Læsetid: 3 min.

Hvor er røgen fra Marianne Jelveds cigaretter?

Hvor er egentlig oppositionen henne i dag, når vi ikke kan se den i Folketingssalen? Hvem udfordrer statens markedsgørelse af forskning og den diskriminerende tilbøjelighed i udlændingepolitikken?
4. juni 2004

Udsyn
Succes og triumf: Måske skal Marianne Jelved holde op med at ryge cigaretter! Berlingske Tidende kunne mandag afsløre, at lederinden af Det Radikale Venstre kan blive tvunget til at indstille sin karriere som ryger.
Endnu en ny meningsmåling indikerede nemlig, at Marianne Jelved skulle have nået sit mål: Det Radikale Venstre havde ifølge målingen fordoblet sit mandattal fra ni til 18. Og Jelved har lovet, at hvis målingens resultat bliver
realiseret ved næste folketingsvalg, så vil hun tømme håndtasken for cigaretter for altid.
Det Radikale Venstre er kommet på mode. De holder festen i København for et akademisk jetset. Unge engagerede urbane og individualiserede mennesker stemmer på Det Radikale Venstre, og sidder helt stille ved politiske møder, når Marianne Jelved hvisker sine politiske pointer ned fra talerstolen. Det Radikale Venstre er kommet på mode som Anders Fogh Rasmussens modstander. Og man vil bemærke, at statsministeren selv har sørget for at pege på Jelved som sit modbillede. Som han siger i interviewbogen I godtvejr og storm: Marianne Jelved tror jo, at alle forslag, der kan få opbakning fra mere end fem procent af vælgerne, må forkastes som populisme.
Statsministeren forklarer i samme bog, hvad han har lært af Tony Blair, Philip Gould og Den Tredje Vej: Han har lært en strategi: Det gælder ikke alene om at bryde den traditionelle modsætning mellem højre og venstre. Det gælder om at positionere sig som denne modsætnings modstander. Man definerer denne modsætning som en ideologisk modstilling og erklærer sig selv som den ny tids ikke længere ideologiske politiker. Man foretager denne positionering ved at gøre op med sin egen ideologi: Det skete for Anders Fogh Rasmussen ved at han tog afstand fra Minimalstatsmanifestet.
Denne manøvre giver statsministeren den strategisk retoriske fordel, at han kan diskvalificere sine modstandere som håbløst reaktionære ignoranter, der stadig tænker i antikveret ideologi. Statsministeren indleder derfor gerne sine taler med den evindelige udlægning af sidste Folketingsvalg som et opgør med klassekampen.
For nu ikke selv at blive hængende i klassekampens struktur peger han ikke på Mogens Lykketoft som sin modstander. Han forsøger at svække sin modstander ved i stedet at gøre Marianne Jelved til adressat for sine principielle kritiske udfald. Og Jelved er en glimrende modstander. Naturligvis udnytter hun sit momentum. Hun har gang på gang sagt, at statsministeren jo hele tiden siger det samme. Det er som at putte en 25-øre i en automat: Han svarer det samme. Siger Marianne Jelved når journalister putter en 25-øre i hendes automat.
Man taler så småt om Marianne Jelved som statsministerkandidat.

Nu skulle de altid usikre meningsmålinger indikere, at hun indfrier sit mål. Men som Informations serie om en eventuel SR-regering har vist, har heller ikke de radikale radikalt nye visioner for velfærdssamfundet. Der er enkelte principielle forslag til forandringer og partiet insisterer på en anderledes behersket økonomisk politik. Men spørgsmålet bliver nu, hvor de aktuelle oppositionelle kræfter i den politiske offentlighed så viser sig.
Der er tre tydelige positioner: Den liberalistiske kritik af den socialstat, som Anders Fogh Rasmussen nu regerer, den kristne kritik af markedsgørelsen af mennesket i den økonomiske velfærdsstatslige styring og endelig den juridiske opposition mod den dominerende udlændingepolitik. Jesper Langballe har pointeret den kristent funderede kritik klart: Han kalder nyliberalismen for den ’nye åndløshed’. Han beklager ’de forskningstrategiske satsninger’ som vil reducere uddannelse og forskning til instrumenter for vækst og muligheder for at skabe arbejdspladser. Den juridiske kritik af udlændingepolitikken ser vi hele tiden udfoldet, når menneskerettighedsjurister udfordrer politiske beslutninger om at sætte grænser for familiesammenføringer. Den progressive kamp for minoriteters rettigheder bliver nu ganske ofte ført ved domstolene. Og endelig er forestillingen om frigørelse blevet et liberalistisk anliggende. Det er den unge Anders Fogh Rasmussens tanker tænkt som intellektuel, der nu bliver vendt mod ham som Den Tredie Vejs administrator. De tre oppositionelle positioner er ikke venstreorienterede.
Den vidunderligt klare og visionære intellektuelle liberalist Christopher Arzrouni formulerede i 1992 en udfordring til venstrefløjen, som hverken Søren Søndergaard, Holger K. Nielsen, Mogens Lykketoft eller Marianne Jelved har kunnet svare offensivt på: »Liberalisterne må kaste frygten for etisk argumentation af sig. Nu er det socialisterne, der skal i defensiven og tvinges til at give tilfredsstillende svar på spørgsmål som:
– Hvordan sikrer vi individet mod statens vilkårlige magtudøvelse?
– Hvordan kan man reelt være solidarisk med de svageste i samfundet, hvis man bliver tvunget til det?
– Hvornår har individet ret til at gøre oprør?«

*Informations artikler om en SR-regering på tema.information.dk/SR/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her