Læsetid: 4 min.

Nødvendigt kompromis

17. juni 2004

Statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller har fået det mandat, de ønskede fra Folketingets flertal, inden de næste par dages afgørende forhandlinger om EU’s nye forfatningstraktat. Som alle andre deltagere i Det Europæiske Råds møde kommer de til Bruxelles med et fast fortsæt om, at der denne gang må findes et acceptabelt kompromis. Et nyt forhandlingssammenbrud ville være katastrofalt for den netop udvidede Union.
Som statsministeren har fremhævet, er det ensbetydende med, at alle må være indstillet på at give indrømmelser. Det gælder ikke mindst Spanien og Polen, der for seks måneder siden stod stejlt på kravet om, at de skulle råde over næsten lige så mange stemmer i Mini-sterrådet som de største medlemslande. Begge disse lande, der enten har været eller netop nu går igennem et regeringsskifte, har imidlertid tilkendegivet, at de nu er indstillet på at finde en ordning. Det irske formandskab har arbejdet ihærdigt på at udarbejde stemmeregler, der kan tilfrredsstille både de store, de knapt så store og de mange mindre lande. Endnu er der ikke opnået enighed om en helt præcis fordeling af de såkaldte stemmevægte. Men de meningsforskelle, der står tilbage, er ikke større, end at de kan forliges.
Det placerer Danmark i en lidt speciel situation. I kampen om stemmetal i Ministerrådet har regeringen – med støtte fra et folketingsflertal – været tilbageholdende. I stedet er der fra dansk side blevet sat fokus på EU-kommissionens sammensætning. Det har været en mærkesag, at hvert enkelt land permanent skulle have ret til at udpege en kommissær – uanset antallet af medlemslande. Og formelt set var det stadig den danske holdning, da Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller drog til topmøde.

Reelt er positionen imidlertid blevet opgivet. Det fremgår af de to ministres udtalelser efter møder i Folketingets Europaudvalg og Udenrigspolitiske Nævn. Det var her, de fik det helt overordnede mandat til at arbejde for, at der nu bliver opnået enighed om forfatningstraktaten. Men en sådan enighed vil ikke være mulig, hvis den danske regering står fast på sit krav om, at alle medlemslande altid skal kunne udnævne en kommissær. Den vurdering blev accepteret af Socialdemokraterne, De Radikale og Socialistisk Folkeparti – dog med den tilføjelse, at regeringen bør arbejde længst muligt for en stor kommission.
Men med udenrigsministerens ord er det en kamp op ad bakke. De fleste af de lande, der oprindelig støttede tanken, er faldet fra. Det har gjort indtryk, at de store lande er indstillet på hver at afgive én af deres nuværende to kommissærer, og at de vil acceptere en helt automatisk rotationsordning, så de også selv må stå uden for fem ud af femten år. Det irske kompromisforslag går ud på, at kommissionen fra 2014 bliver reduceret til 18 fuldgyldige medlemmer, og at posterne derefter går på tur, så det enkelte land har en kommissær i 10 år og derefter er fraværende i fem år.
Netop fordi viljen til at nå et kompromis denne gang er stærk, vil en sådan model – eller noget der ligner meget – have gode muligheder for at opnå tilslutning. Det var derfor nøgtern realpolitik, da partier med et stort flertal bag sig gav statsministeren et fleksibelt mandat.
Det betød naturligvis ikke, at der ikke var mislyde. Dansk Folkeparti mener, at hvis ikke Danmark har en fast kommissær, bør retten til at fremsætte forslag flyttes fra kommissionen til EU’s ministerråd. Og Enhedslistens ordfører, Keld Albrechtsen, vil have undersøgt, om Danmark overhovedet kan afgive suverænitet til EU uden at være fast repræsenteret med en kommissær.

Begrundelsen for dette ønske afspejler de misforståelser, der i udpræget grad har omgivet den danske debat om dette emne. Kommissærerne bliver omtalt og opfattet, som om de var nationale repræsentanter. Ifølge de gældende traktatregler er de faktisk det stik modsatte. Højt og helligt må de ved deres tiltræden love, at de ikke vil modtage instrukser fra deres nationale regeringer. De er internationale embedsmænd på højt niveau, og som sådan skal de udelukkende arbejde for at fremme EUs vedtagne målsætning og politik.
I virkelighedens verden har det langt fra forholdt sig på denne måde. Nogle kommissærer og nogle lande har i den henseende været mere skamløse end andre. Men meget få kan sige sig helt fri for at have plejet nationale interesser i kommissionen.
Det kan en ny ordning efter det mønster, Irland har foreslået, faktisk råde bod på. Når en tredjedel af landene ikke råder over nogen kommissær, vil de være langt mere optaget af at kontrollere, at kommissærerne respekterer det intereuropæiske mandat. Det kan igen betyde, at kommissionens rolle bliver styrket i forhold til mere snævre, nationale interesser. Og som de snart 50 år med EF/EU har vist, vil det ganske klart være til gavn for de mindre medlemslande.
Selv om den stædige danske indsats for at bevare en kommissær på permanent basis ved første øjekast kunne se ud som et ihærdigt forsvar for nationale interesser, kan det derfor vise sig, at det nødvendige kompromis også ender med at blive et gavnligt kompromis.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her