Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

29. juni 2004


Moore-film trækker fulde huse
*Michael Moores dokumentarfilm Fahrenheit 9/11, der er et erklæret våben i kampen for at få væltet USA’s præsident, George W. Bush, trækker fulde huse i de amerikanske biografer. Foreløbige opgørelser over weekendens mest sete film viser, at guldpalmevinderen kommer ind som en klar nummer et.
Siden 25. juni, hvor filmen havde amerikansk premiere, er der blevet solgt billetter til en værdi af 21,8 millioner dollar i USA og Canada, hvilket svarer til 133 millioner kroner. Salget skal ses i forhold til, at filmen kun vises i omkring 870 biografer, mens de øvrige film på top fem vises i mere end 2.500 biografer, skriver Reuters.
Moores forrige film, Bowling for Columbine, som indbragte ham en Oscar, indtjente i alt 21,5 millioner dollar i de ni måneder, den var på plakaten. Og det er mindre end Fahrenheit 9/11 har indtjent på blot tre dage. For begge film gælder, at der er tale om rekordhøje tal i dokumentargenren.msk

Rent dansk design på MoMA
*Når et nyrenoveret Museum of Modern Art (MoMA) i New York slår dørene op 20. november, vil alt inventar være tegnet af danske arkitekter og designere. Og det kan få enorm betydning for dansk design og møbelindustri, mener branchefolk.
»MoMA er et af de mest markante steder, man kan blive repræsenteret. Så det er en blåstempling af dansk design, som jeg både håber og tror, vil få betydning for den markedsmæssige udvikling,« siger Ulla Hovgaard Ramblau, som er direktør for Dansk Design Center i København til Ritzau.
Oprindelig var det kun en enkelt restaurant, der skulle indrettes med dansk design. Men et godt tilbud fra det danske generalkonsulat – og støtte fra danske producenter, designere og fonde – fik det økonomisk trængte New York-museum til at indrette samtlige 60.000 kvadratmeter på dansk manér, således at det såkaldte ’Danish Design Project’ nu indebærer, at både udstillingssalen, restauranter og garderober bliver indrettet med danske møbler og brugskunst. Også administrerende direktør i Dansk Møbelindustri, Keld Korsager, har svært ved at få armene ned. »Placeringen på MoMA kan få en ganske vital betydning for danske møbler af et højt designmæssigt indhold. Det vil fungere som et permanent udstillingsvindue,« siger han til Ritzau.
I alt 33 designere og 13 producenter får deres produktioner placeret på det anerkendte Manhattan-museum. msk

Jazzpris til Ed Thigpen
*Den amerikanske trommeslager Ed Thigpen får 2. juli overrakt Palæ Bars Jazzpris 2004, som uddeles for 15. gang på den københavnske jazzbar i forbindelse med åbningen af Copenhagen Jazz Festival. Thigpen modtager ud over prisen på 25.000 kroner en plaquette. Desuden kommer hans portræt i selskab med de 14 tidligere prismodtagere på væggen i Palæ Bar.
Den 73-årige trommeslager, der i de seneste 30 år har boet i København og Malmø, får prisen for »det store arbejde og den enorme inspiration, han har været for den københavnske jazzscene«.
Thigpen blev for alvor kendt som medlem af Oscar Peterson Trio, men har siden spillet sammen med musikere som John Coltrane, Johnny Hodges og Ella Fitzgerald. msk

Ros til dansk debut i New York
*Da Den Unge Danske Strygekvartet debuterede i Scandinavian House i New York for nylig, var der ros at hente i New York Times. Anmelderen Anthony Tommasini fremhævede således programsammensætningen som en model for unge ensembler, der vil gøre sig i New York. Men også Hans Abrahamsens 10 Preludier roses for at blive spillet stramt og medlevende, og om Carl Nielsens Strygekvartet i F-dur bemærkes: »Jeg kan ikke forestille mig en mere vedkommende udførelse.«
Den Unge Danske Strygekvartet, der i år vandt DR’s Kammermusikkonkurrence, kan høres i Tivolis Koncertsal 17. juli, hvor den spiller musik af Beethoven, Holmboe og Brahms. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her