Læsetid: 9 min.

Sælens forunderlige færd

Den danske ubåd Sælen drog i ørkenkrig med otte torpedoer, noget lytteudstyr og et ludo-bræt – men ingen af delene hjalp, da en sværm af speedbåde, muligvis spækket med sprængstof, nærmede sig i høj fart. Var krigen brudt ud for Sælen, allerede før man nåede frem til Golfen?
23. juni 2004

Golfen
Saltvandet står skummende om stævnen på Sælen. Inde i ubåden er en dødelig last. Klar i deres grønmalede torpedorør ligger otte mands-tykke torpedoer med en rækkevidde på 30 kilometer og sprængkraft nok til at sænke et slagskib med tusinder af soldater.
Men i dag er de hydraulisk styrede torpedoporte i stævnen forsvarligt lukket og stemningen i ubåden afslappet, for Sælen er på vej hjem fra krigen. Det er den 1. juli 2003, og Sælen ankommer efter mere end fire måneder i Den Persiske Golf om et øjeblik til Søværnets flådestation i Frederikshavn.
Sælen glider lydløst ind i havnen, mens en trompetfanfare fremført af Søværnets Tamburkorps gjalder fra kajen. Orlogskaptajn Willy B. Hansen rager rank til vejrs i ubådstårnet og på fordækket står fire besætningsmedlemmer ret. Det er en stor dag – Sælen er vendt tilbage. Skæbnen har dog bestemt, at på netop denne festdag bliver seks amerikanske koalitions-soldater alvorligt såret ved forskellige angreb i Irak, mens seks irakiske teologi-studerende dræbes nær en moské i Falluja. Lokale
øjenvidner kalder det resultatet af et amerikansk missil.
Krigen er kun slut for Sælen.
Skæbnen vil også, at triumftoget til Flådestation Frederikshavn denne juli-dag druknes i styrtregn. Omgivet af 12 sjaskvåde Dannebrogsflag holder fungerende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen under en paraply sin hyldesttale til de opmarcherede skiftende besætninger, som har gjort krigsfærden med. Talen høres også af de pårørende og andre gæster, som står i ly i et telt, der er opstillet på kajen til lejligheden.
Bagefter taler chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Kurt Birger Jensen: »For 359 år siden, den 1. juli 1644, var en dansk flåde på 40 skibe fordelt på tre eskadrer under kommando af Kong Christian IV, i kamp mod en svensk flåde på 42 skibe,« begynder kontreadmiralen sin tale og fortsætter: »Kongen blev såret under kamphandlingerne og mistede sit ene øje, men fortsatte kampen under mottoet: ’Når blot enhver vil gøre sin pligt’.«
Kontreadmiralen roser Sælens besætninger for at have gjort deres pligt og slutter med den militære kode BRAVO ZULU, der betyder ’godt gået’. Kurt Birger Jensen nævner – lykkeligvis – ingen tab, der kan sammenlignes med kongens øje, og han forbigår i tavshed, at kongen foruden øjet også tabte krigen.
Fraværende i talen er også den detalje, at Sælens hjemkomst denne 1. juli er en iscenesættelse af ceremonielle årsager. Faktisk ankom den 47 meter lange og 470 ton tunge ubåd allerede dagen før til Frederikshavns civile havn, skjult i bugen på et kæmpemæssigt tysk fragtskib. Man havde opgivet den opslidende og bekostelige to måneder lange sejltur hjem ved egen kraft. Men en velkomstparade skulle der afholdes, og Sælen sejlede derfor om formiddagen den 1. juli fra den civile havn og rundt om hjørnet til den militære.
Spørgsmålet er, om andre dele af Sælens samlede krigsfærd også havde symbolsk betydning? Og hvorfor blev Sælen overhovedet sendt i ørkenkrig?

Optakten til den danske ubåds sælsomme operation i Den Persiske Golf udspillede sig adskillige år tidligere.
I 1999 spurgte NATO, om Danmark under Balkan-krisen kunne bidrage med en ubåd, der skulle udstationeres i Adriaterhavet.
Svaret var nej, fordi Sælen og de to andre danske ubåde af samme klasse, Tumleren og Springeren, ikke kunne operere i Adriaterhavets varme vande. Tilstrækkelig nedkøling af mandskab og maskine kunne dengang kun ske ved at dykke ned til kolde vandlag, men i Middel- og Adriaterhavene ligger det kolde vand så dybt, at de danske ubåde ikke kan nå det. Eller også er der for lavvandet.
Derfor moderniserede forsvaret i 2000 den 35 år gamle, tyskbyggede ubåd Sælen for 15 millioner kroner. Sælen blev forsynet med freonbaseret aircondition og batterikølingssystem. Året efter ændrede begivenhederne den 11. september verdens sikkerhedssituation – og gjorde den nu svalede ubåd til et efterspurgt våben i ’krigen mod terror’, hvis tyngdepunkt syntes at ligge under varme himmelstrøg.
Allerede i begyndelsen af 2002 var den nyligt tiltrådte regering med Anders Fogh Rasmussen i spidsen dybt inde i overvejelserne om at sende Sælen sydpå til hjælp for NATO-flåden i den østlige del af Middelhavet.
Forsvarskommandoen bekræftede i april 2002 – da der endnu var næsten et år til krigen mod Irak brød ud – at NATO-flåden var rede til med timers varsel at lægge kursen om i retning af Rødehavet (der skal passeres for at nå Iraks kyst i Den Persiske Golf). Mens daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) spillede med lukkede kort, udtalte regeringens parlamentariske sikkerhedsnet, Dansk Folkeparti, sin varme støtte til, at Sælen gjorde et sådant historisk fremstød syd for Suez-kanalen.
Muligheden for en dansk ubådskrig var pludselig rykket tættere på.

I juni 2002 sendtes Sælen af sted mod Middelhavet for at deltage i den amerikansk ledede terrorbekæmpelse med kodenavnet Operation Active Endeavour – en udløber af krigen i Afghanistan. Sælen skulle med et særligt elektronisk udstyr, lytte til kommunikation i området og på den måde være med til at bekæmpe den usynlige fjende.
Men det skulle snart vise sig, at ubåden især kom til at kæmpe mod egne tekniske mangler. I november brød køleanlægget nemlig sammen, og temperaturen steg til 45 grader i store dele af ubåden.
Besætningen svedte i den fugtige, indespærrede luft. Kokkens nybagte brød trak fugt som en svamp og mugnede på et døgn. Soveposerne var våde, når man gik til køjs. Nogle besætningsmedlemmer fik svamp i fødder og skridt, på andre voksede bylder frem. Flere ramtes af ørebetændelse, og hos en enkelt kom en gammel allergi mod gasolie til ukontrolleret udbrud. Alle var konstant udmattede, fordi det var umuligt at sove ordentligt i de ulidelige temperaturer. Og drivende fugt satte periodevis ubådens sonar (orienteringsredskab svarende til en radar) ud af spillet.
Alligevel fortsatte den militære operation med indsamling af efterretninger ufortrødent. Formanden for Folketingets forsvarsudvalg, den konservative Helge Adam Møller, udtalte, at »det er den slags stød, livet som soldat giver«. Det stod klart, at Sælen ikke skulle hjem, men repareres og snarest videre mod nye udfordringer. I december 2002 kom Sælen til flådebasen Aksaz i Tyrkiet for et grundigt eftersyn. Besætningen var imens indkvarteret under behagelige forhold i det lokale Hotel Anemone.

Den 20. februar 2003 – altså mere end en måned før Folketingets beslutning om dansk krigsdeltagelse – forlod Sælen Tyrkiet med kurs mod Suez-kanalen. Afsejlingen var et afgørende træk – militært og politisk.
Sælens chef, den 36-årige kaptajnløjtnant Per Ring Henriksen, betegner over for Information dette træk som ’prædeployering til operationsområde’, altså en forudgående flytning til et sted med mulige militære handlinger.
Prædeployeringen foregreb den endelige politiske beslutning, hvilket i ubådens tilfælde forklares med, at flådeenheder er så langsommelige at flytte, når der er tale om tusinder af kilometer. Havde man først sendt Sælen af sted efter Folketingets beslutning om krigsdeltagelse, ville båden næppe have været fremme i operationsområdet, før de officielle krigshandlinger var overstået.
Forsvaret var i det hele taget på forkant med krigen. Allerede den 2. marts 2003 – to uger før krigens start – var en dansk flotille-admiral, Per Tidemand, sammen med de kommende koalitionspartnere installeret i det fremskudte amerikanske hovedkvarter i emiratet Qatar.

Sælen sejlede gennem Suez-kanalen, og det var på det tidspunkt, at besætningen for alvor fik fornemmelsen af, at man var på vej mod en krig. Af sikkerhedshensyn fik Sælen på denne strækning eskorte af to store amerikanske orlogsskibe, og langs bredderne af kanalen kunne Sælens besætning se krigsmonumenter og forvredne dynger af ødelagt israelsk militærmateriel fra blandt andet Seksdageskrigen i 1967.
Alt forløb rutinemæssigt under passagen af Suez-kanalen – men pludselig sprøjtede blodet. Det var dog blot en menig, der i Sælens kabys ved et uheld skar sig dybt i fingeren med en kokkekniv. Den uheldige måtte sys af bådens næstkommanderende, der fungerer som bådens ’læge’, bistået af skibskokken, som er sanitets-gast.
Sælen begyndte nu sin lange tur ned gennem det Røde Hav. Turen gennemførtes uddykket, altså som overfladesejlads, og i slutningen af februar 2003 nåede ubåden til den lille, ludfattige, afrikanske stat Djibouti, der ligger mellem Eritrea og Somalia ved det smalle stræde, hvor
Rødehavet munder ud i det Indiske Ocean.
Sælen gik ind den franske flådebases havn i Djibouti for at proviantere og skifte kaptajn. Frem til og i operationsområdet skulle færden ledes af Per Ring Henriksen, der havde ventet et døgns tid i Djibouti på, at Sælen nåede frem.
Krigstrommerne buldrede højlydt i flere dele af verden. FN’s Sikkerhedsråd havde ikke kunnet komme til enighed om, hvorvidt Saddam Husseins styre havde forpasset sidste chance eller ej, og alt tydede på, at USA uden om FN ville stå i spidsen for et angreb på Irak.
At dømme ud fra Nyhedsbrev 1 fra Sælens besætning, dateret den 18. marts og lagt på Søværnets Operative Kommandos hjemmeside, havde mandskabet dog ikke tabt modet. I Djibouti lå Sælen ved siden af det tyske forsyningsskib Elbe, hvorfra Sælens besætning fik »noget så banalt, køligt og livreddende som ispinde af Magnum-klassen«. Rejsebrevets skribent funderede herefter over den historisk lange afstand, Sælen allerede havde tilbagelagt og sluttede med spørgsmålet: »Hvem ved, hvad fremtiden bringer?«
Svaret kender vi nu – fremtiden bød få uger senere den irakiske befolkning på voldsomme bombardementer, tusindvis af civile dræbte og befrielse fra et diktatur.

Med fuld overfladehastighed på 10 knob svarende til 18 km/t sejlede Sælen den 2. maj fra Djibouti mod næste mål: emiratet Bahrain i Den Persiske Golf.
Om bord gik livet sin vante gang, næsten som var man på øvelse i hjemlige farvande. I en fast rytme skiftedes mandskabet til at være på vagt. En vagt er på seks timer, og hvert besætningsmedlem har to vagter på et døgn. Fritiden fik man bl.a. til at gå ved at se videofilm og spille ludo.
Under Sælens operation var der 24 mand om bord under de normale, trange pladsforhold, der betyder, at man må skiftes til at benytte det begrænsede antal sovepladser. Man ligger rundt om på båden i smalle køjer, der kan klappes sammen, når de ikke bruges, for at give plads til at sidde og til at spise. Chefen (’kaptajnen’) har dog en fast seng i et hjørne, der er skilt af fra resten af båden med et tyndt, blåt forhæng. Under sengen er et lille pengeskab til fortrolige papirer.

Det var i denne seng, at Per Ring Henriksen lå og sov, da han en nat på vej til Bahrain pludselig blev revet ud af søvnen af bådens vagtchef med en alarmerende meddelelse: En sværm af mindre enheder var i høj fart på kurs ret mod Sælen.
Hurtigt kom Per Ring Henriksen i tøjet. Der var visuel kending med fire store speedbåde, som sejlede hastigt af sted med adskillige kasser på dækket.
Sælens mandskab fik straks ordre til at iføre sig skudsikre veste og hjelme, og fire mand klatrede op i ubådens tårn med skarpladte maskinpistoler.
En hollandsk fregat, der eskorterede Sælen i dette farvand, påbegyndte en manøvre for at lægge sig mellem Sælen og de fremstormende speedbåde. Per Ring Henriksen tænkte: ’Nu sker det – det er et terrorangreb, og kasserne på speedbådenes dæk er fyldt med sprængstof’.
Da speedbådene fortsatte kursen lige mod Sælen, affyrede fregatten et voldsomt advarsels-blus og råbte speedbådene an med megafon. I Sælens tårn havde de fire mand fingeren på aftrækkeren.

*Dette er første del af krigsberetningen om ubåden Sælen. Fortsættelsen bringes fredag den 25. juni og i næste uge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu