Læsetid: 8 min.

Sælens forunderlige færd (3)

Successen er hjemme, besætningen er ikke kommet noget til. Alligevel står ydmygelserne i kø – Sælen latterliggøres, skades, nægtes indsejling, hentes hjem som rejsegods og erklæres til slut knaldhamrende overflødig
28. juni 2004

Golfen
Brandalarm på Sælen – der er kvælende røg i maskinrummet!
Nu gik det ellers lige så godt. Sælen havde med succes gennemført sin patrulje i Hormuz-strædet i Irak-krigens første hektiske uger i marts og april 2003. Ikke et hår var krummet på besætningens hoveder, og koalitionens tropper havde netop midt i Bagdad væltet en kæmpestatue af Saddam Hussein. Ubåden var dykket ud til periskophøjde og på vej tilbage til udstationeringshavnen i Bahrain – og så gik det galt, røgen væltede frem fra ubådens maskinrum.
Det var den ene af skibets to generatorer, der trods aircondition var brudt sammen grundet det varme klima i Den Persiske Golf. Heldigvis ophørte røgudviklingen, da man slukkede for generatoren. Men nogle afgørende lodninger var uhjælpeligt smeltet – »generatoren funktionerede ikke mere«, som ubådschef Per Ring Henriksen med et militærudtryk beskriver det maskinelle dødsfald for Information.
Generatorerne bruges til at genoplade skibets batterier, som er eneste kraftkilde ved sejlads i neddykket – og mest trygge – tilstand. Med kun en generator til rådighed tager batteriopladning dobbelt så lang tid, hvorfor ubåden hurtigst muligt måtte repareres.
Den skadede ubåd anløb havnen i Bahrain den 17. april 2003, og det blev besluttet med det samme at udskifte begge generatorer med nye, der blev sendt fra Danmark. Den dobbelte reparation ville tage en måned, men Søværnet ønskede den gennemført, fordi man ikke stolede på det slidte maskineri i den gamle ubåd, der oprindelig blev bygget i Vesttyskland i midten af 1960’erne, benyttet af den norske marine i årtier og i slutningen af 1980’erne godt brugt, men renoveret solgt til det danske søværn. På for eksempel de let rustne torpedorør sidder fortsat de gamle norske skilte med teksten »Åpnes först når röret er nedtappet og utluftet«.
At Sælen overhovedet var i stand til at sejle hele vejen fra Frederikshavn og ned til Middelhavet, igennem Suez-kanalen og sydpå ad Rødehavet til det Indiske Ocean for at slutte oppe i Den Persiske Golf, hvilket er en tur på 7.000 sømil svarende til 13.000 kilometer – var en stor præstation i sig selv for en forældet ubåd, hvor de fleste ventiler er manuelt betjente, og pladsforholdene for besætningen er klaustrofobiske.
Denne danske krigsindsats syntes især at have bestået af en udholdenhedsprøve, omgivet af ceremonier og symboler, som da en dansk flotille-admiral kort efter krigsudbruddet stod kun et par meter bag ved koalitionens øverstkommanderende, den amerikanske general Tommy Franks, under et velbesøgt pressemøde i emiratet Qatar.

Efter Sælens første patrulje-sejlads i Golfen var det potentielt farligste overstået og tiden til at høste anerkendelse inde, men netop da brød generatoren sammen, og med den syntes alt held pludselig at have forladt Sælen.
Hjemme i Danmark fandt Søværnets konstabler, hvorunder hovedparten af Sælens besætning hører, at tiden var inde til at anklage regeringen for at nægte soldaterne nogle af de demokratiske rettigheder, som de i hvert fald ifølge amerikanerne var sendt til Den Persiske Golf for at kæmpe for. Forsvarsminister Svend Aage Jensby og finansminister Thor Pedersen kom under kraftig beskydning fra Søværnets Konstabelforening, fordi ministrene trods en højesteretsdom, der gav konstablerne medhold, fortsat nægtede dem at forhandle arbejdsvilkår og løn. Der var kommet en plet på den pæne røde parade-løber.
Sælens tilbagevenden til havnen i Bahrain efter patruljeringen i Hormuz-strædet var ikke uden problemer. Da den sejrrige, men skadede ubåd meldte sin ankomst til de arabiske havnemyndigheder, blev danskerne nægtet indsejling. De nødvendige papirer var ikke vandret korrekt gennem Bahrains
bureaukrati, og Sælen måtte pænt vente 12 sømil uden for havnen.
Den udmattede besætning sad fast i ubåden, der var møgbeskidt og lænset for lækkerier efter de tre neddykkede uger i Hormuz-strædet. Timerne sneglede sig af sted. Besætningen så alle de medbragte videofilm endnu en gang og spekulerede over, hvad der nu skulle ske med den skadede båd.
Efter et halvt døgn lykkedes det den danske ambassade i Saudi-Arabien at rede trådene ud, så mandskabet langt om længe kunne komme i land, ringe til familien, få sig et ordentligt bad på Golf Hotel og se i tv, hvordan krigen egentlig var gået og opfattet i omverdenen.
Mandskabet havde glædet sig til at åbne for CNN igen. »Egentlig var jeg ikke overrasket over, hvordan det var gået,« siger Per Ring Henriksen, som samtidig vedgår, at »Sælen ikke var tungen på vægtskålen«, men snarere »et politisk virkemiddel«.
Hotellets restaurant var åbnet igen, efter af sikkerhedsgrunde at have været lukket ved krigens begyndelse, men Sælens besætning festede ikke igennem for at fejre, at ingen besætningsmedlemmer var kommet til skade under krigen. Tilbageholdenheden skyldtes, at Per Ring Henriksen fortsat ikke følte, at det var tilstrækkeligt sikkert at slappe rigtigt af i Bahrain, og alle var stadig underlagt krigsmæssige forholdsordrer, der betød, at man i princippet skulle kunne tage af sted med kort varsel.
Besætningsmedlemmerne følte sig de kommende dage alligevel trygge nok til at tage på opdagelse i Bahrain.
Men andre farer end krig og terrorisme truede nu, jævnfør Nyhedsbrev 2 fra Sælen: »Man skal være opmærksom, når man kører i taxa hernede og i det hele taget handler med de lokale, for de er ikke blege for at tage én ved næsen, hvis de kan komme af sted med det,« skrev besætningens pennefører i nyhedsbrevet, der løbende blev lagt på Søværnets Operative Kommandos hjemmeside.
I et senere nyhedsbrev uddybede skribenten sine betragtninger om kulturforskelle: »Folk hernede er såmænd meget venlige, omend de har en anden indstilling til livet og andre ting, såsom mødetidspunkter, selvstændig initiativtagning og andet, der virker lidt mærkeligt på sådan nogen som os.«

Den 1. maj 2003 erklærede præsident Bush krigen for officielt slut. Sælen lå fortsat i dok i Bahrain, og Per Ring Henriksen fløj hjem til kone og børn i Sæby.
Han var derfor ikke til stede, da en stor begivenhed indtraf: Forsvarschefen og chefen for Søværnets Operative Kommando kom på besøg i Bahrain den 11. maj. Det var en søndag. Som vanligt for årstiden viste termometret omkring 45 grader i skyggen, og mandskabet, der ellers mest færdedes i – private –
t-shirts, shorts og sandaler, havde i dagens anledning fundet den reneste khaki-uniform frem, og det hvide betræk blev sat på huerne.
Kort efter det officielle besøg var Sælen repareret, og båden sejlede på en sidste patrulje, denne gang nordpå i Den Persiske Golf, men ifølge Søværnet uden for irakisk territorialfarvand.
At Sælen på noget tidspunkt under deployeringen skulle have været oppe ad floder afvises af Søværnet. Den svenske avis Kvällsposten havde ellers drillet med, at den danske ubåd »slingrer møjsommeligt op mod strømmen i Eufrat og Tigris’ fælles udløb med tankene fulde af jubilæumsakvavit og Gammel Dansk. Med en blanding af svinekød og alkohol – disse for muslimer så frygtede masseødelæggelsesvåben«.
Tilbage i Bahrain ønskede besætningsmedlemmerne – kan man forstå af nyhedsbrevene – blot at komme hjem hurtigst muligt.
Det ville tage Sælen to måneder ved egen kraft at sejle fra Bahrain til Frederikshavn, men Søværnet havde i god tid forberedt et alternativ. I vinteren 2002-2003 havde man fremstillet to 18 ton tunge vugger, som Sælen kunne ligge i, hvis den skulle transporteres hjem i lastrummet på et stort civilt fragtskib. Vuggerne var allerede i Bahrain, og den højst usædvanlige form for hjemtransport blev besluttet – ikke kun for at skåne besætningen, men også for at spare tid, penge og slitage på det ældede skib.
I stedet for en hjemtransport, der varede 60-70 dage, kunne det klares på 18 dage og uden de ellers omkring 10 påkrævede stop undervejs. Som godstransport ville Sælens hjemtagning blive omkring fem millioner kroner billigere. For den pris var Søværnet villig til at sluge den lidet heroiske løsning.
Mærsk, der ellers stod for civil sejlads i forbindelse med den danske deltagelse i Irak-krigen, pegede overraskende på et tysk rederi, Schiffahrtskontor Altes Land GmbH & Co, som det mest velegnede til opgaven. Ifølge rygter i branchen valgtes et rederi fra krigsmodstanderlandet Tyskland, fordi Mærsk ønskede at gøde jorden for et fremtidigt samarbejde med netop dette rederi.
Således vendte Sælen hjem fast-svejset til bunden af lastrummet i heavylift-skibet Grietje, der ellers plejer at sejle med for eksempel vindmøller. Hjem til Frederikshavn og velkomstparaden, som Sælen i det mindste selv fik lov at sejle til de sidste par meter.
Det tyske rederi vejrede morgenluft – her var konturerne af en ny type krigsførelse med små ubåde som de danske. For hvorfor ikke altid spare tid, penge og slitage ved i civile fragtskibe at transportere ubåde såvel frem til som tilbage fra operationsområderne?
Også det danske søværn smedede, mens jernet var varmt. På kajen i Frederikshavn den 1. juli 2003 sagde chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Kurt Birger Jensen, i øsende regnvejr i sin velkomsttale til Sælen: »Med indsatsen i Middelhavet og den Persiske Golf foreligger dokumentationen for behovet for videreførelse af det danske ubådsvåben, og jeg konstaterer med tilfredshed, at den fælles dansk-svenske projektering af Viking-ubåden (en planlagt nyanskaffelse, red.) forløber planmæssigt«.

Men mindre end et år senere har Søværnet måttet sande, at de politiske vinde er skiftet: Sælen og de andre danske ubåde er alligevel ikke så vigtige i fremtidens internationale militærsamarbejde.
Den selvsamme regering, som roste Sælens indsats til skyerne, har med forsvarsforliget indgået den 10. juni 2004 kastet mere sand i det danske ubådsvåbens maskineri, end nok så mange Saddam Hussein’er magtede. Ikke blot droppes bygningen af de tre nye Viking-ubåde, men hele det danske ubådsvåben skal hurtigst muligt afskaffes. På Flådestation Frederikshavn regner man med, at det allerede vil ske inden årets udgang, og at beslutningen er uigenkaldelig, forstået på den måde, at den gennem 100 år oparbejdede danske ekspertise inden for den specialiserede kunst at sejle ubåde hurtigt vil forvitre.
Danmark har haft ubåde siden 1909, men Sælens forunderlige færd blev dens sidste, gennemført på en enkelt billet til orlogsmuseet.

*Dette er tredje og sidste del af krigsberetningen om ubåden Sælen. De to tidligere afsnit blev bragt den 23. og 25. juni. Læs hele serien på www.information.dk

FAKTA
På historisk dybt vand
*Den danske flåde har haft ubåde siden 5. oktober 1909, da flaget hejstes på Danmarks første ubåd Dykkeren, som var bygget i Italien og fire gange mindre end Sælen.
*Sælen er bygget i 1965 på Rheinstahl-Nordseewerke i Tyskland til den norske marine. Den blev ombygget og overtaget af det danske søværn i 1990. I december 1990 sank den ved Hesselø under bugsering fra København til Århus. Den blev hævet samme måned og repareret indtil august 1993.
*I første halvår af 2004 rådede Søværnet over Sælen og to både af samme klasse samt en større ubåd, Kronborg.
*Ifølge forsvarsforliget fra juni 2004 skal hele det danske ubådsvåben afskaffes i år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu