Læsetid: 7 min.

En odyssé i kulturkitsch

Der synes at være et konsekvent omvendt forhold mellem fejringen af James Joyces ’Olysses’ og så antallet af læsere, der faktisk har læst værket til ende
18. juni 2004

Frit slag
Det sker altid, når jeg er på besøg hos folk. Pludselig begynder mit blik at vandre rundt i deres hjem. Det er ikke et hvileløst blik, som søger adspredelse, fordi samtalen keder mig. Derimod er det et fast, søgende blik, som altid bevidst går efter bogreolerne; systematisk gennemgår jeg alle bogtitler, indtil jeg endelig finder, hvad jeg søger: James Joyces Ulysses!
Fordi jeg efterhånden har så mange års erfaring, virker jeg aldrig åndsfraværende eller uhøflig over for værtsparret, mens jeg udfører min selvopfundne selskabsleg. Med ufravigelig præcision zoomer mit blik ind, så jeg minutiøst kan måle »knækket« i bogryggen.
Gennem de sidste 17 år har jeg regelmæssigt foretaget denne ’Ulysses-knæk’ undersøgelse i en bredt udsnit af danske hjem med velassorterede bogreoler og kan hermed afsløre, at Ulysses i langt de fleste bogreoler står glat og fin, som var den lige kommet ud af trykken. En anden ofte forekommende tilstand, som mit eget eksemplar befinder sig i, er med et knæk lige før midten af første bind. Jeg henviser her til den gule to-bindsudgave, der udkom på Gyldendal i 1986, og som et par år senere kom på bogudsalg.
Hver gang jeg støder på et nyt eksemplar af Ulysses, hvor læseren aldrig fik mod til at gå i gang eller opgav ævret i midten af første bind, sender jeg en sørgmodig tanke til Joyce, mens jeg funderer over, hvor mærkeligt det må være at have skrevet »den moderne civilisations mesterværk«, »et universelt kunst0værk«, »det mærkeligste og mest æggende værk i den moderne verdenslitteratur«, som stort set ingen har læst; men hvor kun en ganske lille skare rent faktisk har læst, forstået og påskønnet mesterværket!
Hvilke spildte kræfter at skrive så stor en roman, som ingen tør læse, fordi man som almindelig dødelig læser er bange for ikke at læse den ’rigtigt’ og dermed fremstå som decideret dum, fordi man ikke fatter de dybere symbolske lag. Joyce udtalte selv om sit værk: »Jeg har indlagt så mange gåder og hjernedrillere, at det vil holde professorerne beskæftiget i århundreder med at diskutere, hvad jeg mente, og det er den eneste måde, på hvilken man kan sikre sig udødelighed.«
Da jeg selv i sin tid erhvervede Ulysses var det min mening at gå direkte fra boghandelen til lænestolen, indtil et venligt menneske gjorde mig opmærksom på, at Ulysses ikke var en bog, som man bare sådan lige læste; man burde forberede sig seriøst til selve øjeblikket! Derfor gik jeg ind på det lokale bibliotek og lånte alt, hvad jeg kunne skrabe sammen af afhandlinger om værket. Efterhånden, som jeg fik tygget mig igennem de mange lærde ord, voksede min ærefrygt over for Ulysses til nærmest stratosfæriske højder.
Da øjeblikket så endelig kom, hvor jeg følte mig klar til Ulysses og satte mig til rette med en alvorsfuld (selv)højtidelighed, som kun en teenager kan mobilisere, måtte jeg hurtigt konkludere, at jeg endnu ikke var værdig til Joyce. Jeg var simpelthen for dum til at forstå alle finesserne, men dog alligevel plat nok til at bladre frem til slutningen med Mollys vidtberømmede og vældigt saftige monolog. Derpå gik jeg på biblioteket og afleverede alle afhandlingerne og lånte i stedet James Joyces novellesamling Dublinfolk, som jeg gik hjem og læste med stor fornøjelse i ét hug uden nogen former for forudgående læsevejledning.
Nogle år senere havde jeg muligheden for at spørge en af Irlands fremmeste Joyce-kendere, hvornår man er parat til Joyce, så man kan nå længere end til side 50. Svaret var, at det er man, når man sidder i en lænestol med en solid sjus og er i godt humør! Desuden skal Ulysses helst læses højt, så man kan lade sig indfange af rytmen i sproget (og her kan sprutten uden tvivl hjælpe læseren godt på vej – særligt i de mange stream of consciousness passager). Hvis denne læsevejledning stod trykt som forord til Ulysses er jeg overbevist om, at ’knækket i ryggen’ ville rykke lidt længere frem mod slutningen for mange bogeksemplarers vedkommende.

Selv om Ulysses i bogform næppe nogensinde får sit store folkelige gennembrud, så får den det som event. I onsdags var det 100 år siden, handlingen i bogen udspillede sig over en dag i Dublin. Hvor fejringen af den årligt tilbagevendende Bloomsday plejer at kunne holde sig inden for en dag eller to, er den i år blevet udstrakt til at vare i fem måneder. Udover de traditionelle Joyce symposier for eksperter fra hele verden, som kommer valfartende til Dublin, vil der i år bl.a. også være Molly Bloom look-a-like konkurrencer, cykelløb til ære for Joyce, kostumefester, optog med hestevogne og Leopold Bloom morgenmad for 10.000 morgenfriske irere på selve Bloomsday.
Om ikke andet må man da sige, at det er vældigt rørende af Dublin i almindelighed og Irland i særdeleshed at gøre så meget ud af en bog, som i mange år var forbudt læsning i landet, og som i øvrigt blev skrevet af en mand, der ikke ligefrem var tynget af fædrelandskærlighed.
James Joyce var af den overbevisning, at ingen irer med selvrespekt kunne blive i det land som han bl.a. kaldte »a priest-ridden land«, »the afterthought of Europe« og »the old sow that eats her farrow.« Selv emigrerede han i 1904 for aldrig at vende tilbage igen – med undtagelse af et kort, bittert gensyn i 1912. Han forblev britisk statsborger frem til sin død i 1941, og hjemme i Dublin gik hans søstre rundt i evig angst for at folk skulle forbinde dem med ’dén Joyce.’ Det store epos om Dublin blev ikke en gang skrevet i Dublin. Ulysses slutter således med ordene »Trieste, Zürich, Paris«, som er de byer, hvor bogen blev skrevet.
Det interessante er, at selv om Ulysses og Jamens Joyce nu er kommet en tur igennem den store irske event-kværn, hvor man hylder en bog, som også kun et fåtal af irere har læst, så benytter man ikke lejligheden til at vise, at Dublin ikke længere er så ’præstebefængt’, som tidligere.
Det nye Irland med keltisk tigerøkonomi burde fnise muntert over de mange mere eller mindre utilslørede sjofle hentydninger og seksuelle symboler, som Ulysses bugner af. Men sikkert igen fordi ingen har læst bogen, drukner den folkelige og populære del af fejringen af Bloomsday i en voldsomt romantiseret version af en tid af irsk historie, som Joyce absolut intet godt havde at sige om. Så spørgsmålet er, hvor meget der i grunden er sket i Irland, siden Joyce pakkede kufferterne og drog mod varmere, mere tolerante og frigjorte egne af Europa.
Republikken Irland famler i disse år med at finde en ny identitet. En identitet, som ikke udelukkende bygger på at være anti-britisk. Irsk historie fremstår umiddelbart som ét stort blodigt sår, som Den Store Nabo konstant har holdt ved lige. Irsk kulturarv har derfor været vigtig som våben i kampen for at forsvare egen national eksistensberretigelse i forhold til Storbritannien.
Nu er irsk kulturarv imidlertid blevet en ny måde at erobre verden på. »Traditionelle« irske pubber skyder op som paddehatte i en hvilken som helst afkrog af verden. Irland vinder Det Internationale Melodi Grand Prix sådan cirka hvert eller i hvert fald hvert andet år. Michael Flatley og hans muntre Riverdance-dansere turnerer verden rundt og får overalt på sin vej børn og kvinder til at hoppe begejstret rundt med stiv ryg og energisk benarbejde.
Selv den traumatiske fortid er det efterhånden også lykkedes irererne i Republikken at få bearbejdet på munter vis. I Limerick har man f.eks. opført en anden form for Disneyland, en »kartoffelpest temapark« til minde om de 1,4 millioner irere, der døde i 1840’erne. Til minde om kartoffelpesten bliver der desuden også opført parader med fest og musik, hvor man kan komme og være klædt ud ligesom i gamle dage.

Selv om der er (lige lovlig) meget Disney og Hollywood over de irske kulturprodukter, som i øjeblikket eksporteres til den hele verden, så skal man ikke tro, at der af den grund opføres temauger/ måneder til ære for Kelly Family, U2, Johnny Logan, Michael Flatley og søstrene fra The Corrs. Når man hjemme i Irland skal hylde det ypperste af irsk kulturliv, vælger man altid særligt at fokusere på dem, som helst forsøgte at fortrænge, hvor de kom fra.
I en business class lounge i lufthavnen i Dublin hænger portrætter af James Joyce, Samuel Beckett og Oscar Wilde side om side som nationens stolte sønner! Man kan godt undre sig over, hvorfor de i grunden hænger der. Mon det er for at få moderne irske forretningsmænd til at læse andet end Financial Timer? Eller for at minde dem om, hvor vigtigt det er at give plads til »skæve hjerner« i et konformt og konservativt samfund? Eller er det for at minde dem om, at også irere kan lave langtidsholdbar kunst, som man kan være stolt over, fordi andre lande er misundelige over, at man har fostret så store genier?
Måske jeg alligevel bør blive en del af den irske kultur-event-industri. Sideløbende med alle Molly og James Joyce look-a-like-konkurrencerne, kunne jeg festligholde Beckett og Venter på Godot. Så kunne vi alle iført en stor sweater sætte os på en bænk og evt. gå i gang med at læse Ulysses i sin fulde længde, hvis ikke vi kunne finde på andet at bruge ventetiden til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her