Læsetid: 12 min.

En ny Voltaire og en ny Candide

Der var engang et oplysningsprojekt, troen på at mennesket igennem brugen af sin egen fornuft kan undslippe sin selvforskyldte umyndighed. Men så kom det 20. århundrede, og fornuften viste sit Janus-ansigt
26. juni 2004

Hitlers nazisme var barbarisk, men den var ikke ufornuftig. Nazismen var styret af rationel planlægning og rationelle teknikker. Den var ikke anti-moderne. Den var en perversion af det moderne oplysningsprojekt.
De to tyske filosoffer Theodor
W. Adorno og Max Horkheimer så deres store hovedværk Oplysningens dialektik denne farlige tendens til, at oplysningen kan slå om i sin modsætning: Barbariet.
Per Øhrgaard, professor i tysk, fortæller om manglen på utopier, den danske kulturkamp og en romantisk oplyst humanisme.
– Per Øhrgaard, det er nogenlunde 60 år siden, at ’Oplysningens Dialektik’ blev offentliggjort, en bog, som du i 1972 oversatte til dansk. På en måde virker det som om, at Adorno og Horkheimer har fået det sidste ord, og at den intellektuelle debat siden ikke er kommet meget længere.
»Ja og nej. På den ene side kan man sige, at deres pessimisme er blevet dementeret af udviklingen, i det mindste i vores del af verden. På den anden side har deres analyser gyldighed også for meget af nutiden. Lever vi ikke netop, især efter 1990, i en verden, som tror, den er den bedste af alle, og som er blind for sine egne skyggesider, med mindre de vises så drastisk som på fotografierne fra Irak?«
– Måske kan oplysningens krise sammenfattes i to navne – Luhmann og Habermas? Har beskrivelsen af virkeligheden igennem selvreferentielle systemer vundet over tanken om dens forbedring, altså det faktiske over det normative?
»Det faktiske har altid også haft en normativ kraft. Det er der jo nu engang, og det er altid nemmere at holde sig til det end til luftkasteller. Men det meste af det, der i dag almindeligvis anses for positivt ved det bestående, er jo kun blevet til, fordi nogen i fortiden ikke stillede sig tilfreds. Så jeg hælder mere til Habermas end til Luhmann, jeg tror ikke på, at tingene bare ordner sig selv – hvilket Luhmanns tanker egentlig munder ud i.«
– Ser du i dagens Tyskland områder eller intellektuelle tendenser, som har påtaget sig oplysningsprojektets arv, som altså ikke kun søger at beskrive samfundet, men gør dette med henblik på forandring? Som med andre ord er kommet ud over den postmoderne skepsis over for oplysningen? Adorno rettede jo til sidst selv blikket mod både litteraturen og musikken...
»Nu har vi lige nævnt Habermas, og der kunne sikkert nævnes andre. Om kunsten i vore dage overhovedet kan spille den rolle, Adorno gerne ville give den, er et stort spørgsmål – han var bestemt heller ikke selv sikker på svaret. Men generelt kan man vel sige, at kunsten under alle omstændigheder minder om, at der findes andre dimensioner end dem, der kommer til udtryk i mål-middel-forestillinger. Om nogen lader sig anfægte af det, er en anden sag.«
– Vil du ikke have svært ved at forklare dine tyske kollegaer det afslappede, næsten ubekymrede forhold til nationen og det nationale, som man finder i Danmark? Og så den kendsgerning, at det i stigende grad synes at blive en vogue, at forsvare sit eget – lige fra kulturen til nationalstaten?

Selvfølgelig er vores historie en anden, og til forskel fra tyskerne blev vi bekræftet i vore traditioner af Anden Verdenskrig. Jeg irriteres ofte over i tyske historiske fremstillinger at læse som en selvfølgelighed, at nationalismen efter 1945 var død. Ja – i Tyskland! Men i de besatte lande havde den fået en saltvandsindsprøjtning. Besættelsestidens historie er kompliceret, og billedet af danskerne, der stod sammen som én mand, er fortegnet. Men i det store og hele holdt nationen dog sammen. En anden ting er, at en lille nation nemmere kan skilte med sig selv end en stor. Der er jo ingen, der er bange for at se et dannebrogsflag – det er noget andet med det tyske, skønt det er et andet flag end dengang, vi havde grund til at frygte det.«
– Men har det nationale i Danmark ikke fået fornyet betydning og i form af Dansk Folkeparti en ganske betydelig politisk repræsentation?
»Ja og nej igen. Efter 1945 var det nationale en selvfølge for alle partier, selv for kommunisterne. Man kunne ikke profilere sig ved at være særligt national, for det var vi alle sammen, vi hejste flaget og sang fra Højskolesangbogen. Først da den europæiske politik blev synlig, kunne man slå politisk mønt af det nationale, nemlig ved at hævde de nationale som det modsatte af det internationale i stedet for at se det internationale som en overbygning på eller et tag over det nationale. Så var det slut med den relative fordragelighed, som trods alle meningsforskelle havde udviklet sig i den politikergeneration, som havde oplevet besættelsen.«
»Dansk Folkeparti har så været snedig nok til at kombinere sit nationale snæversyn med en vis social forståelse – det er på den måde, det har kapret skuffede socialdemokrater. Denne kombination af ’det sociale’ og det nationale og fremmedfjendske har vi set før i historien, og jeg er temmelig sikker på, at der også nu er mange, der stemmer på Dansk Folkeparti som ’den lille mands parti’ uden at tænke over, hvad man får med i købet.«
– Kan kulturkampen forstås som kritik af oplysningen, repræsenteret igennem kulturradikalismen – altså en slags konservativ restauration?
»Det mærkelige er jo, at denne kulturkamp hidtil fortrinsvis har været ført med administrative midler – nedlæggelse af råd og nævn, oprettelse af andre og al den slags. Det er en politisk kamp, det har ikke noget med en kulturel debat at gøre. Jeg ser en gevaldig hævntørst hos dem, der er ved magten for tiden, men ikke noget egentligt perspektiv. Det er også derfor, de har så travlt med at fortælle om deres lidelser i fortiden og så lidt at sige om, hvad der kunne være vore idealdannelser i dag. Det er både til at græde og le ad, at begrebet ’kulturradikal’ formentlig er blevet brugt oftere i de sidste par år end i hele den periode, hvor disse kulturradikale angiveligt havde magten – og hvor langt størstedelen af pressen ganske som i dag var borgerligt orienteret. Den tidligere konservative justitsminister Knud Thestrup ville formentlig i dag blive kaldt kulturradikal.«
»En egentlig konservativ kulturkritik findes også dårligt nok, den sidste betydelige repræsentant for den er vel Henning Fonsmark. Ellers har konservatismen helt solgt sig til nyliberalismen, som i grunden burde være dens fjendebillede i lige så høj grad som socialismen eller endda mere. Den tidligere konservative leder Poul Møller sagde engang: ’Det konservative Folkeparti er et statsparti’ – og nu er det med til at udvande staten på næsten alle områder. Nyliberalismen har sejret, og den har ikke – til forskel fra de gamle liberale – et kulturelt projekt overhovedet, fordi den ikke vil have noget at gøre med den kollektivitet, som et sådant projekt nødvendigvis må indebære. ’Berig jer!’ er jo ikke ligefrem et kulturelt slogan. Måske er det derfor, man har så travlt med prestigeprojekter, mens det bliver sværere og sværere at skaffe penge til den normale daglige, ’kedelige’ drift af museer, biblioteker, læreanstalter. Kultur instrumentaliseres, man smykker sig med den, men har ikke noget forhold til den. Nå ja, det sagde allerede Nietzsche om sin samtid, og jeg siger det heller ikke kun om de nyliberale.«
– Hævntørst uden perspektiv – det lyder som en kamp, der primært bliver ført for at ødelægge. Indebærer højrefløjens kulturkritik slet ikke noget skabende?

Det ved vi først i fremtiden. Men jeg vender tilbage til, at der ikke er tale om en kulturkamp, men om en politisk kamp. Det er jo slående, at de to regeringspartier har en sådan mangel på kulturpersonligheder, at Dansk Folkeparti helt har fået lov at sætte dagsordenen – det skulle de jo selv have gjort. Når de ikke gør det, skyldes det, at de er indforstået med den dagsorden. Jeg kan ikke tro på, at Anders Fogh Rasmussen mener noget andet end Søren Krarup. Hvis han gjorde det, havde han forlængst sat Dansk Folkeparti på plads, ikke ved en spag kritik nu og da, men ved selv at tage teten. Birthe Rønn Hornbech kan sige noget, og al respekt for det, men det er ikke hende, der er statsminister. Men det hele skyldes naturligvis også, at det netop er en politisk kamp: Så længe Dansk Folkeparti tager flere vælgere fra Socialdemokratiet end fra Venstre og De Konservative, skal de to partier ikke have noget klinket. De gnider sig i hænderne. Måske er de ved at blive bange for deres egen skygge, men krukken er gået for længe til vands til at kunne beholde sin hank. Man kan ikke tro på dem.«
– Netop Dansk Folkeparti repræsenterer nationale, folkelige og på en måde også religiøse værdier.
»Jeg synes ikke, vi skal tage det religiøse forfængeligt, det er der nok, der gør. Og jeg giver ikke meget for, at man bekæmper den religiøse fundamentalisme, hvis man sætter en national eller såkaldt ’folkelig’ fundamentalisme i stedet. Skal vi tale om det folkelige, må vi igen differentiere. Da begrebet blev skabt, handlede det om at udvikle nogle skabende kræfter i folket. Der var ikke tale om at sætte det folkelige lig med en meningsmåling eller med den laveste fællesnævner, som det ofte i praksis sker i dag. En dansk folkelighed eller en ’danskhed’ er kun noget værd, hvis den for det første indeholder en stræben og ikke blot selvtilfredshed, og for det
andet underordner sig det almenmenneskelige. Grundtvig sagde: ’Menneske først, kristen så’ – Søren Krarup siger stort set: ’Dansker først - menneske så’. I fuldt alvor drager man i felten mod menneskerettighedserklæringer og internationale konventioner: Dem skal vi bare se stort på, for de har jo ikke noget at skaffe med vores virkelige eksistens som danskere. Når det nationale på denne måde sættes absolut, som noget der ikke kan diskuteres, så er vi på vej ned ad den glidebane, som før er endt i store ulykker i Europas historie.«
– Det virker imidlertid som om, kulturkampens bannerførere ikke får ret megen modstand. Mangler oplysningen i dag noget at forsvare sig med? Et projekt, som kan stilles overfor hævnlyst og fundamentalisme?
»Det er blevet nemt at diskreditere oplysningsprojektet som totalitært – det var jo allerede det, Adorno og Horkheimer skrev om: oplysningens dialektik, dette at oplysning slår om i barbari, når den mangler selvrefleksion, selvkritik kunne man sige, kort sagt: når den sætter sig selv absolut. Utopi er blevet et fy-ord, for tænk bare på alle de forbrydelser, der er begået i utopiens navn! Ja, og tænk på alle dem, der er blevet begået i det modsattes navn! Det er en ufrugtbar diskussion. For mig at se kan intet samfund overleve uden utopier, eller uden idealdannelser – og som allerede sagt: Det, som nogle i dag klamrer sig til, er blevet til, fordi nogle andre i fortiden ikke klamrede sig til det, der dengang var, men tænkte videre.«

Men det er da rigtigt, at dele af tidligere tiders projekter er mindre relevante i dag. Dengang de fleste var fattige, og de færreste havde en uddannelse, var tanken om, at ’mine børn skal have det bedre, end jeg har haft det’, en kraftig spore til både indsats og afsavn, det gjaldt endnu for mine forældre. Og det økonomiske projekt kunne gå hånd i hånd med det kulturelle. Men jeg kan ikke i fuldt alvor stille mig op og sige, at det er vigtigt for mine børns udvikling, at de får det materielt bedre, end jeg har det. Så burde jo nu det kulturelle, det ideelle projekt sådan set få mere plads, men det er ikke sket. Skønt vi allerede er rigere end på noget tidligere tidspunkt i vore historie, koncentrerer vi alle kræfter om at blive endnu rigere. Og det er næsten altid dem, der har mest til sig selv, som råber højest om skattelettelser. Intetsteds har Karl Marx’ tankegang fejret så store triumfer som hos hans ideologiske modstandere.«
»Vi skulle altså lægge dette med at ’få det bedre’ over i noget andet, og det gør vi så med begreber som ’livskvalitet’ – som vi så igen straks giver os til at måle økonomisk. Eller miljø – som Lomborg vil bilde os ind, også kun er en økonomisk størrelse. Vi har brug for en ny Voltaire, der skriver en ny Candide, en afsløring af de forblændelser, vi er ofre for. Det er glimrende at have forretningsmæssig succes, og markedet er en udmærket regulator for en masse ting. Man skal bare ikke glemme, at markedet ikke har nogen moral, det kan og skal det ikke have – og netop derfor skal der også sættes grænser for det. Når Jesus drev kræmmerne ud af templet, var det ikke fordi, der ikke måtte findes kræmmere, men fordi de skulle være ude på markedet og ikke også invadere templet.«
– Og hvad skulle en sådan Candide for det 21. århundrede indeholde? Hvad er vor tids ideelle projekt?

Villy Sørensen, som jeg har lært meget af, talte engang om en ’romantisk oplyst humanisme’ og mente for så vidt det samme som Adorno og Horkheimer: at oplysningens rationalitet måtte suppleres med en sans for alt det ’andet’, hvis den ikke skulle løbe grassat. I den situation, verden befinder sig i, handler det utopiske måske ikke mere så meget om, hvad vi kunne gøre for os selv, men hvad vi kunne gøre for andre, om empati, som vel at mærke ikke skulle udmøntes i ren medlidenhed, men i handling. Tænk på Afrika, hvor tilværelsen for millioner af mennesker bliver mere og mere rædselsfuld, uden at det rigtig interesserer den såkaldte verdensoffentlighed, for Afrika er ikke længere storpolitisk interessant. Vi hjælper med den ene hånd og udkonkurrerer dem med den anden – eller hjælper dem med munden og udkonkurrerer dem med begge hænder. Desto større er min respekt og beundring for dem, der faktisk gør en indsats i Afrika og andre steder.«
– Peger denne ’romantisk oplyste humanisme’ i virkeligheden ikke hen på en forsoning mellem det utopiske og det konservative?
»Konservatismen er optaget af, hvor vi kommer fra, den vil – for nu at bruge et politisk slogan – ’forandre for at bevare’. Oplysningen, eller den mere utopiske tænkning, er mere optaget af, hvor vi skal hen. Man kunne sige, at den vil forandre for at forandre – og så er det endda ikke helt rigtigt, for mange utopiske forestillinger i historiens løb har faktisk handlet om at genoprette noget, man mente var korrumperet. Hvorom alting er: Den ene holdning rummer ikke i sig selv en større eller mindre risiko for barbari, grusomhed, KZ’er og Gulag’er end den anden. Det gør den først, hvis den bliver blind for sin egen bagside, hvis den tror, den kan eksistere uden at kaste skygge. ’Hvem lever uden utopier’, spurgte forfatteren Max Frisch engang og svarede: ’Det gør dyrene’. Men måske vil vi være tilfredse med det. I sit sidste interview, kort før han døde i 1973, sagde Max Horkheimer: ’Det kan da godt være, at menneskene i fremtiden vil være tilfredse med at leve som myrerne’.«

Serie
Oplysning som opposition
*Vi oplever i dag en massiv oplysningsskepsis: Overtro er blevet til selvrealisering, nationalisme dominerer den europæiske offentlighed, den akademiske elite er under mistanke. Information taler i den kommende tid med danske og internationale filosoffer, forskere, politikere og kommentatorer om den miskrediterede oplysning

*Læs alle artiklerne på tema.information.dk/oplysning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu