Læsetid: 3 min.

Nej, jeg spiser rødderne...

I Sverige bliver territorier terroristiske og Sture Johannessons værker beslaglagt som narkotika
4. juni 2004

Kunstgrebet
For to år siden var der en fremragende udstilling på Charlottenborg, der dog havde en lidt billig smag for lette ordspil: Udstillingens titel var en grammatisk uting, Fundamentalismer hed den, og det må man ikke (for som det forlyder i Nudansk Ordbog: ’uden plur.’) og et af udstillingens løbende arrangementer, var en paneldiskussion under overskriften: Terror-ISM. Det var lidt for magelige sproglige forskydninger (en pluralis, en bindestreg og versaler!), der ikke rigtigt skabte yderligere mening – andet end at meningsforstyrrelsen pegede på den kunstneriske strategi som en anelse fjollet: En lille sproglig terrorist, flot.
Udstillingens æstetiske kvaliteter ufortalt, formulerede den med færre omsvøb end ellers samtidskunsten forkærlighed for terroristen som figur. Det skal være en enhver forundt at spørge, hvori forbindelsen mellem kunstner og terrorist består, men svaret vil ikke være ikke entydigt.
Og alligevel: Kunstneren som terrorist modsvarer den ellers lidt afmattede ide om subversiv kunst (blot i nye og moderne klæder) der med nålestiksoperationer udfordrer og undergraver det etablerede. Det er lidt som med street art, hvis kunstneriske legitimitet i første omgang garanteres af lovovertrædelsen: Vi maler, hvor vi ikke må! Og så er der alle de løse forbindelser: Karl-Heinz Stockhausen, der betegnede 11. september som det ultimative kunstværk, tv-stationernes åbenlyse begejstring for samme hændelses æstetiske gennemslagskraft, spørgsmålet om perspektivet, der bestemmer hvem, der terroriserer, og hvem, der frigør.
Det er naturligvis ikke meget mere end et billigt trick: At bruge et farligt ord for at gøre kunsten farlig.
I Malmø Konsthall åbnede i den forgange uge udstillingen Territories (anmeldt i Information onsdag). Et territorium er til orientering et afgrænset område, der tilhører eller styres af en institution, og det er netop de to perspektiver, der er udstillingen tema: Det afgrænsede (som en ghetto) og institutionens (eksempelvis statens) magt over samme. Ved en paneldiskussion i forbindelse med åbningen blev ordet terroristik bragt i spil som en mulig akademisk strategi. Det fik journalisten Ana Valdés, der som medlem af Uruguays tupamaro-guerilla har været fængslet i fire år for netop terrorisme, til at sige fra:
»Terrorist er der ingen, der kalder sig selv. Det er noget, man bliver kaldt af nogle magthavere.«
Det har Valdés jo som sådan fuldstændigt ret i, havde det ikke være for kunstverden og dens sært cirkulære magtstruktur: En kunstner giver den gerne som kurator, der gerne giver den som kritiker, de gerne giver den som kunstner. Magthaveren er sit eget subjekt og kan som sådan lege med perspektivet og betegne sig selv som terrorist, blot for straks at skifte perspektiv og fremstille sig selv som frihedskæmper. Det er sådan en sært parentetisk (terroristisk) virksomhed, en leg med ilden på sikker afstand.
Informations Allan de Waal undrede sig i sin anmeldelse af Territories:
»At den fredelige udstillingsaktion forgår i en kunsthal og ikke i et forsamlingshus eller på et universitet, kan i første omgang undre eller irritere, indtil det går op for én, at det netop er den nøgterne kunstneriske tilgang til emnet, som gør billeddannelserne vedkommende i mere end almindelig politisk forstand.«
Selvom ordene er diskrete, kunne de Waal næppe have uddelt en større kompliment: Det er den æstetiske præcision og ikke den terroristiske uvirksomhed, der løfter udstillingens tema.

Alt dette efterlader plads til den i overskriften lovede anekdote, der i den forgange uge var den kunstneriske tophistorie i Sverige, og som tematisere en rigtig, kunstneriske lovbrydere.
Den svenske digital-, provo- og plakatkunstner Sture Johannesson har ført en tilbagetrukket tilværelse på kunstscenen i flere årtier, men udgav sidste år sammen den danske kritiker Lars Bang Larsen en monografi om sig selv. Og nu har han fået en retrospektiv udstilling på Lunds Konsthall, Counterclockwise Circumambulation, som åbnede i fredags.
Johannesson var i 70’erne den perfekte provokunstner, der eksekverede en succesfuld strategi: Han blev censureret og retsforfulgt for sin kunst. Og minsandten om ikke det lykkedes ham at gentage strategien: I Lunds Konsthall udstiller han bl.a. 75 potter med 219 hampplanter, ganske vist af den slags der betegnes som industriel og ikke er euforiserende, men alligevel nok til at politiet blot to dage før åbningen gennemførte en razzia, tilbageholdte kunstneren og klippede hampplanterne ned. Kun den del, der er over jorden, er nemlig ulovlig, ifølge det svenske politi
»Politiet spurgte mig, om jeg selv røg hamp. Jeg svarede ’nej, jeg spiser rødderne’« fortalte kunstneren høfligt til Expressen.
Men selv kammeradvokaten kunne godt se at sagen var speget, så nu er de indtørrede blade frigivet og udstilles i en montre, blade for sig og krukke for sig. Som Sture Johannesson selv formulerede det på en plakat i 70’erne:
Art is anything you can get away with!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu