Læsetid: 2 min.

Rule Britannia

Også ’Klodekrigen’, andet bind af Alan Moore og Kevin O’Neills saga om Det hemmelighedsfulde selskab, er tegneseriekunst på højt niveau
10. juni 2004

Tegneserie
En kvinde, Mina Murray, gift Harker, der har været lidt for tæt på Dracula. En ældre, afdanket eventyrer, Alan Quatermain, der trods alt stadig tror på Gud, konge og fædreland. En oprører, kaptajn, Nemo, der har meldt sig ud af samfundet og sejler verden rundt i sin gigantiske undervandsbåd, Nautilus. En spinkel, nervøst anlagt videnskabsmand, dr. Jekyll, der har svært ved at holde sit brutale alter ego, hr. Hyde, i skak. En usynlig mand, hr. Griffin, der udviser psykopatiske træk og har sin egen, skumle dagsorden.

England i brand
Vi mødte denne gruppe af umage eksistenser i Alan Moore og Kevin O’Neills første og fremragende tegnede eventyr om Det hemmelighedsfulde selskab, og nu er de på færde igen i Det hemmelighedsfulde selskab: Klodekrigen, hvor en fare fra rummet truer jordens selve eksistens.
Under den anløbne mr. Bond og den i den britiske statsadministration højt placerede embedsmand Mycroft Holmes’ – Sherlocks omfangsrige bror – ledelse bliver dette eksklusive selskab tilkaldt, når imperiet har brug for hjælp. Og de ikke helt små eller helt grønne mænd fra Mars, der ankommer til England i store rumskibe, viser sig at være en formidabel modstander, som hæren har svært ved at klare alene. Snart står meget af England i brand. London er i fare, og med frk. Murray i spidsen påtager selskabets medlemmer sig forskellige opgaver, der har til formål at overliste fjenden.
Frk. Murray og Alan Quatermain, der indleder en hed affære, sendes ud for at finde en videnskabsmand, den berygtede dr. Moreau, der ynder at udføre kirurgiske eksperimenter på både mennesker og dyr, og som angiveligt er i besiddelse af et våben så frygteligt, at selv ikke de hårdføre marsboere kan modstå det.
Men spørgsmålet er, om det er godt nok, om Den usynlige mand, der er gået over til fjenden, kan forpurre selskabets planer.

Hykleriet trives
Med lån fra den victorianske triviallitteratur – blandt mange andre Bram Stoker, Jules Verne, Robert Louis Stevenson og ikke mindst H.G. Wells – har forfatteren Alan Moore skabt et højst originalt og fascinerende alternativt univers af kulørte romankarakterer, som de fleste læsere allerede kender.
Det hemmelighedsfulde selskab udgøres af en samling mareridtsfigurer, en trussel mod al god smag og moral hos Englands bonerte borgerskab. Tegneseriens hovedpersoner er selve de inkarnerede drifter, som nok er spændende at læse om, men usunde at give efter for. Og der er naturligvis en både vittig og bidsk pointe i, at disse victorianske mareridt er de eneste, som kan redde imperiet, når det virkelig går galt.
Hykleriet trives i Moores engagerende og velformede historie, der forløses så fornemt af Kevin O’Neills stemningsskabende, udtryksfulde pen, som leverer både betagende skønne og foruroligende tableauer. Klodekrigen viser et forvredent, perverteret England i slutningen af 1800-talletpræget af løbsk industrialisering, og Moore og O’Neill sikrer sig, at vi har større forståelse og sympati for de mærkede, men trods alt ærlige misfostre fra Det hemmelighedsfulde selskab end for de korrupte politikere og embedsmænd, der gør brug af selskabets samlede, ekstraordinære evner.
De to bind om Det hemmelighedsfulde selskab er tegneseriekunst på højt niveau, og Moore og O’Neill føjer sig ubesværet ind i selvsamme populærkulturens kanon, som de så lystigt har ladet sig inspirere af.

*Alan Moore og Kevin O’Neil: Det hemmelighedsfulde selskab – Klodekrigen. Ovs. Per Sanderhage. Forlaget Fahrenheit. 148 s., 199,50 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu