Læsetid: 3 min.

Politisk litteratur

23. juni 2004

Leif Davidsen sagde noget, som var rigtigt. Eller han sagde noget, som har været rigtigt: Han diagnosticerede en lukkethed i det danske litterære miljø. Den elitære litteraturindustri insisterede på sine egne kvaliteter. Som han sagde i Informations serie :
»Dansk litteratur er jo fantastisk. Det siger anmelderne, det siger universiteterne, det siger kritikerlauget. Det er simpelthen fantastisk litteratur, vi laver i Danmark, og vi burde have Nordisk Råds Litteraturpris og Nobelprisen hvert år. Sådan har jeg forstået, det hænger sammen, og så er der jo ingen grund til at kritisere det.«
Man kan formulere Davidsens iagttagelse anderledes: Den danske litteratur har insisteret på sine egne litterære præmisser. Belemret og belært af den vulgærmarxistiske opfattelse af kunst som instrument for politisk handling og redskab til frigørelsen i den store sags tjeneste var der en generation af lyrikere, som omkring 1980 relancerede idealer om kunsten som sit eget mål. Og en generation af akademikere og kritikere, som abonnerede på normen om det selvstændige kunstværk.
Man kan tale om æstetisk konsensus, som ikke ville acceptere, at litteratur skulle fungere som illustration af ideologiske pointer. Litteraturen skulle ikke underholde som kulturindustri, og den skulle ikke være hjælp til selvhjælp for mennesker på udkig efter eksistentielle løsninger. Da den danske forfatter Bent Vinn Nielsen engang blev bedt om at forklare det specifikke litterære fællesskab omkring kvalitetsforlaget Arena, sagde det meget enkelt:
»Her var der ingen som mente, at litteratur kunne være vehikel for noget andet end sig selv.«

Den forestilling kom til at dominere den litterære offentlighed. Den var både et opgør med den profane forestilling om litteratur som redskab og på den anden side en kritik af ideen om historien som en stor progressiv proces. Man kan se denne litteraturopfattelse som en postmoderne polemik af den moderne forestilling om det store kulturelle og civilisatoriske fremskridt. Men denne dengang i begyndelsen af 80’erne nye æstetiske konsensus udviklede sig til en korrekthed; dvs. en dogmatik. Det var den dogmatik, Leif Davidsen beskrev som den litterære selvtilstrækkelighed.

Men nÅR Davidsens kritik ikke længere er præcis og rigtig, er det fordi det litterære tidsskrift Den Blå Port i en leder i maj kritiserede den samme tendens. Kritikken er rykket indenfor:
»Deltager mainstreamlitteraturen i en forfladiget offentligheds stadige selvbekræftelse, ja så har subkulturen ganske enkelt opgivet det offentlige rum som samtalepartner. Den nøjes med at prædike til de omvendte. Derved sikrer den sig, at dens værker får samme kulturelle betydning som filateli og brevdueflyvning. Faktisk har den ingen ambitioner om at være mere.«
Den litteratur, der kun vil skrives og læses på sine egne præmisser, bliver overflødig. Information trykte denne leder som start på en serie, som stillede spørgsmålet Er den danske litteratur blevet for uambitiøs? til forfattere, litterater og kritikere. Og de svarede ikke med Davidsens diktum: Den danske litteratur er fantastisk. Nogle har som professor Anne Marie Mai anført, at den danske litteratur er både kritisk og udfordrende, men anmelderne overser det kritiske potentiale. Andre svarede som forfatteren Niels Frank, at den danske litteratur bør være forpligtet på at ’udnytte sin uafhængighed og benytte sig af den mulighed, der ligger i at være uafhængig.’ I det seneste nummer af tidsskriftet Kritik har Frank stillet spørgsmålet om ’kapitalens vilde ridt over hele kloden’, religionernes globale konflikter og ’den kristne fundamentalisme’ burde mødes med en ny kunst; en kunst med kritisk potentiale?

Positionerne har bevæget sig. Opgøret med kunsten som tjener for en større sammenhæng har ført den litterære offentlighed ind mod et af de lukkede systemer, som overlader den store sammenhæng til det, Frank kalder ’kapitalens vilde ridt’. Kultur bliver til ’oplevelse’, kunst bliver til ’provokation’, den politiske offentlighed bliver domineret af specialiserede ekspertudsagn, uddannelselsystemet skal skabe arbejdspladser, og de politiske kommentatorer bliver meningsmålingernes advokater.
Der er nu tendenser i den litterære offentlighed, der som Frank anfører, at hvis man frasiger sig enhver forpligtelse på de store sammenhænge, bliver man alligevel vehikel for den globale kapitals sammenhæng. Det lukkede rum passer ind i det store billede, hvor alle diskurser bliver reduceret til lukkede rum. Den kritiske litteratur, der antyder større sammenhænge, grænser for den ubegrænsede selvudfoldelse og konstanser i en flydende modernitet er skrevet og bliver skrevet. Den sande uafhængige litteratur er ikke tjener for nogen interesser, men en dimension i en kritisk kultur, som insisterer på at udfordre den bestående sociale virkeligheds monopol på at bestemme, hvad der er virkeligt.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her