Læsetid: 3 min.

Præsidenten der genfødte USA’s højrefløj

Han genoplivede USA’s brug af magt efter Vietnamkrigen og gjorde liberalismen til politisk eksportvare, men Sovjetunionen klarede han ikke alene. USA’s 40. præsident, Ronald Reagan, blev 93 år
7. juni 2004

Nekrolog
Allerede for 10 år siden skrev Ronald Reagan, at han nu havde indledt den rejse, der ville føre ham til hans livs solnedgang. Hans sol gik ned den 5. juni 2004 efter mange års svækkelse på grund af Alzheimers. Han blev 93 år.
Da han blev valgt til præsident i november 1980, var det hans tredje forsøg på at erobre embedet i Det Hvide Hus. Både i 1968 og 1976 søgte han at blive nomineret som republikansk kandidat. Men han tabte, ikke mindst fordi han blev anset for at være for konservativ. De politiske vinde skiftede imidlertid, og med hans sejr over Jimmy Carter gik både USA og resten af verden ind i en æra, der for alvor blev præget af den amerikanske højrefløjs ideer og dogmer.
I de senere vurderinger af Reagans otte år ved magten er det afslutningen af Den Kolde Krig, der som regel bliver fremhævet som hans helt store resultat. Det sker ud fra den antagelse, at det var hans faste politik og enorme militære oprustning, der førte til Sovjetunionens sammenbrud.

Den første sejr
Men forløbet er mere kompliceret. Vesttyskland havde igennem mere end et årti ført sin aktive Østpolitik. Nye åbninger var skabt igennem den såkaldte Helsingfors-proces. Og den politisk-økonomiske forstening i Sovjetunionen var allerede vidt fremskreden, da Reagan overtog præsidentposten.
Det var denne forstening, Mikhail Gorbatjov gjorde op med, da han kom til i 1985. Samtidig skiftede Reagan spor i sin anden embedsperiode, der netop begyndte på samme tid. I sine første præsidentår havde han omtalt Sovjetunionen som »ondskabens imperium«, men nu var det dialog og forhandlinger, der stod på dagsordenen. Indledningen blev gjort med topmødet i Reykjavik i 1986.
Den ændrede linje indebar dog ikke, at Reagan og hans administration bevægede sig bort fra den styrkens politik, som de anså for at være central for USA’s globale interesser. Oprustningen fortsatte og fik sit mest markante udtryk i planerne om det såkaldte stjernekrigs-projekt.
Det blev ikke realiseret efter de planer, Reagan lagde frem, men det var rent faktisk en forløber for det projekt, den nuværende præsident er ved at gennemføre. Nu hedder det imidlertid et missilforsvar, og selv om ambitionerne fortsat er store, er de dog skruet noget ned.
At få Reagan valgt var højrerepublikanernes første store sejr. Og i betydeligt omfang leverede han den vare, de forventede. Udenrigspolitisk demonstrerede han amerikansk magt ved at invadere den lille østat Grenada i Caribien, fordi den havde fået et venstreorienteret styre. På hjemmefronten gennemførte han massive skattelettelser for især de mere velstående borgere.
Den liberalistiske økonomiske politik blev betragtet som en eksportvare. De helt store muligheder i den forbindelse dukkede dog først op efter Reagans afgang.
Med Sovjetunionens opløsning blev den amerikanske dominans endnu mere udtalt, og mange lande skulle for første gang i årtier – eller for første gang i det hele taget – forsøge at indrette sig med en markedsøkonomi. Den model, USA præsenterede dem for, var i betydelig grad bygget over de ideer, der havde præget Reagans
økonomiske politik.

Usædvanlig vej til magten
Ronald Reagans vej ind i det politiske liv var usædvanlig. Fra at være sportsjournalist på en radio blev han skuespiller i Hollywood. Næsten 30 film var han med i, men noget stort navn fik han aldrig. Til gengæld blev han aktiv i skuespillernes faglige arbejde, og da den berygtede senator Joseph McCarthy i begyndelsen af 50'erne rettede sin kommunistjagt mod filmbyen, var Reagan blandt hans argeste modstandere. Meget naturligt var han i disse år knyttet til det demokratiske parti.
Men et årti senere blev han grebet af den konservative idé, som den blev fremført af den republikanske præsidentkandidat i 1964, Barry Goldwater. Og blot to år senere blev han valgt til guvernør for Californien. Han fik her lejlighed til at markere sin konservative position i konfrontation med studenteroprørere og blomsterbørn. Og selv om det skulle tage en hel del år, var det, her han grundlagde den popularitet blandt konservative vælgere, der skulle bringe ham helt frem til Det Hvide Hus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu