Læsetid: 3 min.

NATO lover soldater – men hvorfra?

NATO lovede i går at opgradere sin styrke i Afghanistan til 10.000 mand. Men der er langt fra ord til handling, advarer forsker – derimod er der udsigt til bl.a. fransk-tysk træning af irakiske sikkerhedsstyrker
29. juni 2004

NATO lovede i går at opgradere sin styrke i Afghanistan til 10.000 mand. Men der er langt fra ord til handling, advarer forsker – derimod er der udsigt til bl.a. fransk-tysk
træning af irakiske sikkerhedsstyrker

BRUXELLES – »Der er langt fra ord til handling.« Sådan kommenterer forsvarsekspert Preben Bonnén NATO-ledernes beslutning i går om at opgradere den NATO-ledede styrke i Afghanistan, ISAF, fra 6.500 til 10.000 mand.
For trods de flotte ord fra de forsamlede 26 stats- og regeringsledere samt ditto udenrigs- og forsvarsministre om at »bidrag til fred og stabilitet i Afghanistan er NATO’s hovedprioritet«, er det nemlig ikke klart, hvem der skal bidrage med de ekstra 3.500 mand. Danmark har dog givet et foreløbigt tilsagn om 30-40 danske soldater og et Hercules-transportfly – men først fra begyndelsen af 2005.
Så der kan gå en rum tid, før soldaterne er landet på jorden advarer Preben Bonnén, leder af tænketanken COMPAS Group. »Ambition og retorik – det er en side af sagen. Den deciderede handling er en helt og aldeles anden side af den samme sag.«

Vil have indflydelse
For NATO-generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer har et problem: Medlemslandene lover at stille med soldater og udstyr, men leverer ikke varen – eller gør det for sent. For eksempel har NATO’s generaler i hovedstaden Kabul i måneder råbt på noget så banalt som 10 helikoptere og et C-130-transportfly.
»Scheffer han kan se sig selv i samme rolle som Kofi Annan,« siger Bonnén. »Nu må de i gang med telefondiplomatiet forstået på den måde, at de skal de rundt og spørge: ’Stiller I med det og det?’ ’Og hvor hurtigt rykker I ud?’ Eller: ’Stiller I med tropperne, så er der andre lande, der betaler regningen?’«
Og netop FN’s generalsekretær Kofi Annan har sammen med NGO’er kritiseret, at NATO ikke er rykket ud i især de østlige og sydlige dele af Afghanistan. Konsekvensen har indtil videre været en udskydelse af de planlagte valg i landet til oktober, fordi bl.a. Taleban-militser og al-Qaeda-folk har formået at sætte en kæp i hjulet for noget så basalt som registreringen af vælgere.
»Hvis man vil sin retorik med at skabe sikkerhed i landet, så nytter det ikke noget, at man holder sig til Kabul-området eller det nordlige område,« siger også Bonnén, der dog forudser, at NATO fortsat vil koncentrere sig om et mindre område, »hvor man er sikker på, man kan løse opgaven, når man er kommet på plads, snarere end at gabe over for meget«.
Den fodslæbende indstilling skyldes ikke kun, at europæisk forsvar endnu ikke er gearet til hurtig udsendelse af mobile styrker.
»Amerikanerne vil gerne tage imod hjælp, men de vil ikke lade deres allierede få den indflydelse, de allierede mener, de har krav på, når de bidrager (…) Amerikanerne har været utrolig dårlige til at medtænke det, jeg kalder andres interesser og sikkerhed,« siger Bonnén. »Det mindsker motivationen for at lade sig engagere i de her projekter.«
Alligevel har USA glæde af NATO – for USA er begyndt at bruge NATO som et substitut for FN for at vise, at man ikke står alene, mener Bonnén. »NATO bliver brugt som en politisk organisation snarere end som en militær alliance. Her tænker jeg på hensigtserklæringer. Her tænker jeg på blåstempling af engagementer rundt omkring i verden, hvor man siger, NATO-landene er enige, men dog er det ikke alle NATO-lande, der deltager.«

Lover træning i Irak
Derimod mener Bonnén, at det ser lysere ud for de løfter, NATO-lederne i går gav den irakiske regering om at træne irakiske sikkerhedsstyrker. Til trods for uforsonlige ord fra Tysklands kansler, Gerhard Schröder, kort før ankomsten til Istanbul om, at der »ikke vil være nogen tyske soldater deployeret i Irak« og lignende franske advarsler om, at NATO’s fane ikke må hejses i Irak, mener Bonnén, at uddannelsen af sikkerhedsstyrker vil give Frankrig og Tyskland lejlighed til at demonstrere, at de tager ansvar i Irak.
»De vil vise, at de ikke vil være imod bare for at være imod,« siger Bonnén og tilføjer, at træningen skal foregå i andre lande, sådan som tyskerne p.t. træner irakiske politifolk i De Forenede Arabiske Emirater.
»Ikke på irakisk territorium, fordi det vil legitimere, tror man – eller vil man sige – det amerikanske engagement.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her