Boris Tadic, 46 år, er blevet Serbiens præsident efter det første gennemførte præsidentvalg i republikken siden december 1997. Ganske vist ikke med nogen stor margen: Efter de foreløbigt opgjorte resultater opnåede han 53,7 procent mod Nikolics 45 procent, med et stemmedeltagelse på 48,7, hvilket betyder, at han reelt kun har 26 procent af vælgerne bag sig. Og det til trods for, at de fleste partier støttede hans kandidatur i anden valgomgang.
Retfærdigvis må det dog siges, at han opnåede dobbelt så mange stemmer i anden valgomgang end i første, hvilket af viceministerpræsident Labus fra partiet G17+ udlægges som et klart mandat fra vælgerne.
Tadics karriere er bemærkelsesværdig. Han er født i Sarajevo, men fik både skolegang og universitetsuddannelse i Beograd, og forlod det filosofiske fakultet med en grad i klinisk psykologi. Undervejs havde han dog haft tid til at deltage i oppositionelt studenterpolitisk arbejde og oplevede endda at blive arresteret. Som psykolog har han både praktiseret, forsket og undervist på universitetet.
I 1990 tilsluttede han sig det nye Demokratiske Parti, hvis ledende personlighed var Zoran Djindjic. Gennem 1990erne tilhørte han oppositionen mod Milosevic og arbejdede senere på at udbygge et regionalt system af politisk uddannelse i Serbien, Republika Srpska i Bosnien, Makedonien og Bulgarien.
Ikke upopulær
Efter Milosevics fald den 5. oktober 2000 blev den da 42-årige Tadic først minister for telekommunikation, så blev han året efter indvalgt i parlamentet og blev vicepræsident.
I 2003, det år hvor den serbiske ministerpræsident Zoran Djindjic, leder af det Demokratiske Parti, blev dræbt ved et attentat, blev Tadic Serbien-Montenegros forsvarsminister og gjorde som sådan en grundlæggende indsats for endelig at bringe forsvaret under den nye regerings kontrol.
Tadic var en af de få ministre i det Demokratiske Parti, som ikke blev upopulær i løbet af 2003, og det var derfor ingen tilfældighed, at det blev ham, som kom til at lede partiets valgkamp ved det serbiske parlamentsvalg i december 2003, og ikke Djindjics efterfølger som ministerpræsident, Zoran Zivkovic.
Demokraterne fik et dårligt valg, og de andre partier gik uden om det ved regeringsforhandlingerne efter valget. Men der er ingen tvivl om, at Tadic reddede partiet fra undergang.
Ved den regeringskoalition i Serbien, som dannedes efter langvarige forhandlinger i marts i år, var demokraterne ikke med, og ministerpræsidentposten gik til den tidligere forbundspræsident og leder af det nationalistiske Serbiske Demokratiske Parti, Vojislav Kostunica, med den liberale leder af partiet G17+, Miroljub Labus, som viceministerpræsident.
Det faldt i Labus lod at fyre Tadic som Serbien-Montenegros forsvarsminister, denne post udpeges nemlig af Serbien.
Labus begrundede det med statslige interesser, men den virkelige grund til Tadics fyring var, at det var en af betingelserne fra Milosevic-tilhængernes parti, SPS, for at støtte regeringen.
For Tadic bakker helhjertet op om Serbiens samarbejde med den internationale krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien og om Djindjics beslutning i sin tid om at udlevere Milosevic til Haag.
Ironisk
Herefter matte Tadic nøjes med at være sit partis leder og gruppeformand i det serbiske parlament.
Der er en dyb ironi i, at de to kandidater, som overlevede første valgomgang ved præsidentvalget i juni, begge tilhører partier, som står uden for den nuværende koalitionsregering. Ingen ville, da det kom til stykket, danne regering med parlamentsvalgets egentlige sejrherre, det Serbiske Radikale Partis leder Tomislav Nikolic.
Men en af forklaringerne er, at den nuværende regering er meget upopulær og at dens kandidat, Dragan Marsicanin, derfor kun opnåede en fjerdeplads, efter den stenrige forretningsmand og tv-stationsejer Karic. Denne satsede i anden valgomgang på Tadic, helt klart fordi det er i ham, han ser en fremtid for Serbien.
Det er træffende blevet sagt, at den som stemte for ultranationalisten Nikolic, stemte for fortiden, mens den som stemte for Tadic, stemte for fremtiden. Eller som en serbisk politiker udtrykte det: En stemme for Hviderusland, eller en stemme for Europa.
For godt nok har Nikolic været klog nok til ikke at definere sig som antieuropæisk. Men var han blevet valgt, havde det givet ført til meget negative reaktioner i Vesten.
Både EU, USA og Kroatien har ønsket Serbien og Tadic til lykke med valget. Og forventningerne til ham er store. Men som hans far har udtalt til TV B92: Der er ingen grund til at beruse sig i sejren.
Tadics situation er meget vanskelig, præsidentposten har siden Milosevics dage mistet meget af sin magt, hans parti er uden for regeringen, og mod sig har han en ministerpræsident, som står for langt mere nationalistiske synspunkter end han selv, foruden at denne regerings overleven for øjeblikket hænger på SPSs støtte. Tadics chance ligger i regeringens indre uenighed og nødvendigheden af en normalisering af Serbiens forhold udadtil.
