Læsetid: 3 min.

Reform er tabt på gulvet

Den storstilede reform af amter og kommuner kan ikke gennemføres med bredt flertal. Borgere, borgmestre og tusindvis af offentligt ansatte efterlades i uvished
18. juni 2004

Den historiske reform af amter og kommuner er faldet på gulvet for regeringen. Socialdemokraterne og de radikale har endegyldigt meldt sig ud af forhandlingerne.
Regeringen vil nu forsøge at gennemføre reformen udelukkende med støtte fra Dansk Folkparti (DF), oplyser indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Mogens Lykketoft, formand for Socialdemokraterne, siger om partiets nej til en reform:
»Vi har ikke fået klarhed over, hvad en reform kommer til at betyde økonomisk for den enkelte borger og for den enkelte kommune. Derfor vil vi ikke indskibe os på at tage et medansvar. Vi har vurderet, at det samlede resultat bliver bedre, hvis regeringen laver det, den vil, og vi så retter op på det efter et valg«.
Sammenbruddet i forhandlingerne efterlader tusindvis af offentligt ansatte, borgere og borgmestre i et tomrum præget af stor usikkerhed om fremtiden.
Politisk ordfører Margrethe Vestager (R) opfordrer danskerne til at engagere sig mere i lokalpolitik for selv at sætte præg på beslutningerne:
»Der er ingen grund til at se frygtsomt på fremtiden. Som borger vil jeg tage det roligt – men jeg ville nok begynde at gå til politiske møder og spørge mine lokale politikere, hvad de egentlig mener, der skal ske i fremtiden,« siger hun.

Læsset væltede
Reformen, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har betegnet som »den vigtigste i en ge-neration«, falder på gulvet stort set ved målstregen.Efter intense forhandlinger hele weekenden troede både regeringen og oppositionen på en aftale – støttet af DF.
»Vi har fjernet sten for sten for sten, og der lå nu en lillebitte perlesten to centimeter fra målstregen. Den kunne fjernes med et knips fra pegefingeren. Men Socialdemokraterne puster sagen op og vælger ikke at tage et ansvar. Det ser ud som om, at nogen ikke er arbejdsduelig, fordi der er gået valgkamp i den før tid,« siger Lars Løkke Rasmussen.
Han fremhæver, at der i går nat lå en stort set færdig skitse til et forlig mellem regering og opposition.
»Det eneste aber dabei, der er, er, om kommunerne kan finansiere at løfte de sociale opgaver. Det handler ikke om flere eller færre penge, men om, at den samme pose penge skal deles ud mellem færre kommuner. Det tror vi fuldt og fast på kan lade sig gøre. Men det tvivlede oppositionen åbenbart mere på,« siger indenrigsministeren.
Begge parter peger på, at en næsten færdig skitse indeholdt et kompromis, som kunne støttes af oppositionen. Problemet var, siger både den radikale leder Marianne Jelved og Mogens Lykketoft, at der var uklarhed om pengene:
»En hel del af det, regeringen har lagt frem, er udmærket. Noget af det ville vi selv have gennemført, hvis vi sad i regering. Problemet var den økonomiske usikkerhed,« siger Marianne Jelved.
Helt konkret havde de to oppositionspartier efterlyst nogle regneeksempler på, hvordan økonomien i tre typiske kommuner ville se ud, hvis planerne i udkastet blev gennemført.
Men regeringen har ikke præsenteret de efterlyste regnestykker. Og netop denne usikkerhed fik Socialdemokraterne til at bakke ud.

Dårlig undskyldning
Det er blot en undskyldning for ikke at ville have et ansvar, mener Lars Løkke Rasmussen:
»Hvis forudsætningen bare var, at vi lavede nogle regnestykker og fik nogle slipsedrenge fra Finansministeriet til at udarbejde nogle papirer, så kunne vi nok have klaret det. Men det giver bare ikke mening, når man ikke kender forudsætningerne,« siger Løkke Rasmussen.
Og forudsætningerne manglede, fordi kommunerne endnu ikke er sammenlagt, og der var alt for mange ubesvarede spørgsmål til, at et regneeksempel ville give mening, mener han.
Regeringen orienterer i dag folketingsgrupperne i Venstre og De Konservative om forhandlingerne.
Derefter bliver Dansk Folkeparti indkaldt til nye forhandlinger. Og i weekenden skal Venstres ledelse orientere partiets store kommunale bagland, der flere gange har kritiseret, hvis regeringen endte med et smalt forlig.
Udgangspunktet for de videre forhandlinger med Dansk Folkeparti bliver den skitse, som opposition og regering var nået frem til, oplyser Lars Løkke Rasmussen.
Socialdemokraternes leder Mogens Lykketoft lover nu vælgerne, at partiet i god tid før næste valg vil give danskerne besked om, hvilke ændringer til regeringens endelige reform, som en ny regering vil ændre på.

FAKTA
Ifølge udkast vil en reform bl.a. komme til at betyde:
* Amterne nedlægges, og der etableres fem folkevalgte regioner: Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Hovedstadsregionen (med Bornholm) og Region Sjælland.
*Regionsrådene får 31 medlemmer og ledes af en regionsformand.
*Der bliver kun to skatteudskrivende myndigheder: Staten og kommunerne.
*Regionerne får primært deres penge via bloktilskud fra staten. Bloktilskuddene fordeles efter hensyn til bl.a. regionens sociale struktur og aldersfordeling samt efter aktivitet. Kommunerne bidrager også til sundhedsvæsnet med et beløb per indbygger.
*Kommunerne skal have cirka 30.000 indbyggere.
*Kommunesammenlægninger skal så vidt muligt være frivillige.
*Kommuner under 20.000 indbyggere kan indgå forpligtende samarbejder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her