Læsetid: 5 min.

Når støvlen taler

Fodboldgeniet Zinedine Zidane voksede op i de fattige baggårde i immigrantkvarteret i Marseille. I dag er han et aktivt forbillede for en hel generation af unge immigranter, der kæmper mod højrefløjens aggression
18. juni 2004

Portræt
Hvis jeg skal være helt ærlig, så vil Zidane give os hovedbrud lige meget hvordan vi spiller. Jeg håber bare, han ikke skaber for store problemer.«
Ordene kom fra Englands landstræner Sven-Göran Eriksson umiddelbart før det nu legendariske møde mellem England og Frankrig ved EM i Portugal. Allerede inden modstanderen står over for 32-årige Zinedine Yasid Zidane, har han for længst belejret deres bevidsthed. Men tankerne er spildte, for ofte er han umulig at gardere sig imod, hvilket i sig selv er med til at løfte hele holdets selvtillid.
»Når vi ikke ved, hvad vi skal stille op, så giver vi bare bolden til Zizou (Zidanes kælenavn) og han finder på et eller andet,« har hans tidligere holdkammerat Bixente Lizarazu forklaret.
Svenskfødte Göran Erikssons dystre profeti holdt stik – Zidane gav England hovedbrud.
Med et genialt frisparksmål ét minut inde i overtiden og derpå et sikkert eksekveret straffespark vendte han kampen til fransk sejr, efter at det længe så ud til, at England endelig, endelig, endelig skulle kæmpe sig ud af mørket og ind blandt de store nationer holdet historisk føler sig i familie med.
Ud fra et fodboldæstetisk synspunkt var det smukt, at Frankrig fra første kamp rangerede England under sig i gruppespillet. Mens englændernes filosofi er at håbe på mål og gardere sig mod scoring, så tilhører Frankrig den mere sjældne skole, hvor spillet er koncentreret om at score, og dernæst forhindre modstanderne i at gøre det samme. Sådan spiller Frankrig, fordi man har Zidane. Hvilket har en parallel til den trættende diskussion, der herskede i Danmark, da Michael Laudrup stillede sig til rådighed for landsholdet. Mange mente, at han ikke skulle på holdet, fordi hans defensive kvaliteter var for ringe.
Ingen kunne drømme om at lancere den diskussion om Zidane, selv om den er lige så relevant. Zidane spillede sin første landskamp som indskifter mod Tjekkiet i 1994 og lavede to mål på 17 minutter. Han er selvskreven. Heldigvis – for selvfølgelig skal man bygge spillet op om de største kreatører. Sådan skaber man mestre.
Efter Zidanes straffesparksmål kunne hans store personlighed aflæses i hans gestik. De fejrende og jublende holdkammerater blev fejet væk med armen. Zidane var determineret og sammenbidt. Frankrig havde vundet – men på den slags tilfældigheder, man ikke selv er herre over og derfor ikke skal udstille sin jubel på. Reaktionen vidner om karakter og format.
Som andre topsportsfolk er Zidane for længst blevet en ufrivillig brik i nationalforherligelsen. I Frankrig blev Zidane fejret som den store helt. Han havde vundet kampen for Frankrig – præcis som han var hovedaktøren i VM-finalen mod Brasilien i 1998, hvor han med hovedet satte de første to af de tre mål ind, der gjorde Frankrig til verdensmestre for første gang.

For nogle år siden lancerede en dansk formiddagsavis den perfide og smagløse forsiderubrik »En tyrk vi kan li’« – det skete efter, at en herboende tyrk havde vundet en EM-titel i boksning. Samme perspektiv kan sættes på fænomenet Zidane. De unge nationalister hylder ham for hans spil – på trods af hans baggrund.
Zidanes familie kom i midten af 60’erne til Frankrig fra Algeriet, og han er vokset op med en bold ved fødderne i baggårdene i den fattige Marseille-bydel La Castellane. Her ankom de første indvandrere fra Algeriet og Marokko i 50’erne og 60’erne, senere er La Castellane blevet centrum for indvandring fra fransktalende kolonilande.
Paris blev første nedslagssted i jagten på et bedre liv, men familien flyttede snart til Marseille, hvor Zidanes far fandt job på et lager, hvor han knoklede dag og nat for at kunne brødføde familien. Zinedine Zidane fremhæver faderen med stolthed:
»Han har altid inspireret mig. Det var ham, der lærte mig, at immigranter altid skal arbejde dobbelt så hårdt som andre, og at immigranter aldrig må give op,« har Zidane udtalt.
Den anden vej fortæller faderen Smaol historien om en høflig lille dreng, der havde energi nok til at knuse alle lamperne i familiens lejlighed.
Da Zinedine Zidane spillede VM-finalen i 1998, så faderen ikke kampen. Han passede Zinedines barn Luca. Men efterfølgende har fader Smaol fortalt, at Zinedines andel i sejren betød den endelige anerkendelse for familien.
»Det var så stort for os. Vi var en familie som ikke havde noget som helst. Pludselig var vi respekterede af alle franskmænd,« sagde Smaol.
Historien lyder, at Zidane selv aldrig har glemt sin baggrund. Hans bror Farid Zidane træner det lokale fodboldhold Nouvelle Vague, hvor Zinedine Zidane er præsident på livstid. Farid Zidane har fortalt den engelske avis The Observer, at børn, der kommer fra La Castellane, ofte mødes med forskrækkelse. Men det skifter til respekt, når børnene kan fortælle, at de spiller for Zidanes klub – Nouvelle Vague.

Efter VM-sejren i 1998 forsøgte højre-ekstremisten Jean-Marie Le Pen at miskreditere Zinedine Zidane ved at kalde ham »søn af en fransk-algerier«. Det er en stærkt værdiladet betegnelse, der skal trække tråde til den syv et halvt år lange krig, hvor Algeriet kæmpede mod Frankrig for at opnå selvstændighed. Le Pen antydede, at Zinedine Zidanes familie havde kæmpet på Algeriets side mod franskmændene, hvilket medførte flere dødstrusler mod fodboldspilleren.
Zidane svarede igen:
»Jeg siger dette én gang. Min far har ikke kæmpet mod sit folk. Han er fra Algeriet, og det er han stolt af. Jeg er stolt af min far,« sagde Zidane, der efterfølgende har agiteret mod Le Pens Front National sammen med skuespilleren Gérard Depardieu. Han er blevet et forbillede for mange af Frankrigs unge indvandrere. Génération Zidane kaldes de.
Den franske storklub Paris St. Germains ekstremt højreorienterede fans Boulogne Boys rummer mange unge mænd, der stemmer på Jean-Marie Le Pen, blandt andre Patrice, der er blevet interviewet af fodboldhjemmesiden footballculture.net.
»Zidane er anderledes. Ham har jeg ikke noget problem med. Han er fransk og har en fransk kone. Han er ingen ’une racaille,’« udtaler Patrice. ’Racailles’ er ordet, der hæftes på de fattige unge immigranter, som mange franskmænd mener udgør kernen i Frankrigs problemer. Disse unge kan måske hente lidt trøst i Zidanes livsindstilling, sådan som han har formuleret den over for The Observer.
»For mig er det vigtigste, at jeg fortsat ved, hvem jeg er. Jeg tænker på det hver dag. Først er jeg fra La Castellane, derefter en algier i Marseille, og derefter franskmand.«

oeh@information.sk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu