Nekrolog
Ved Ole Wivels død efter et 82 år langt, omskifteligt liv af en egen indre konsekvens, løber ikke mindst én strofe ind i erindringen, en af dem man engang kunne udenad, i efterkrigsårenes vejløse tid, da digtningen fik en helt usædvanlig højstatus i kulturen og plads i en søgende bevidsthed:
Vi må forvandle os
vi maa forødes i vor form
som bladene der hvirvles hen
i høstens tunge storm.
Smukt, stemt i en etisk alvor af gammel tradition og kravstrenge ord, der dog også skulle ligne en lyrisk fornyelse: I fiskens tegn (1948), som bogen hed. Sørgmodigt dirrende af forventning var den ligesom også det følgende års Jævndøgnselegier. Der var autoritet bag disse ord som også hos Thorkild Bjørnvig fra året før med hans Stjærnen bag Gavlen og den rebelske Frank Jæger med de Dydige Digte, så meget mere som de dannede grundstamme i tidsskriftet Heretica, som Ole Wivel sammen med vennen Knud W. Jensen satte i gang og også sikrede sig Bjørn Poulsen og Martin A. Hansen til som ideologiske garanter. Nu er de alle døde. Denne mærkelige kombination af bourgeoisi og folkelighed, af artisteri og religiøsitet, dekadence og moralisme havde en forbavsende gennemslagskraft i dansk åndsliv i nogle årgange med Ole Wivel som halvt skjult, måske let dæmonisk dirigent. En hurtig, superintelligent, snarrådig tekniker og et venligtsindet, sensibelt
temperamentsmenneske var han.
Forlag
Wivels forlag hed dette kraftcenter med en dristig og forfinet udgivelsespolitik, der indhentede årtiers forsømmelser af europæisk idealisme og modernisme et mytologisk sted at se til for en blot lidt yngre generation, der på et tidspunkt til gengæld fik nok af denne kulturens inderside og i stedet istemte radikalismens hæsblæsende røst, stærkt animeret af netop Ole Wivel, der aldrig var bange for at sætte ting på højkant med sit årvågne blik for fornyelse, forvandling.
Det var også en nødvendighed, forstår man smerteligt af en tidlig ungdoms forvildelse ind i germansk heltedyrkelse, forført af en nazistisk skønånd, dog snart afsvoret og dybt fortrængt, sært benægtet af den gamle, ellers drevne taktiker, da en nævenyttig kildeforsker hentede det frem. Underligt, da Ole Wivel redeligt kom så tæt på forholdet, som man kan forlange, i en af de mange erindringsbøger, det med årene blev til, Romance for valdhorn (1972), som den første hedder.
Værd at nævne? Det hører med i billedet af et menneske, der levede i sine lidenskaber under en overflade af beherskelse, der førte ham langt til vigtige poster i samfundet som både kontroversiel og uundværlig.
I kritikken af netop de ideologiers herredømme, der havde resulteret i Anden Verdenskrig, så Heretica-kredsen kunsten som svaret: poesien som en virkelighedens sandhedsserum. Ikke underligt, at Ole Wivel kunne finde udfoldelse som lærer på Askov Højskole, indtil Knud W. Jensen i 1954 fik aktiemajoriteten i Gyldendals skrantende forlag og indsatte et succesrigt triumvirat som ledere, Otto B. Lindhardt, Jokum Smith og Ole Wivel som litterær direktør og også som bestyrelsesmedlem. I kombinationen af digter og administrator skabte han nyt gennemtræk og oprettede bl.a. tidsskriftet Vindrosen, der med tiden blev modernismens radikale hovedorgan i dansk digtning og modbillede til Heretica. Dobbeltrollen klædte Ole Wivel. der uforfærdet producerede lyrik af sig selv og andre, på godt og uundgåelig ondt herskede, debatterede han, kold og varm, altid med hvor afgørelser skulle træffes, igangsættende og taget i brug i officielle udvalg og formandsskaber, som Blå Bog løber fuld af.
Brud
Set fra min og jævnaldrendes lidt yngre synsvinkel havde Ole Wivel og hans kreds et påfaldende gruppeliv med hektiske interne venskaber og opgør, om ikke eksklusioner så kategoriske udmeldinger, ideologiske uoverensstemmelser og brud eller hvad det nu kunne være. De skulle også offentliggøres. Det nære venskabelige og administrative samarbejde mellem Knud W. Jensen og Ole Wivel brækkede, og Wivel trådte ud af Gyldendals bestyrelse. Det kom der flere erindringsbøger og forklaringer ud af fra begge sider. Kontrapunkt (1989) og Lyset og mørket (1994) hed de fra Ole Wivels side, hvor det private var et offentligt anliggende for kulturen. Bekendelseslitteraturen er ikke kun en kvindesag.
Forfatterskabsproduktionen er betragtelig. Essayistiske debatbøger, kunstner- og forfattermonografier, erindringer, Skagens-skildringer og digtsamlinger år efter år næsten uden kalenderoverspringelse så dagens og ikke mindst Skagens lys, som de sidste mange år skinnede på den magre mand, der bekæmpede sygdomme med b.a. gæstevenskabets humør.
Den seneste frokost på Brøndums Hotel med vennen Klaus Rifbjerg som tredjemand viste ham som den stædige, hurtigttænkende medlever i over et halvt århundredes kulturelle genvordigheder og henrykkelser.
En særlig spændvidde var karakteristisk, i manden og værket, venskabet med Karen Blixen og med Martin A. Hansen, der selv var ganske uden antenneforbindelse. Men Ole Wivel, der skrev indforståede bøger om dem begge, færdedes frit mellem adel og bønder. Strandvej og Strøby.
Den største uro og anfægtelse i skriften var tilsyneladende det åbne sår i venskabsforholdet. Det sidste digt fra Ole Wivels hånd blev I det flyvende støv (2001), en musikalsk, drømmende suite, skrevet med hastig hånd, et portræt, svøbt i vind og vejr:
Mågerne med nordenvinden
ubevægelige
hver sin vej
lidt på tværs
af vindretning og kyst
dernede derude i
dødens kedsomhed regn
gentagelser gentagelser
mågerne før og nu
siden hans veloplagte undren
urolig nervøs
talende leende
løbende
før ro faldt på ham i det
kolde grå sand hvor han
gravede sine flasker ned...
Atter dette Skagen, hvis malere han skrev så fortroligt om, og som dukker op i digt efter digt.
Den store udgave af Digte 1948-98 (1999) giver et omrids af den personlige udvikling med et tydeligt tidspræg og viser, at han også slap ud af en vis refererende tonegang og konvention uden de dybe greb i sprogets rødder, frem til en mere rå, forreven klangverden af gedigent konfliktstof, således fra en af de sidste samlinger, Skygger i sandet (1997), Krykkens dunk hedder det:
De kommer flyvende
forbi mit hus
hvor jeg ligger alene
med blæst fra heden
og byger fra havet.
Grå Fyr repeterer
de gamle tvangstanker
til krykkens dunk,
forurettelser
fravalg og tab
eller værre,
din æreløse skygge
som intet fortryder.
De flyver lavt over bølger,
en kile af edderfugle
i kulden i den
stjerneløse nat.
Et fantastisk frihedsbrev og indsigt i det værste, en bevidsthed, der ikke vil slippe, og som nu har sproget til rådighed. Men nu skal vi så savne breve og bøger fra en udpost i det nåderige lys, hvor bølgerne brydes.
FAKTA
Ole Wivels liv
*Ole Wivel blev født i 1921. Han voksede op i et grosserermiljø i København. Han fik sit gennembrud som digter, da han i 1948 udgav samlingen I fiskens tegn. Han var sammen med Bjørn Poulsen en af de bærende kræfter bag det vigtige tidsskrift Heretica. Som Wivel selv skrev:
»Heretica blev et tidsskrift for poesi, for tro på kunsten som en gyldig erkendelsesform, og derved fik det fra begyndelsen front imod de rationalistiske ideologier i tiden: marxismen, kulturradikalismen, den dogmatiske katolicisme og den protestantiske teologi.«
Ole Wivel startede også Wivels forlag, som udgav bøger til belysning af moderne europæiske kulturproblemer. Wivels forlag blev i 1954 fusioneret med Gyldendal, hvorefter Ole Wivel blev direktør for Gyldendal. Bortset fra en kortere periode, hvor han var forstander for Krogerup Højskole, var Wivel direktør for Gyldendal indtil 1980. Han udgav fortløbende digtsamlinger og de tre erindringsbøger Romance for valdhorn, Tranedans og Kontrapunkt. Ole Wivel var både som forfatter, redaktør, direktør og forlægger med til at præge samfundsdebatten og kulturlivet i Danmark i et halvt århundrede. Han døde søndag. Ole Wivel blev 82 år gammel.
