Læsetid: 3 min.

Ny uro i Østcongo

Den etniske gruppe banyamulengerne har spillet en central rolle, hver gang lilleputstaten Rwandas magtfulde hær har blandet sig i det mineralrige naboland Congos affærer
23. juni 2004

Baggrund
For tre uger siden tog soldater fra Den Demokratiske Republik Congos nye hær fire unge universitetsstuderende i den østlige by Bukavu til et af byens lyskryds, flåede tøjet af dem, og bandt og bankede dem. For at FN’s fredsbevarende styrker i byen ikke skulle opdage noget, slæbte de dem derefter hen på en nærliggende mark for at slå dem ihjel.
Et andet sted i byen blev to studerende skudt, hvorefter soldaterne ifølge et vidne, som Human Rights Watch har talt med, gav opadvendte tommelfingre til menneskemængden.
Mordene har været medvirkende til, at fredsprocessen i det østlige Congo er gået fra skrøbelig til faretruende – de studerende var nemlig fra en af Congos mange etniske grupper kaldet banyamulenge.
Banyamulengerne har nemlig i flere omgang været brugt af lilleputstaten Rwanda, hvis grænse ligger få hundrede meter uden for Bukavu, som både redskab og begrundelse for at intervenere i Congo.

Den forlængede arm
Banyamulengerne er en etnisk gruppe, hvis forfædre oprindeligt udvandrede fra Rwanda og Burundi til det østlige Congo og i lang tid blev betragtet som almindelige congolesere. Men da Rwandas hær i 1996 invaderede det daværende Zaire på jagt efter de rwandiske militser, der havde stået bag folkemordet på en million mennesker to år tidligere, optog de mange banyamulenger i deres rækker. På den måde kunne de rwandiske generaler hævde, at der ikke var tale om en udenlandsk invasion – næ, man var skam blevet inviteret til frihedskamp mod den mangeårige kleptokratiske diktator Mobutu Sese Seko.
Hvad der startede med en kampagne mod Rwanda-folkemordsmilitserne i øst, endte i den anden ende af det kæmpe land med et sejrrigt indtog i hovedstaden Kinshasa, mens Mobutu i al hast fløj til Europa til sine schweiziske dollarkonti.
Med indtoget i Kinshasa fik banyamulengerne derfor magt – som nogle misbrugte til at rage til sig. Til tænderskæren blandt andre befolkningsgrupper.
Men den mand, som rwanderne indsatte som præsident, Laurent-Desire Kabila, endte med at smide rwanderne på porten – og dermed brød en ny strid ud, som FN i dag prøver at bilægge i henhold til en fredsaftale indgået mellem de involverede parter sidste år.
Og her kommer banyamulengerne ind igen. For ikke så snart rygterne om de modbydelige drab på de studerende bredte sig, drog en af Congos mange selvbestaltede krigsherrer, Laurent Nkunda, til Bukavu, hvor han overrumplede de få og dårligt organiserede regeringssoldater fra den nye nationale hær, der er blevet skruet sammen i forbindelse med fredsprocessen.
»Skal vi lade massakrerne fortsætte? Det kan vi ikke,« lød Nkundas begrundelse og talte om et »folkemord« på banyamulengerne. Beskyldninger som FN hurtigt afviste.

Ingen engel
For Nkunda, der selv er beslægtet med banyamulengerne og fra den congolesiske oprørsbevægelse Rwanda støttede, er ikke nogen frelsende engel. I en anden af Congos hovedbyer, Kisangani, stod han forrige år bag massakrer på civile.
Derfor var det langt fra alle banyamulenge, der modtog nyheden om Nkundas indtog i Bukavu med glæde. Der er »intet behov for disse kriminelle til at forsvare« os, lød en erklæring således.
»Etnicitet bliver ofte brugt til at dække over andre motiver,« som Human Rights Watch skriver i en rapport, der detaljerer, hvordan piger helt ned til tre år blev voldtaget af general Nkundas soldater under deres besættelse og plyndring af Bukavu, inden de under trusler fra FN og Congos overgangsregering trak sig ud af byen.
I går gav Rwanda så en af general Nkundas alliancepartnere, banyamulenge-obersten Jules Mutebutsi, samt 300 af hans kumpaner ’humanitær opholdstilladelse’. Mutebesi og Nkundas forbrydelser i Congo har Rwandas regering ingen kommentarer til – det er nemlig Congos »interne affærer«.
Der er således næppe tvivl om, at de rwandiske generaler, hvis der bryder en ny krig ud – hvilket langt fra er sikkert – vil forsøge at spille det etniske kort nok engang og føre en krig per stedfortræder. Spørgsmålet er, hvem der vil lade sig misbruge?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her