Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

16. juni 2004


Rekord på Arken
*Ikke færre end 184.024 gæster indløste på mindre end fem måneder billet til udstillingen Picasso til alle tider, der sluttede søndag på Arken. Og det er rekord i museets snart 10-årige historie.
Arkens ledelse budgetterer normalt med 150.000 besøgende om året. Netop på grund af Picasso lyder budgettet for 2004 på 160.000, men noget kunne tyde på, at det samlede besøgstal for hele året når op på omkring 250.000.
»Selvfølgelig har Picasso givet en ekstra omsætning, men der er også ekstraordinære udgifter forbundet med en så stor udstilling. Gevinsten ligger især i, at et så vellykket arrangement kan åbne en masse døre over for samarbejdspartnere i udlandet. Vi har vist, at vi formår at løfte en udstilling på højeste internationale niveau, og den slags bliver der lagt mærke til i museumskredse,« siger Arkens direktør, Christian Gether til Ritzau.
Arkens næste udstilling åbner 26. juni med billeder af den svenske nationalmaler Anders Zorn i dialog med ung nordisk samtidskunst. 18. september åbner udstillingen Det genfundne paradis med værker fra den tyske ekspressionisme, repræsenteret af blandt andre Emil Nolde. msk

Bloomsday – Tid & Sted
*Odense Centralbibliotek er hele dagen vært ved et arrangement i og omkring den gamle biblioteksbygning på Klosterbakken. Der indledes med en open air maratonoplæsning af Ulysses på dansk fra kl. 8 morgen til kl. 18 aften i det gamle gårdhaveanlæg. Kl. 18 serveres en buffet med smagsprøver på kulinariske specialiteter med tilknytning til romanen, som eksempelvis lammenyrepostej.
Kl. 19.30 vil digteren Peter Laugesen, der igennem nogle år har arbejdet med at oversætte den sidste del af Joyces forfatterskab, holde oplæg under titlen Work in Progress – kan Finnegans Wake oversættes?. Han afløses kl. 21 af Svend Åge Madsen, der i oplægget James gives me Joyce forever, vil tale om Joyces indflydelse på sit forfatterskab.
Slutteligt vil skuespilleren Ulla Ankerstjerne frem til midnat læse op fra Mollys monolog, der udgør sidste del af Ulysses.
Guinness vil kunne købes dagen i gennem, der også byder på diasserien Dublin’s Joyce samt en ’Spørg om Ulysses-bod’. Og så er der gratis adgang.
Også Hovedbiblioteket i København markerer dagen med foredrag og åbning af den turnerende udstilling International Joyce. 24. juni vil Ida Klitgård, der er ph.d., forskningsadjunkt ved Københavns Universitet holde foredrag om de danske oversættelser af Ulysses, mens Kristian Ditlev Jensen vil tale under overskriften Ulysses og konceptuel integration og søge at forklare, hvad der sker, når Odysseen og den irske hverdag mødes i Ulysses. Det sker fra kl. 17-18.30. msk

Interaktivt ARoS
*ARoS Aarhus Kunstmuseum barsler med et nyt formidlingsprojekt, ArtXplorer, der skal gøre museet til pionerer inden for interaktiv formidling af kunst på internettet. Det sker med opbakning fra Kulturnet Danmark under Kulturarvsstyrelsen, der har bevilget mere end 800.000 kroner til projektet.
Intentionen bag ArtXplorer har været at skabe en særlig kunstformidling, der henvender sig til børn og unge mellem 9 og 14 år gennem tidens foretrukne medie – internettet – med dets interaktive og visuelle muligheder.
ArtXplorer er et webforum, der inddrager brugeren på en helt ny måde i udforskningen af kunsten og dens virkemidler. I ArtXplorer kan kunsten ikke alene ses, den kan også høres, gøres og røres, når børn og unge undersøger kunstværker fra ARoS’ egen samling.
»Internettet giver os nogle hidtil ukendte muligheder for at se og forstå kunstens sprog, fordi man her kan simulere ’nærkontakt’ med kunstværket. Hvor det i den fysiske verden ikke er tilladt at komme helt tæt på kunsten og røre ved den, så er det på computeren muligt at træde ind i kunstværket og undersøge det,« siger formidlingsinspektør på ARoS, Birgit Pedersen, der har udviklet ArtXplorer sammen med billedkunstneren Bodil Sohn.
Der vil gå et lille års tid, før ArtXplorer kan invitere børn og unge inden for via hjemmepc’en eller computerskærme opstillet på ARoS. Udarbejdelsen sker i samarbejde med firmaet Shockwaved, der arbejder med digitale konceptløsninger. msk

Mere Moore
*Den amerikanske filmcensur MPAA har bestemt at diktere en aldersgrænse på 17 år for de amerikanske børn og unge, der vil i biografen for at se Michael Moores Fahrenheit 9/11 uden at følges med en voksen, skriver BBC. MPAA begrunder afgørelsen med filmens sprogbrug og voldelige billeder. Michael Moore og co. raser over afgørelsen og distribueringsselskabet Lions Gate agter nu at anke. Filmen får premiere i USA 25. juni. msk

Kortest muligt
*DR-satellit Fra rumcentret Baikonur i Kasakhstan opsendes i dag en satellit, der blandt andet vil gøre det muligt at se DR1 og DR2 i Sydeuropa, Mellemøsten, Nordafrika og dele af Asien. Satellitten ventes at være på plads og i funktion omkring 1. august. msk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her