Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

8. juni 2004


Statsensemble for børneteater
*Kunstrådet har besluttet at etablere et statsensemble for børneteater, der skal styrke, udvikle og skabe større synlighed omkring moderne børneteater. Statsensemblet udpeges for en periode på tre år og skal ensemblet turnere såvel herhjemme som i udlandet. Ansøgningsfristen er primo september 2004, hvorefter Kunstrådet i december vil udpege statsensemblet blandt ansøgerne. Udvælgelsen sker på baggrund af kriterier om høj kunstnerisk kvalitet, et vist internationalt niveau, teatrets visioner og teaterets kunstneriske potentiale. Kunstrådet afsætter i alt 18 millioner kroner til driften af statsensemblet for børneteater, der fordeles tre år. Læs mere på www.kunststyrelsen.dk. msk

Stanken omkring Hirst
*Den britiske kunstner, Damien Hirst, er havnet i en nabostrid. Hirst, der blandt andet er kendt for at udstille dyr – eller dele af dem – i formaldehyd, har modtaget klager fra sine naboer i Gloucestershire, fordi en utålelig stank for nylig bredte sig fra hans ejendom. Årsagen var, at Hirst havde efterladt et rådnende dyrekadaver i en kasse udenfor sin grund i flere dage.
»Det var et modbydeligt syn, der mødte mig, da jeg løftede låget – det var som taget ud af en horror film. Der var en stor klump af noget, der lignede en ko. Det var absolut afskyeligt,« siger Charles Eagles, der bor i nabolaget til BBC.
En talsmand for kunstneren udtaler, at resterne af dyret straks skulle have været hentet og kørt til et forbrændingsanlæg, men at en misforståelse første til, at det blev liggende i en kasse.
Hirst har ifølge BBC bedt om forladelse for hændelsen, men sundhedsmyndighederne i landet er alarmeret og skal nu undersøge, om kunstneren behandler og skiller sig af med dyreaffald på forsvarlig vis. msk

Maskinfabrikkens sommerfest
*Kulturtidsskriftet Victor B. Andersens Maskinfabrik fejrer udgivelsen af nr. 29 i rækken med en sommerfest. Det sker på VEGA’s Ideal Bar i morgen kl. 20, hvor man kan opleve Thomas Boberg dele ud af sine rejseminder, Erik Skyum-Nielsen læse op af sine yndlingsdigte og Niels Lyngsø præsentere sine nye digte. Depechen overtages af Pejk Malinowski, Kristina Glaffey, Maja Lee Langvad, Maria Dixen, Majse Aymo-Boot og Sven Holm. Islændingen Keli Hlodversson viser film fra Victor B. Andersens barndom, mens Morten Albæk i rolle som konferencier binder trådene sammen. Dørene åbnes kl. 19, og pladsen spås at blive trang.
msk

Danske priser på tekstiltriennale
*To af de fire danske kunstnere, der deltog på den 11. internationale Textiltriennale i Lódz i Polen, der blev kurateret af Danske Kunsthåndværkere, kunne drage derfra med priser i bagagen. Kari Guddal fik bronzemedaljen samt Det Polske Tekstilmuseums pris for sin gobelin Hommage à R., mens Anette Bendixens More Air blev belønnet med Akapifondens pris, som uddeltes for første gang. De to øvrige danske deltagere var Astrid Krogh og Johanna Sølvsten Bak.
Triennalen har fundet sted siden 1972, og i år deltager godt 160 kunstnere fra 54 lande. Udstillingen af værkerne varer til 31. oktober. msk

Betonelementprisen 2004
*Beton oplever i disse år en veritabel renæssance i arkitekturen. Og det er prisværdigt, mener Betonelement-Foreningen, der hvert år uddeler
Betonelement-Prisen til en arkitekt for talentfuld og god arkitektonisk anvendelse af betonelementer. Prisen tilfalder i år Kim Utzon for byggerierne Dunkers Kulturhus i Helsingborg, Rosendahls hovedsæde i Hørsholm samt HTS Arbejdsgiverforeningens domicil i Kalkbrænderihavnen i København. Prisen overrækkes 10. juni med motivering af Gøsta Knudsen, rektor for Danmarks Designskole og bestyrelsesmand for Akademisk Arkitektforening. msk

Kortest muligt
*Filmpris Filminstruktøren Annette K. Olesen har fået den kirkelige filmpris, Gabriel-prisen, for dogmefilmen Forbrydelser. Prisen, der blev stiftet af Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer for to år siden, består af en træstatuette af ærkeenglen Gabriel samt 15.000 kroner. Sidste år gik prisen til den finske instruktør Aki Kaurismäki for Manden uden fortid. msk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her