Læsetid: 2 min.

Råd: Danskere snydes for billige bøger

Forbrugerrådet truer kulturminister Brian Mikkelsen med helt at forlade udvalg om fremtidens bogmarked: Konklusion er skrevet på forhånd – danskerne skal ikke have billigere bøger
26. juni 2004

I hårde vendinger kritiserer Forbrugerrådet kulturminister Brian Mikkelsen for på det nærmeste at holde danskerne for nar, når det gælder billigere bogpriser.
Ministeren har bedt Kunststyrelsen om at nedsætte et udvalg, der skal se på bogmarkedet, hvor forlag og forfattere anklages for at holde priserne kunstigt i vejret.
Men udvalget ser ud til at blive et skuespil, der kun skal tjene som fernis for den beslutning, som allerede er truffet – nemlig at danskerne stadig må kigge i vejviseren efter fri konkurrence – og billigere bøger.
Det mener Forbrugerrådet, som allerede inden udvalget begynder arbejdet, truer med helt at melde sig ud:
»Konklusionen er givet på forhånd – nemlig at der ikke skal ske noget som helst. Udvalget skal bare legitimere den beslutning. Og så siger vi, at så gider vi ikke spilde to års arbejde, når resultatet er givet på forhånd,« siger afdelingschef Villy Dyhr, Forbrugerrådet, der dog foreløbig stiller med en repræsentant i udvalget.
Problemet er ifølge Forbrugerrådet, at den såkaldte »bogmafia« af forlag, der vil fatsholde høje priser, dominerer udvalget og dermed kan trumfe en bestemt konklusion igennem. Men formanden for Folketingets Kulturudvalg, Kim Andersen (V), afviser, at bogudvalgets konklusioner er givne på forhånd. Han kritiserer Forbrugerrådet:
»Det er en lidt udemokratisk tilgang til en invitation.
Det virker som sure rønnebær, bare fordi ens egne argumenter måske ikke kan bære igennem. Det er en fattig holdning,« siger Kim Andersen.
Det er Konkurrencestyrelsen, der sidste år kritiserede priserne på det danske bogmarked for at være for høje. Styrelsens direktør Finn Lauritzen medgiver, at udvalgets sammensætning kan give et vink om det senere resultat, men han opfordrer Forbrugerrådet til at blive i udvalget og kæmpe for billigere bøger: »Det er ikke udvalget, der endeligt skal stemme om sagen. Udvalget er mere et diskussionsforum, og derfor er det ikke så afgørende, hvem der har vægten. Det er selvfølgelig klart, at det kan være et problem, hvis det er en ren syltekrukke,« siger direktør Finn Lauritzen.
Konkurrencestyrelsen har dog en forhåbning om, at arbejdet vil føre til et mere frit bogmarked: »Målet er, at samfundet får meget mere og bedre litteratur for pengene, ikke mindst når det drejer sig om forbrugernes egne penge,« siger han.
Men kulturminister Brian Mikkelsen erklærede i november sidste år, at bogmarkedet de næste to år ikke skal liberaliseres. Forbrugerrådet tror derfor ikke, at den borgerlige regering under påvirkning af »bogmafiaen« i udvalget vil foreslå nævneværdige ændringer.
»Det gælder om at redde kulturen ved at folk læser nogle flere bøger - og det sker ikke ved at opretholde den nuværende ordning,« siger afdelingschef Villy Dyhr.
Men Kim Andersen, formand for Folketingets kulturudvalg, har ikke i sinde at slippe bogpriserne fri på alle områder - selv om Venstre er landets liberale parti: »Vi er et lille sprogområde og vi vil gerne bevare en bogproduktion, hvor der også er plads til de smalle titler. Det her er ikke et ultra-ideologisk spørgsmål for mig. Det gælder om at sikre en balance,« siger han.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra kulturminister Brian Mikkelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her