Læsetid: 3 min.

Parentes i konflikten

8. juni 2004

Hvis der er en dag, hvor demonstrationer mod USA i Europa bør holde fridag, er det årsdagen for den amerikansk anførte invasion i Normandiet i 1944, begyndelsen til Europas befrielse for nazistisk tyranni, en kamp, hvor amerikanske soldater i titusindvis blev dræbt eller såret. De netop overståede højtideligheder i anledning af 60-året for D-dagen – midt i en konflikt, der navnlig skiller USA og Frankrig – blev da også fra officiel side benyttet som en anledning til at understrege venskabet mellem de to lande og Frankrigs taknemmelighed over for USA.
Imidlertid blev præsident Bushs ankomst til Paris i lørdags hilst med fjendtlige demonstrationer, hvor man endog kunne se det gamle slidte slogan ’US go home’. Selv om mange af venstrefløjens organisationer deltog, havde Socialistpartiet meldt fra – af indlysende rigtige grunde. Demonstranterne var for en meget stor del helt unge mennesker, hvilket kan være et tegn på, at forståelsen for D-dagens betydning – og måske historiebevidstheden i det hele taget – er begrænset blandt de unge i dag.

Irak-konflikten, der har domineret den storpolitiske dagsorden siden i fjor, blev drøftet ved mødet mellem Bush og præsident Chirac i Paris lørdag, men blev holdt uden for søndagens højtideligheder i Normandiet. Selv Bush, der hjemme i USA har draget en parallel mellem D-dagen og USA’s krig i Irak, undgik lykkeligvis en sådan hentydning på fransk grund.
Bush og hans tilhængere, heriblandt Danmarks statsminister, har ved lejlighed ladet sig friste af denne demagogiske sammenligning: USA havde ret i juni 1944 i Europa ( – ja, så eftertrykkeligt, det erkendes fra alle sider), og ergo havde USA også ret i Irak i 2003.
Godt, at denne primitive argumentation i det mindste fik lov at holde fridag den 6. juni.
Det er også velgørende, at det langsigtede venskab mellem USA og Frankrig bliver understreget efter et år, der har været præget af både skarpe modsætninger på regeringsplan og gensidig nedrakning i medierne. Ved den centrale højtidelighed i Normandiet mindede Bush om, at »Frankrig var USA’s første ven i verden«, og Chirac forsikrede: »Frankrig vil aldrig glemme, hvad det skylder USA, sin trofaste ven«.

Venskabet begyndte under den amerikanske Uafhængighedskrig 1776-83, da Frankrig støttede amerikanerne – mod den fælles fjende England (i dag USA’s mest trofaste forbundsfælle). Men der er også en tradition for gnidninger mellem de to lande, og det er tankevækkende, at der netop for 60 år siden var kold luft mellem præsident Roosevelt og general de Gaulle – de to var slet ikke på bølgelængde. Den franske leder blev holdt uden for invasionsforberedelserne, og USA havde en plan om at bringe Frankrig under besættelsesstyre. Indtil man blev overbevist om, at de Gaulle var franskmændenes ubestridte leder.
Konstellationerne skifter. For første gang har en tysk kansler deltaget i festlighederne til minde om D-dagen, og Gerhard Schröder, repræsentant for det land, der var fjenden for 60 år siden, blev særlig hjerteligt omfavnet af Chirac. Den fransk-tyske akse, hvis svage punkt gennem 40 år var uenighed om forholdet til USA – fransk modstand mod det amerikanske førerskab, som Tyskland indordnede sig under – har tydeligvis fået fornyet kraft, efter at de to lande under Irak-krisen har fundet sammen i en fælles diplomatisk front mod USA.

Den amerikansk-europæiske konflikt om Irak fik en fridag den 6. juni, men så sent som dagen før var den på dagsordenen mellem Bush og Chirac i Paris. Amerikanerne ønsker Frankrigs tilslutning til den sidste nye version af deres forslag til FN-resolution om formen for irakisk suverænitet efter den 30. juni, og Chirac ville ikke udelukke, at man kan nå til enighed i løbet af de kommende dage. Men de to lande er endnu ikke enige om betingelserne, og hvis tonen var forsonlig i Paris, var det nok mest af hensyn til facaden og festlighederne.
Denne mindedag, der med rette var helliget forsoning og langvarige venskaber, bør betragtes som mere end en tom og udvendig manifestation. I den aktuelle politik fremtræder den som en parentes, omgivet på begge sider af brændende spørgsmål som Irak, men historien lærer os omvendt, at konflikterne kan blive til parenteser i en langsigtet udvikling. Vi ved, at USA ikke for evigt er synonym med fænomenet George W. Bush og med en snæversynethed, der ikke kan se forskel på D-dagens nødvendighed og Irak-krigens hasardspil.         

B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu