PARIS Franskmændene har måttet bide i det sure æble og acceptere, at pensionerne forringes under henvisning til det voksende antal ældre nydende og det faldende antal aktive ydende borgere som i alle andre udviklede lande. Men pensionsspørgsmålet er et minefelt med specielle franske politiske og ideologiske sprængstoffer.
Blandt disse er venstrefløjens indædte modstand mod private pensionskasser. Venstrepartierne og fagbevægelsen sværger til fordelingsmodellen og fordømmer ethvert system baseret på individuel opsparing. Deres skrækbillede og arbejdsgivernes drøm er et pensionssystem i hænderne på banker og forsikringsselskaber, som efterhånden vil privatisere hele sektoren, fortrænge det sociale system og skabe stor ulighed.
Et andet længe ulmende problem er uligheden mellem privat og offentligt ansatte. I 1993 gennemførte den konservative regering Balladur en reform, der betød, at lønmodtagerne i det private erhvervsliv gradvis måtte forlænge deres bidragydende liv fra 37,5 til 40 år. Bidraget betales i form af kontingent (en socialskat, der betales af lønmodtagere og arbejdsgivere den eneste kildeskat i Frankrig).
Derimod blev der ikke rørt ved de offentligt ansatte, der stadig kunne opnå fuld pension efter 37,5 års bidrag. Denne forsigtighed hænger sammen med, at fagbevægelsen, der talmæssigt er meget svag i Frankrig, står forholdsvis stærkt i den offentlige sektor. Det fik Balladurs efterfølger, Alain Juppé, eftertrykkeligt at føle, da han i slutningen af 1995 forsøgte sig med en større pensionsreform, der indebar en forlængelse af de offentligt ansattes kontingentbetaling til 40 år på linje med private lønmodtagere. Det udløste en strejkebølge under anførsel af de ansatte ved de statslige jernbaner, og det blev til det største sociale eksplosion i Frankrig siden 1968. Juppé måtte kapitulere, og i 1997 blev han slået ved valget.
Hans socialistiske efterfølger, Lionel Jospin, lod pensionsspørgsmålet ligge af frygt for følgerne ved præsidentvalget i 2002. (Jospin blev som bekendt slået af både Chirac og Le Pen, men det var efter en kampagne, hvor kriminalitet var det dominerende emne).
Splittet fagbevægelse
Den nye højreregering Raffarin, der blev udnævnt af Chirac efter præsidentvalget og blev bekræftet ved valget til Nationalforsamlingen, kunne støtte sig på en rekordstort flertal, så tiden var inde til at gennemføre en upopulær pensionsreform med længere kontingentbetaling og dermed indirekte nedsættelse af pensionsydelserne plus visse andre forringelser. Og de offentligt ansatte blev ligestillet med de private. I realiteten står det enhver frit for at gå på pension efter 37,5 år, men i så fald med nedsat pension. Loven blev vedtaget i juli 2003.
Lovforslaget var som ventet blevet mødt med protestdemonstrationer i løbet af foråret, men fagbevægelsen var splittet, idet den ene af de tre store landsorganisationer, CFDT, fandt reformen nødvendig og i øvrigt så visse formildende omstændigheder i den samlede pakke, således undtagelsesbestemmelser for folk, der har begyndt deres arbejdsliv meget tidligt, f. eks. i 14-16-årsalderen.
Socialisternes opposition blev i nogen grad svækket af, at tidligere ministerpræsident Michel Rocard godkendte reformen: Socialisterne ville have været nødt til at gøre omtrent det samme, hvis de var forblevet ved magten, sagde han.
For Raffarin, der ikke har haft meget held med sig i to år, er pensionsreformen en relativ triumf, faktisk hans eneste. Fagforeningernes modstand var højrøstet, navnlig hos lærerne, men demonstrationerne og strejkerne ebbede ud.
Demografisk tvang
Den franske befolkning har siden Balladur-reformen i 1993 og krisen i 1995 haft tid til at vænne sig til den demografiske tvang, der prædikes uafladeligt af politikere og medier. Kun enkelte røster sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden. Ifølge Orienteringsrådet for Pensionerne blev vægten af pensionerne i forhold til bruttonationalproduktet forøget med 7 points mellem 1960 og 2000 uden, at det gav anledning til at rokke ved pensionssystemet. Den beregnede virkning af demografien i de næste 40 år er en forøgelse på 6,5 points. Hvorfor er det nu uacceptabelt? spørger nogle. Er der ikke tale om et politisk valg, mere end en nødvendighed, og ser man ikke med vilje bort fra økonomisk vækst og stigende produktivitet?
Når man er slået ind på denne vej, siger kritikerne, vil det føre til en fortsat forringelse af pensionerne, direkte eller indirekte gennem nye forlængelser af kontingentperioden og forhøjelser af pensionsalderen (60 år siden loven af 1982, lavere for forskellige kategorier af offentligt ansatte). Arbejdsmarkedets tendens til i stigende grad at skaffe sig af med ansatte over 50 støder frontalt sammen med den offentlige politik for højere pensionsalder, og den nye lov peger klart i retning af udbredt førtidspensionering til nedsat pension. Private pensionskasser, som er forudset i den nye lov, vil i stigende grad træde til for de bedre stillede.
udland@Information
