Læsetid: 3 min.

Den prisvindende dukkehuskunstner

Billedkunstneren Anette H. Flensburg, der modtog andenprisen ved årets Carnegie Art Award, bygger dukkehuse, inden hun fatter penslerne. Hendes værker kan fra i dag ses sammen med de øvrige prisvindere på Charlottenborg
18. juni 2004

Figurativt maleri
Det startede egentlig med et ganske almindeligt dukkehus. Anette H. Flensburg
havde ellers hidtil mest taget fotografier af rum i naturlig størrelse for så siden i sit atelier at male sine oliemalerier ud fra fotografiet. Men da hun en dag fik fat i et dukkehus og kiggede ind i de små rum, skete der noget.
»Jeg har altid været optaget af rum. Jeg drømmer om rum. Og med dukkehuset fik jeg pludselig en ramme og et sæt spilleregler,« fortæller hun.
En ramme, som blev fotograferet, og siden blev udgangspunktet for de oliemalerier, som i efteråret indbragte hende Carnegie Art Awards andenpris, en af verdens største kunstpriser. Sammen med de øvrige prisvindere og nominerede til Carnegie Art Award 2004 udstilles fire af hendes værker fra i dag på Charlottenborg Udstillingsbygning.
»Først kiggede jeg bare ind i dukkehusene. Men ret hurtigt begyndte jeg at tapetsere de små rum, og efter noget tid kom min kæreste og foreslog, at jeg byggede mine egne huse. Så nu bygger jeg små rum af arkitektpap. Ja, det tager faktisk mere og mere af min tid,« fortæller Anette H. Flensburg.
Der er ikke nogen mennesker på Anette H. Flensburgs malerier, kun rum. Når hun har har lavet sine rum-modeller i pap, fotograferer hun dem, og så er der ellers frit slag. Det eneste, der med sikkerhed er tilbage i malerierne, er dukkehuse-rummenes proportioner.
»Jeg har altid ligget et sted mellem det narrative og fortællende og det abstrakte maleri. Dukkehusenes rammer giver mig de perspektiver, som jeg så kan udfolde mig indenfor.«
Anette H. Flensburg beskriver sig selv som en outsider i den danske kunstverden. Den 43-årige kunstner er uddannet på Kolding Kunsthåndværkerskoles linje for tegning og grafik, og selv om hun siden 1996 har været medlem af Kunstnersamfundet, så er hun lidt sin egen ifølge hende selv.

Outsider
»Jeg har jo ikke gået på kunstakademiet, hvor man normalt danner sine første netværk blandt kunstnerkolleger. Og selv om jeg kender mange kunstnere og har boet i København i mange år, så har jeg nok lidt en outsider-rolle i det danske kunstmiljø. Den figurative og fotografiske kunst, jeg beskæftiger mig med, har jeg været lidt alene om at dyrke her i Danmark, så derfor har jeg nok gået lidt solo.«
Sådan er det ikke længere. Interessen for Anette H. Flensburg og hendes kunst er øget i de senere år, og for nylig holdt hun foredrag for studerende på
Kunstakademiet.
»Inden for de sidste to til fire år er der virkelig kommet gang i det figurative maleri her i Danmark. Der er nogen af de unge, der virkelig har fat i det. I en del år har jeg følt, at jeg har stået alene med det projekt, men det gør jeg ikke længere.«
For Anette H. Flensburg var det meget overvældende at modtage Carnegie Art Wards andenpris. Særligt anerkendelsen fra en jury bestående af museumsfolk fra nogle af Nordens førende kunstmuseer, betyder noget.
»Jeg har fået anerkendelse før, men den her pris er ubetinget det største, og det giver naturligvis noget selvtillid at få at vide, at det man går og laver åbenbart også berører andre.«
Carnegie Art Award blev i år uddelt for syvende gang til tre kunstnere fra Norden. En jury på syv medlemmer med blandt andet direktøren for Louisiana, Poul Erik Tøjner, valgte blandt de 122 nominerede kunstnere den finske kunstner Nina Roos som modtager af førsteprisen på en million svenske kroner, andenprisen på 600.000 svenske kroner gik til Anette H. Flensburg, og tredjeprisen på 400.00 svenske kroner tilfaldt norske Olav Christopher Jenssen.
Derudover fik Elina Brotherus fra Findland tildelt et stipendium og endelig valgte juryen 61 værker fra de nominerede kunstnere til en vandreudstilling, som foreløbig har besøgt Stockholm, Oslo og Island. Blandt deltagerne på årets udstilling er også danskerne Kasper Bonnén, Stig Brøgger, Claus Egemose, Christian Schmidt-Rasmussen, Heine Skjerneing og Vibeke Tøjner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu