Læsetid: 3 min.

Polen og Tjekkiet er nye højborge for EU-skepsis

De fleste polakker og tjekker blev hjemme ved Europaparlamentsvalget – og de, der valgte at deltage, lod sig i vidt omfang lokke af nationalister og EU-skeptiske populister
16. juni 2004

LUXEMBOURG – Den ene er tidligere grisefarmer, og den anden tidligere advokat. De står begge i spidsen for to af Polens største populistiske og EU-skeptiske partier. Og har begge stor andel i, at den europæiske elite i Bruxelles i weekenden blev tilføjet et af sine største valgnederlag nogensinde.
Det var apatien, som var den altoverskyggende faktor blandt EU’s nye medlemsstater. I Polen og Tjekkiet blev valgresultatet en stor sejr for EU-skeptikerne.
Polen er ikke alene langt det største af de lande, som i juni måned sluttede sig til EU, det er også det mest selvsikre og EU-skeptiske land. Før valget var jorden derfor gødet for det ultra-konservative Liga Polski Rodzin (De Polske Familiers Forbund) og det populistiske Samoobrona (Selvforsvarspartiet), som vandt henholdsvis 10 og syv pladser til Europaparlamentet.
Af de to partier er Selvforsvarspartiet, som ledes af den solbrændte og uortodokse Andrez Lepper, det bedst kendte i Europa, selv om valget ikke levede helt op til partiets forventninger. Lepper betegner sig selv som det jævne Polens forsvarer, ikke mindst når det gælder de mange millioner landmænd. Han førte engang an i et plyndringstogt mod en fjerkræproducent, og uddelte pølser fra kølerummene til områdets fattige.
Han er ikke den eneste person i partiet, der tragter efter mediebevågenhed. Hans højre hånd, Renata Beger, sammenlignede for nylig i et sladderbladsinterview sin sexlyst med den, man finder hos en hoppe i løbetid.
Det var lederen af De Polske Familiers Forbund Roman Giertych, som blev valgets store sejrherre. Med 16,4 procent af stemmerne, og opbakning fra den ultra-katolske radiostation Radio Mariya, har den tidligere advokat fået en ny platform, hvor fra han kan udbrede sin abortmodstand, og sine højreorienterede, nationalistiske og EU-skeptiske budskaber.

Fornuftsægteskab
Samtidig blev Vaclav Klaus’ EU skeptiske parti valgets store sejrherre i Tjekkiet. Han beskrev sit lands medlemskab af EU som et fornuftsægteskab, snarere end noget, der var styret af kærlighed. Det populære, amerikansk ejede Nova TV, gav ham en mediemæssig platform, hvorfra han kunne lufte sine EU-skeptiske holdninger.
Spørgsmålet er, hvorfor EU’s nye lande har kastet så uortodokse personligheder frem i rampelyset, kun en måned efter de blev medlem af EU. Den lave valgdeltagelse er en af forklaringerne. Kun en ud af fem vælgere gjorde sig den ulejlighed at stemme i Polen, en tredjedel af vælgerne stemte i Tjekkiet, og i gennemsnit stemte 28,7 procent af vælgerne i de 10 nye medlemslande.
Eller som en af lederne fra Tysklands Kristelige Demokrater udtrykte det: »Hvis valgdeltagelsen er lav, er det en fordel for fundamentalisterne og skeptikerne, fordi deres tilhængere er så klippefaste i troen, at de nok skal møde op til stemmeurnerne.«
I Polen gik Giertych, som op til folkeafstemningen sidste år førte an i modstanden mod Polens optagelse i EU, til angreb ved at påstå, at hans forudsigelser om, at polsk EU-medlemsskab ville medføre stigende priser, har holdt stik.

Trætte vælgere
Både regeringen i Warszawa er og centrum-venstre regeringen i Prag er stærkt upopulære. Samtidig vælgertrætheden udtalt i begge lande. Eller som en diplomat udtrykte det: »Vi har været optaget af optagelsesforhandlingerne og folkeafstemningen, og mange sidder tilbage med en fornemmelse af, at de ikke er blevet taget med på råd om de vigtige beslutninger omkring EU.«
Desuden har den aktuelle politiske krise i Warszawa, hvor den siddende premierminister Marek Belka ikke har kunnet vinde parlamentarisk opbakning, afledt megen opmærksomhed fra EU-afstemningen. Hertil kommer, at de befolkningerne i de nye øst- og centraleuropæiske medlemslande i vid udstrækning føler desillusion i forhold til de ledende partier, hvis politikere i årene med omstilling til markedsøkonomi og privatisering af statsforetagender ikke undlod at fylde godt op i egne lommer.
Men nogle iagttagere mener, at de 10 nye medlemslande ikke er så forskellige fra de gamle EU-lande. Storbritanniens Europaminister, Denis MacShane, udtaler således: »Suverænitetspartierne og anti-EU partierne afspejler meget godt den store modstand mod EU, som eksisterer i mange lande, og som ofte er blandet op med et sydende fremmedhad. Og det sker ofte – som i Frankrig, Belgien eller Storbritannien – at de tager en ordentlig luns af stemmerne.«

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu