Læsetid: 3 min.

En politisk taktstok

Sara Lidman og stedernes digtning og sandhed
30. juni 2004

Nekrolog
De, der husker så langt tilbage som til 1967, har sagtens let ved at reproducere tv-billedet af konfrontationen mellem Hans Hækkerup og den svenske forfatter Sara Lidman under en høring om Vietnamkrigen. Hun havde da året før udsendt reportagebogen Samtaler i Hanoi, der utvetydigt skyldbelagde amerikanernes krigsførelse, og Hækkerup tog sin berygtede stokkemetode i anvendelse i arrigskab over den voksende anti-amerikanisme. Den spinkle og forfinede kvinde, der ellers ikke var tabt bag af en verbal stridsvogn, mistede mælet. Det var som et møde mellem en trold og en engel, så derfor vandt hun alligevel og fik opinionen med sig.
Sara Lidman var til sin død som 80-årig stadig en stemme, man lyttede til, især i kraft af sin kunstneriske integritet og lidenskab i rækken af romaner med rod i Västerbottens miljøer omkring fødestedet Missenträsk, et navn, der nærmest ånder af et oprindeligt armod, men nu løftet op i mytens univers trods uomtvisteligt realitetspræg.
På midten af sin bane befandt hun sig i venstrefløjsbevægelsernes brændpunkt med to romaner, Min søn og jeg (1961) og Med fem diamanter (1964), hvor den sydafrikanske sort-hvide politik fik sin bekomst og en skandinavisk bevidsthed om medansvar for undertrykkelserne blev vakt, en ny verdenssamvittighed, markeret ligeledes af de samtidige kolleger Jan Myrdal og Per Wästberg. Svenskerne viste vejen. Og Sara overførte perspektivet til hjemlandets underverden med sin rapportbog fra minearbejdernes liv i Kiruna og Svappavaara, Grube (1968). Effektiv dokumentarisme, samme år som P.O. Enquists Legionærerne. Realitetsoprør i litteraturen med tydelige eftervirkninger hos os. En politisk taktstok.

Et jernbaneepos
Sara Lidmans bane ændrede karakter, sporet førte hende atter til Missenträsk, der allerede var scene for den første række romaner, hvor hendes navn blev slået fast. Med Tjæremilen fra 1953 som debut var det kollektivromaner med markante hovedpersoner, plaget af skyld og kærlighedsbesvær som i dobbeltromanen Døtrene og Mistelten i hjertet.
Men nu gjaldt det et stort sammenhængende værk om jernbanebyggeriet i Nordsverige med Lillvatten som handlingens centrum, forbindelseslinjernes mægtige ide, fattet af Didrik Mårtensson under en inspireret stund på dasset. Det blev et vidt forgrenet skabelsesepos med et mylder af menneskeskæbner, der leverer et livfuldt billede af den historiske forandring af Sverige, der da fandt sted, og hvor en ny verden fandt ind i bygderne.
Det indledtes med Din tjener hører (1977), der skaffede hendes Nordisk Råds Litteraturpris, og afsluttedes med Jernkronen otte år senere, hvor man kan finde en for læseren højst nødvendig navneliste. De mellemliggende bærer titlerne, Vredens børn, Nabots sten og Den vidunderlige mand. Man aner den bibelske underklang, som også farver det rigt modulerede sprog af dialektal karakter, som bringer oversætterne på skabende arbejde. Indlandsbanen var også en del af Sara Lidmans egen slægtshistorie, med hendes farfar som forbillede for Didrik, iværksætteren, som ikke oplevede triumfen ved indvielsen, men sad i fængsel for sine fantasirige aktiviteter. En almuens triumf, men samtidig en ny begyndelse på skovdriftens udsugning af bønderne.

Romanserier
Svensk litteratur er veludstyret med sådanne socialhistoriske storværker, bl.a. Kerstin Ekmans Katrineholm-serie omkring en stationsby og Sven Delblancs Hedeby-serie og hans Samuelsbøger med stof fra henholdsvis hans fædrene og mødrene side. Og Sara Lidman føjede endnu to bind til sin serie, Livsens rod (1996) og Uskyldens minut (1999) fra tiden efter århundredskiftet, nu med modernes slægt som materiale: Mejeristen Rønnog, der kæmper med en indre vrede og selvundertrykkelse, en skinsyge over for svigerfamilien og den letsindige ægtemands livsstemning, som harmonerer dårligt med det rationerede liv under Første Verdenskrig. Kønnenes kamp forbitrer livet, hun finder sig egentlig for god for ægteskabets livegenskab. Var det ikke for Sara Lidmans indfølende humor, ville det være tungere kost, men her som utallige andre steder er det situationernes prægnans og det kulørte sceneri, der er med til at skabeliv, som når en vis Ibrahim skal have amputeret sin arm. Han ønsker ikke bedøvelse, men når at repetere Jobs Bog tre gange under operationen.
Eller når drengen Love stivfrossen når frem til en gård, hvor det unge ægtepar tør ham op krop ved krop gennem nattens løb til hans salige drømme. To udtryk for en tematisk spændvidde.
Sara Lidman var en stedernes digter, der hentede sit stof i oplevelsens provinser, i stormagternes brændpunkter, i slægtens nordlandske regioner. At møde hende kunne betyde en særegen poesi af nærvær. Ved mikrofonen foran en demonstrerende forsamling, ved en oplæsning på Louisiana eller senest ved en Bogmesse i Göteborg, hvor hun klagende gik rundt og ikke kunne få et glas mælk.
»Man skulle have sin ged med sig ligesom Gandhi! Jeg kan ikke undvære det!« udbrød hun.
Original nær ved det elementære var Sara Lidman.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her