Læsetid: 3 min.

Ny(e) dvd/film

25. juni 2004


Idiotisk Liza Marklund-film
*Det er altid fatalt for en film, når den hovedperson, der skal samle sympatien, opfører sig oprørende åndssvagt. Det sker i denne filmatisering af Liza Marklunds over 300 sider lange krimi fra år 2000, Paradiset, hvor forfatterindens faste heltinde, journalisten Annika, først hovedløst videre-ekspederer en livstruet bosnisk flygningekvinde til den tvivlsomme hjælpeorganisation Paradiset og derpå atter undlader at gå til politiet, da kvinden dræbes af en farlig jugoslavisk mafia-killer.
Den selvcentrerede Annika har vigtigere ting for – det vil sige en hyrdetime med en kommunal embedsmand. Først mange måneder efter at miseren er sket, inddrager Annika politiet – men da har hun også sikret sig det journalistiske scoop , der er nødvendig for karriere-avancement.
Dybt ubehageligt, for som fremstillet af Helena Bergstrøm og instruktøren Colin Nutley skal vi have dyb medfølelse med den hårdt trængte Annika, der ikke må skrive på avisen (kun redigere), har et elendigt forhold til sin mor og plages af traumer fra sit første voldelige kærlighedsforhold.
Paradiset fra 2003 er altså ikke nær så vellykket som den foregående, ganske velskabte Nedtælling (2001) med samme hovedfigur. Nutleys styrke er stadig miljøtegning og især personinstruktionen, der til tider får kliché-situationer til at leve, men skildringen af de bosniske konflikter i udkanten af den svenske samfund forbliver slemt overfladiske og nærmest fremmedfjendske.
Filmen er iøvrigt støttet af Det Svenske Filminstituts daværende konsulent Lena Hansson-Varhegui, der nu sidder i en tilsvarende stilling på Det Danske Filminstitut, hvor hun forhåbentlig vil vise større kritisk sans. Pim.

*’Paradiset’: Instruktion. Colin Nutley. Svensk. SF

50 First Dates
*Adam Sandler har medvirket i rigtig mange rigtig dårlige film – som regel er han både plat og irriterende. Men har han en god instruktør og et godt manuskript at arbejde med, som i Punch Drunk Love, kan han faktisk være ret interessant at se på. Hans seneste film, den romantiske komedie 50 First Dates, er langtfra en vellykket film, men et eller andet sted midt i al lavkomikken gemmer der sig en rørende og morsom lille historie om en mand (Sandler), der er bange for at binde sig, og en kvinde (dejlige Drew Barrymore), som vågner hver morgen uden at vide, hvad hun lavede dagen før.
50 First Dates, der er instrueret af Peter Segal og skrevet af George Wing, er basalt set en variation over Harold Ramis’ geniale Groundhog Day, hvor en misantropisk tv-vejr-vært må genopleve den samme dag igen og igen. Sandlers dyrlæge, Henry, der arbejder i et akvarium på Hawaii, springer fra kvinde til kvinde, fordi han ikke vil binde sig, men da han møder Lucy (Barrymore), forelsker han sig hovedkulds i hende og hun i ham. Dagen efter kan hun bare ikke huske ham, og han finder ud af, at hun et år forinden var involveret i et biluheld, der ødelagde hendes korttidshukommelse. Nu kan hun kun huske tiden før ulykken, ikke hvad der er sket siden.
Men Henry giver ikke op, og sammen med Lucys far og bror prøver han at få hendes hukommelse sparket igang. Det resulterer i mange sjove og engagerende scener, hvor Henry igen og igen skal få hende til at forelske sig i ham, mens hun skal forlige sig med, at hun intet vil kunne huske efter at have sovet.
Barrymore og Sandler spillede også sammen i den udmærkede The Wedding Singer, og man kan ikke nægte, at der er en god kemi imellem dem. Især hun leverer en både dramatisk og komisk veltimet præstation, der giver filmen en tiltrængt følelsesmæssig tyngde.
Hvis vi så bare kunne få lov at slippe for ulidelige Rob Schneider, der spiller Henrys mærkelige ven, Ula, og den umorsomme, androgyne medhjælper (Lusia Strus), som Henry har i akvariet. CMC

*Instruktion: Peter Segal. Manuskript: George Wing. Amerikansk (Palads i København og sikkert rigeligt med biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her