Læsetid: 3 min.

Norden som en rund kvinde

Arken viser en udstilling om næsten ingenting og det er næsten ment som en kompliment
29. juni 2004

Kunstudstilling
Det var gammel kærlighed, der blev hevet op af hatten, da masserne skulle mobiliseres mod europæisk integration: Ole Krarup fra Folkebevægelsen var udstyret med meningsmålinger fra de nordiske lande. Stillet over for valget mellem nordisk eller europæisk samarbejde, foretrak et flertalt af stolte skandinaver det nordiske. Men det var naturligvis et fjollet spørgsmål, de skulle svare på: De nordiske lande, der vel tilsammen rummer lige så mange borgere som et par tyske delstater, udgør vel næppe et alternativ til det europæiske. Hvad foretrækker De? Støvsugere eller konditorkager?
Spørgsmålet bliver aktuelt på Arkens just åbnede udstilling om nordisk identitet, museets store sommer-samtidssatsning efter Picasso-fiaskoen (200.000 danskere kan sagtens tage fejl): For hvad er det lige præcist, denne nordiske identitet, som er mere og andet end blot europæisk?
På Arken er den svenske nationalmaler, Anders Zorn (1860-1920), udnævnt til at repræsentere forestillingen om det nordiske (det nordiske lys, det nordiske menneske, den nordiske natur etc.), som en række yngre kunstnere derefter kan spille op imod.
Men det er et noget diffust billede af norden eller rettere sagt: Det er et meget specifikt udsnit, der gøres repræsentativt. Zorns sunde og voluminøse kvindeskikkelser, der vel også kunne have været nederlandske eller germanske, hvis ikke ligefrem ariske, malet under fransk inspiration med impressionistisk pensel, indfanger vel næppe noget særligt nordisk andre steder end måske i kunsthistorien.
I begyndelsen af 90’erne var det populært at adressere ’det nordiske’ i kunsten – nogle vil måske erindre den store satsning på Århus Kunstmuseum i 1991, som blev kurateret af blandt andre Allis Helleland – Melankoli, Nordisk romantisk maleri – hvor det nordiske ikke som her på Arken blev identificeret ved nordens sommerlys, men ved det nok lyssøgende, men alligevel mørke og forvredne Munch-menneske. Edvard Munch, der i øvrigt bliver født blot tre år senere end Zorn, kunne som sådan lige såvel have været fremstillet som det nordiske ikon, som samtidskunsten må forholde sig til.

Og så samtidskunsten
Der et par af de udvalgte samtidskunstnere, som motivisk spiller op til Zorn med flere: Den svenske kunstner Annika von Hausswolffs fotografi Hey Buster! What Do You Know About Desire? genbruger et landskabsmotiv, som ofte optræder hos Zorn, hvor en kvinde er placeret i den lyse vandkant. Blot er kvinden hos Hausswolff død, placeret liggende under et tæppe med kun underbenene synlige for beskueren og den schæferhund, der årvågent er placeret på kvindens plads i motivet. Kvinden som ren dødvægt bliver hos Hausswolff til en besk kommentar til kvinden som dødt objekt for begæret.
Men det motiviske sammenfald til trods, er tematikken i værket hverken Norden eller det nordiske menneske, men kønnene eller mere præcist: Den begærede kvinde i kunsthistorien.
På samme måde med Torbjørn Rødlands nudist fotografier: Nøgne kvinder placeret i den norske natur med den lille forskydning i forhold til sine mere idealiserede forgængere, at kvinderne er udstyret med tennissko og/eller indkøbsnet. Det virker dog snarere som en forskydning, der forholder sig til forestillingen om mennesket i overensstemmelse med naturen, end til metropolitten Zorns dyrkelses af sin fødeegn.
Og det er vel det egentlig problem ved udstillingen: Det anslående nordiske tema, kommer til at virke som en tvangstolkning og ligefrem en spændetrøje for flere af værkerne: Eksempelvis den finske kunstner Joulo Letholas fotoserie Young heroes (fra Arkens samling), der afbilleder unge finner til fest i naturen – i bikini og blege med tung makeup, der betoner en god sjat spleen. Men ret beset: Værket er jo ikke betitlet Unge finske helte, men blot Young heroes og fordi en kunstner arbejder med et umiddelbart tilgængeligt materiale, betyder det jo ikke nødvendigvis, at temaet er hverken nordisk eller nationalt.
Det er stor gevinst, at København har et museum, der er forpligtiget på nordisk samtidskunst. Og det havde været skønt om man kunne rose museet nu, hvor det viser samtidskunst i stedet for en blockbuster. Men det nordiske, som jo blot er præmissen for museet, bliver her til en pointe i sig selv, og fremstiller dermed den nordiske samtidskunst som kedsommeligt selvrefererende.

*Anders Zorn og nordisk samtidskunst, Arken, til den 5. sept.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her