Læsetid: 3 min.

Pølsefabrik må stoppes

10. juni 2004

Den ledelse der er nødt til at gøre uddannelsen dårligere, fordi tælleapparaterne kører for langsomt, skynder sig ikke at fortælle alverden om det
Fem professorers kronik i Politiken, 9. juni 2004

Fem fremtrædende professorer har kastet deres slagterhuer i ringen. De vil ikke stiltiende se til, at pølsefabrikkens produktionssystem, som er ophøjet til styrende princip for landets højeste læreanstalter i form af taxameterordningen, udbredes til gymnasierne, sådan som regeringen har planer om i forbindelse med strukturreformen. Det vil føre til yderligere sænkning af fagligheden, advarer Mogens Niss, Peter Harder, Nils O. Andersen, Per Øhrgaard og Frans Gregersen i en kronik. Systemet belønner uddannelserne efter, hvor mange studerende der består eksaminer. Kvantitet frem for kvalitet. Det er et problem på universiteterene, og bliver det også på gymnasierne.
Kritikken af taxametersystemet er ikke ny. Men som citatet ovenfor indikerer, er det de færreste universitetsfolk, der tør stå frem og fortælle, hvordan det faktisk er fat på landets højere læreanstalter. Der kan være mange årsager til faldende kvalitet, og det politiske system, samt den offentlige mening, er meget gode til at give universiteterne selv skylden.
Peter Harder, tidligere studieleder på Institut for Engelsk, Københavns Universitet (KU), indrømmer, at han har været med til at indføre en ringere studieordning, som skar ned på undervisning, pensum og tilbagemelding på skriftligt arbejde: »Man lærer derfor helt klart mindre med den studieordning, jeg indførte. Derfor er vi nødt til at slække på kravene til eksamen, og så er det klart, at der slipper flere igennem,« siger han til Politiken.
Dernæst kommer, at studerende bliver udsat for manglende sammenhæng mellem fagene, samt manglende mulighed for fordybelse.

Der er ingen tvivl om, at taxameterordningen er politisk bekvem. Ganske som tiltænkt af systemets politiske bagmand, tidligere undervisningsminister Bertel Haarder, er ordningen i decentraliseringens hellige navn god til at holde det politiske ansvar ud i arms længde og samtidig animere institutioner til selv at effektivisere uddannelserne.
At ordningen trods sejlivet kritik har overlevet siden starten af 1990’erne, siger noget om, at det kan være svært at blive enige om alternativer. For hvad vil universiteterne få i stedet? Noget værre, som de ikke selv kan modificere ved at flytte lidt rundt på midlerne, som det er tilfældet i dag?
Dernæst er decentralisering et stærkt cementeret princip i offentlig forvaltning. Men man burde fra politisk hold begynde seriøst at kigge nærmere på de utilsigtede effekter af decentraliseringen. Se blot på landets folkeskoler, der snart er så forskellige, at talen om en fælles dansk folkeskole virker absurd.
Dernæst er det larmende ironisk, at man på trods af det politiske systems store forkærlighed for evaluering af uddannelser, har et bærende princip for styring af universiteterne, der kun præmierer for, hvor meget der produceres. Danmarks Evalueringsinstitut har løbende kvalitetsvurderet universitetsuddannelserne, de studerende evaluerer deres undervisere og censorerne giver karakterer. Men det når ikke taxametersystemet til sokkeholderne, når det handler om at styre.

Hvis ikke det lykkes undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) at samle flertal for det såkaldte ’intelligente’ taxametersystem, hun vil indføre sammen med selveje på gymnasierne (der er nok mange, der venter spændt på at høre, hvad ministeren egentlig mener med det) må det tolkes som en diskvalifisering af systemet. Og hvorfor så egentlig ikke gå den modsatte vej, som en anden af professorerne, Frans Gregersen, Nordisk Filologi, KU, påpeger. Nemlig at overføre gymnasiernes nuværende budgetmodel til universiteterne. Det vil nemlig vise, at undervisningen burde koste på de højere læreanstalter. Og selvfølgelig skal der være politisk styring af landets uddannelsesinstitutioner. Det er fuldt ud legitimt, at en minister vil have håndtag at dreje på.
Men dem har videnskabsminister Helge Sander (V) sådan set allerede i form af de udviklingskontrakter, ministeriet indgår med samtlige landets universiteter. Faktum er blot, at de fine ord, der står i disse kontrakter, ikke er papiret værd, som de er skrevet på. Der følger nemlig ikke automatisk penge med, hvis universiteterne opfylder en kvalitativ målsætning, der står i kontrakten. Det har det politiske niveau aldrig villet forpligte sig på. Derfor er udviklingskontrakterne nytteløse.
De bevilgende myndigheder burde tage deres eget evaluringssystem alvorligt og udbygge det, samtidig med at de afskaffer taxametersysmet. Desværre kan man frygte, at den nuværende regering har så stor tiltro til de nye bestyrelser på universiteter (og gymnasier, hvis de bliver selvejende), at de mener, at bestyrelserne alene kan sikre kvaliteten.

meth

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu