Læsetid: 3 min.

Skarpsynet og storsindet

Ved Nan Henningsens død
3. juni 2004

Nekrolog
JOURNALISTEN Nan Henningsen døde tirsdag eftermiddag efter forholdsvis kort tids sygdom som godt og vel 83 år men aldrig gammel. Skønt uklarheden allerede var ved at melde sig, ville hun have sin brevstemme til EU-parlamentsvalget afleveret. Om hendes elskede ’Luffe’, husbonden Oluf Husted, får stemmesedlen godkendt er nok tvivlsomt, da det er svært at læse, hvad hun skrev. Men skrive ville hun. På Information husker vi hende først og sidst som vores store interviewer gennem 1960’erne. Med ord af de daværende redaktører Seidenfaden og Outze: Uden kryds-og-tværsen og Nan overlever vi aldrig.
Poul Henningsen, PH, var Nan Henningsens halv-morbror, han søn og hun datterdatter af den Carl Ewald der digtede eventyr på moderne naturvidenskab og teknik-begejstring og det moderne gennembrud i årene op til Første Verdenskrig. På fædrene side var hun beslægtet med kunstnerfamilien Henningsen og selv blev hun uddannet som arkitekt på Kunstakademiet i København. Mere kulturradikalt kunne det dårligt blive. Vejen til journalistikken gik over et job som Karl Bjarnhofs sekretær i Radiohuset i 1951, hvor man hurtigt faldt for hendes stemme – med hvilken Bjarnhof sagde, at hun kunne lægge hele Norden for sine fødder – så Nan Henningsen blev selvstændig radiomedarbejder. Og derfra medarbejder på den socialdemokratiske avis Socialdemokraten/Aktuelt fra 1953 til 1961.
Da havde hun vundet et navn på interview-serien »Er farven falmet?« med udvalgte socialdemokratiske politikere og fagforeningsfolk, men da den skulle udgives i bogform satte Per Hækkerup sig imod. Så socialdemokraternes interne opposition, Socialistisk Debat, måtte påtage sig udgivelsen – og Nan kom til Information.

Hjertemor...
Til forskel fra andre mere eller mindre kendte kvindelige interviewere kunne Nan Henningsen opbyde ubarmhjertig skarpsindighed. Når hun kompromisløst afdækkede ’ofrenes’ ærlige eller vitterlige vås, selvmodsigelser og uoverensstemmelser mellem ord og handling. Det selvretfærdige konsekvensrytteri drev hun imidlertid aldrig. Dertil var hun for storsindet. For livsklog, for glad for udfoldet liv i dets storhed og i dets usselhed.
Nok var hun frygtet, også som uimponeret udspørger i radioen, men hun var tillige elskelig. Hjertemor blev hun kaldt...
Dog ikke af magthaveren på Information i et turbulent sidste år af 1960’erne, da både Nan og jeg blev truet med afskedigelse. Lad mig bruge lejligheden til at mindes den også lige afdøde Ole Wivel, der sammen med andre medlemmer af bestyrelsen lagde sig imellem, så jeg kunne fortsætte. Men Nan Henningsens og bladets veje skiltes i det ydre. I det indre forblev Nan en ven af Information som få andre og fulgte det, også via foreningen Informations Venner, opmærksomt og medlevende i tykt og tyndt – til begyndelsen af denne uge. Efter at have holdt bladet siden 1943.

’Grib dagen’
Foruden på radio og fjernsyn arbejdede Nan Henningsen efter Information for blade og tidsskrifter som Ny politik, Ugeskrift for læger, Samvirke, Social Revy, Demokraten Weekend, Børn, Skole og Samfund, men det er ikke noget tilfælde, at hendes første bogudgivelse efter tilknytningen til Information blev interviewserien Moral hvad er det? (1962).
Med årene blev Nan og hendes mand mere og mere knyttet til den højskole og det grundtvigske og de kristne og den økologiske bevægelse, der ikke vil lade sig opsluge af den snart altædende modernitet og US-kristelige mainstream men stadig husker, at Grundtvig var den der – kulturradikalt eller det stik modsatte – slog fast, at »sanddru hedning, tyrk og jøde,/ dem har gud i grunden kær,/ hader fremfor alt de søde,/ som på skrømt ham træder nær!«. Hendes egen ’salme’ var og blev dog PH’s Shakespeare-inspirerede »I dit korte liv«, som hun til sin dødsdag blev ved at kæmpe for burde optages i Højskolesangbogen:
»I dit korte liv/ er hver time dyr,/ hvert sekund et dyrt sekund./ Du glemmer vel ikke, at årene ryer./ Se på dit ur:/ Viserne flyer./ Hold dig vågen ven./ Vores lille liv/ sluttes inde af en søvn./ Vi er af samme stof,/ som drømme gøres af:/ det store tomme rum.«
På alle breve, jeg modtog fra Luffe og Nan, var med store bogstaver på kuverten prentet Horats påmindelse: CARPE DIEM. Grib dagen.
Det gjorde Nan Henningsen – og senere holdes mindefest for hende i PH cafeen på Halmtorvet i København.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu