Læsetid: 3 min.

Parlamentets indre marked

De 626 medlemmer af Europa-Parlamentet har historisk trukket i en grøn og forbrugervenlig retning. Udvidelsen af EU til 732 MEP’er ser ikke ud til at rokke ved den profil
8. juni 2004

Markedskræfter
Det indre marked er en grundpille i den Europæiske Union – og er derudover i dag en af de mindst kontroversielle dele af samarbejdet, idet langt hovedparten af alle euro-skeptiske partier og bevægelser også ønsker at bevare et fælles marked med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Der er dog store forskelle mellem partierne på, hvor tungt den frie bevægelighed skal veje i forhold til regulering af eksempelvis arbejdsmiljø, miljø og forbrugerbeskyttelse. Socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik hører også på visse områder ind under det indre markeds følgepolitikker.
Når det gælder miljø, arbejdsmiljø og forbrugerbeskyttelse findes de EU-parlamentarikere, som er grønne, oftest til venstre for midten sammen med bevægelser som JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU. De ønsker høje standarder for beskyttelse – og dermed af og til lidt paradoksalt for i hvert fald Folkebevægelsen, som fortsat ønsker Danmark ud af EU, også en højere grad af regulering på EU-niveau. Mens de konservative og liberale partier står for mere markedsorienterede politikker. Men ofte er Parlamentets flertal dog samlet »til venstre« for Kommissionen og Ministerrådet.

Fra stilstand til vedtagelse
Ideen om et indre marked findes helt tilbage fra Rom-traktaten, men i 1970’erne var EU og dets medlemsstater i stort set konstant økonomisk krise. Det internationale monetære system – Bretton Woods – brød sammen, det første forsøg på at oprette en økonomisk og monetær union kollapsede, og der var global oliekrise. Medlemsstaterne reagerede med protektionisme over for hinanden, og starten af 1980’erne var præget af EF-skepsis efter 1970’ernes »eurosclerose«, som stilstanden i samarbejdet populært blev døbt.
Men med vedtagelsen af den europæiske fælles akt i 1986 kommer der gang i arbejdet. Forud kommer i 1985 EU-Kommissionens hvidbog om gennemførelse af det indre marked med forslag til 279 love, som er nødvendige for at kunne fjerne hindringerne for samhandlen. På basis af hvidbogen vedtages den europæiske fælles akt i 1986. Der indsættes der en artikel i EF-traktaten, artikel 100 A som udvider rådets muligheder for at træffe afgørelse med kvalificeret flertal og Europa-Parlamentet udvider sin indflydelse. De vigtigste principper i det indre marked er reglen om ikke-diskrimination og reglen om gensidig anerkendelse af produkter. Kort sagt handler det om, at en vare, som er lovlig i et medlemsland også skal kunne sælges uden videre i resten af EU.
Det indre marked træder endeligt i kraft den 1. januar 1993.
I dag vedtages hovedparten af alle retsakter om det indre marked efter den såkaldte fælles beslutningsprocedure, hvor Ministerrådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal sammen med Europa-Parlamentet.
En række sagsområder er dog undtaget og kræver stadig enstemmighed blandt alle medlemsstater. Det gælder blandt andet skat.
Der er imidlertid fortsat nogle store og vigtige områder af den fælles – overnationale – EU-politik, som er tæt forbundet med det indre marked og som Europa-Parlamentet ikke har noget at skulle have sagt over såsom landbrug, fiskeri, økonomisk politik samt det meste af Schengen-aftalen. Det vil imidlertid ændre sig, hvis den nye forfatningstraktat bliver vedtaget.
Det har været fremme i medierne, at de nye EU-lande fra øst måske ville svække parlamentets grønne profil, fordi de kommer fra lande, der i forvejen har svært ved at leve op til miljøkravene. Men ifølge den danske miljøorganisation NOAH er frygten uberettiget. NOAH har for nylig sammen med søsterorganisationer i de 10 nye medlemslande lavet en spørgeskemaundersøgelse af sagen, og der er på de fleste områder et flertal i besvarelserne, som støtter, at der skal ske forbedringer i miljøpolitikken om end der er stor variation efter, hvilket miljøemne der er tale om.
Ifølge Eurobarometer anser de yngste EU-borgere, mellem 15 og 24 år, miljøet som det vigtigste emne at samarbejde om. Hos de ældre medborgere er kriminalitet og sikkerhed først – miljø to.

FAKTA
Politikerne bag
*Den tysk-franske motor i EU kører på højtryk i slutningen af 1980’erne med Helmut Kohl og Francois Mitterrand i spidsen. Med sig som fødselshjælper for det indre marked er en dynamisk EF-kommission under ledelse af franskmanden og socialisten Jacques Delors. I Storbritannien er den neo-liberale, konservative Margaret Thatcher også begejstret for frihandelstanken, men hun nærer stor skepsis over for hele den sociale, arbejdsmarkedspolitiske og miljømæssige følgepolitik, som Delors advokerer. Thatcher anbringer da også Storbritannien uden for det meste i en særlig social protokol, som først forsvinder i 1997, da Tony Blair vælger at træde ind i ’hele’ det indre marked.
AG

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu