde. Stadigt flere vælger den løsning.
»Der er to tendenser, når Virum eller Holte ikke er muligt. At flytte udad eller indad,« siger Hans Thor Andersen.
For de mindre bemidlede bliver det imidlertid sværere og sværere at bo på Amager, Valby og Vesterbro.
»Her sker der den samme udvikling, som har været igang i det indre København og Frederiksberg-området. Her er det længe siden, at de svage grupper er blevet filtreret fra og skubbet ud,« siger Hans Thor Andersen.
»Man ser et mindre antal skæve eksistenser, men generelt er kunstnerne og de studerende ude af byen med hensyn til at bo der.«
Hvad den øvre middelklasse slet ikke tænker på, er at flytte nordvest og vest for centrum. For eksempel til Hvidovre, Rødovre og Herlev.
»Disse områder er fortsat ikke attraktive for den øvre middelklasse, og her burde politikerne måske overveje, hvad de kan gøre for at ændre på udviklingen,« siger Hans Thor Andersen, der påpeger at dele af disse kvarterer har karakter af guldbryllupskvarterer, som snart takker af.
»Spørgsmålet er så, hvem der vil flytte ind? Kvartererne er jo ikke så centrale, selv om det ikke er umuligt at cykle frem og tilbage til centrum. Måske kunne man ty til salg af de almennyttige boliger, men det er jo ikke noget der skaber forandring fra den ene dag til den anden. Det tager tid at ændre på disse ting,« siger Hans Thor Andersen.
Lige så svært er det at ændre på den helt overordnede tendens med hensyn til, hvordan befolkningen i 160 kvarterer i Storkøbenhavn vælger at bosætte sig: Nemlig, at folk i større og større grad lever adskilte liv – de rige for sig, og de fattige for sig. Folk bor i ’ekstreme kvarterer’. Enten i velhaverkvarterer – herunder de nyligt herskabeligtgjorte som Valby eller Vesterbro – eller i fattige kvarterer. I Storkøbenhavn boede kun cirka 10 procent af befolkningen i 1981 i ekstreme kvarterer. I dag er det 40 procent.
»I de senere årtier har udviklingen ikke været særlig socialdemokratisk på dette område, og antallet deciderede middelklassekvarterer falder drastisk. Men man skal selvfølgelig altid huske at sammenligne med andre lande, hvor tendensen er endnu mere udpræget. I Danmark har vi stadig relativt stor lighed som udgangspunkt,« siger Hans Thor Andersen.
»Men man kan jo se på de andre lande og konstatere, at det kan gå meget værre, hvis ikke man forholder sig til det.«
Ud fra et demokratisk og samfundsmæssigt synspunkt, kan man ifølge Hans Thor Andersen godt stille spørgsmålstegn ved, om det er godt, at folk er begyndt at dele sig op i grupper.
»Hvis ikke man ’ser de andre’ er det jo lettere at hoppe på myter om ’de andre’,« siger han. »Det gælder jo ikke mindst i forhold til indvandrere, som netop ender i de områder, hvor danskerne ikke vil bo, hvis de kan blive fri.«
For indvandrerne på deres side – og måske især deres børn – bliver der tale om, at de kan få et ikke-repræsentativt indtryk af det danske samfund og, hvordan danskerne agerer og hvordan man gebærder sig i samfundet.
»Spørgsmålet er, om man synes det er ligegyldigt, så længe man er fri for at bo sammen med dem,« siger Hans Thor Andersen.
Han mener, at det bliver svært at vende udviklingen om mere og mere adskilte liv og livsformer i Danmark.
»Det er svært at komme ind på boligmarkedet i dag, og jeg tror ikke, man kan overbevise dem, der er inde i møllen, om at der skal laves noget om. De har jo selv kæmpet for at være der, hvor de er i dag,« siger Hans Thor Andersen.
På det mere konkrete og kortsigtede plan kunne kvartersløft være en vej ud for nogle kommuner og område. Salg af dele af de almene almennyttige boliger i nogle kommuner er en anden. Men en langsigtet løsning kræver samtidig at hele boligmarkedet medtages – ikke kun den almene sektor.
»Sikkert er det, at der ikke mirakelløsninger på dette punkt,« siger Hans Thor Andersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her