Teater
Brysterne skvulper godt inde bag Hella Joof og Laura Bros korsager. Og tilsvarende skvulper Shakespeares replikker lystigt, blot uden at blive mast, for ordene breder sig løssluppent ud, som kom de direkte oppe fra skørternes sommersanselighed, overgivne og våde og kåde.
Shakespeares Trold kan tæmmes har det fremragende i Emmet Feigenbergs elegante og sansemættede iscenesættelse, der spiller videre på Niels Brunses forfriskende oversættelsesleg. Og på Grønnegårds Teatret holdes komikken ud i et lindeblads længde, der gør komedien endnu mere pikant.
Desuden har Mia Stensgaard designet kostumer, der i sig selv får tilskuerne til at skrige at grin. Kvinderne har fået skydeskiver malet på skørterne så er grundtolkningen af komedien i hvert fald afsløret. Spørgsmålet er, om det lykkes mændene at score...
Trold kan tæmmes kan være en styg omgang mandschauvinisme at komme igennem. Men både Hella Joof og Jesper Lohmann mestrer komikerkunsten at sige ét med munden og noget andet med øjnene.
Derfor bliver historien om Petruchio, der tugter den vilde Katharina med sine tilsyneladende psykopatiske ledermetoder, ikke bare en usmagelig belæring à la Der var engang. Det bliver en historie om at gå efter sine mest uopnåelige drømme, både som mand og som kvinde. Og det bliver en historie om, at hvert par må definere deres egen kærlighed.
Det øjeblik, hvor Jepser Lohmann og Hella Joof møder hinanden, står tiden stille på den grønne labyrintscene. En spinkel strygersolo glider gennem sommeraftenen skrøbeligt og længselsfuldt. Og han nærmer sig hende med indsmigrende katteryg og kattepoteglid, mens han spinner kælne Kath-kælenavne mod hende, så hun bliver overrumplet og blød over snørestøvlerne.
Trold-fingre
Her blusser erotikken, så der er flammer nok til resten af forestillingen. Og Jesper Lohmann betager lige så meget med sin præcise Don Juan-selvfølgelighed i overlårene, som Hella Joof henrykker med sin indestængte vrede i læberne og sine timede håndbevægelser. Den kvinde kan få hele haven til at le, blot ved at prikke en enkelt, hidsig troldfinger mod sin mave.
Men hele teamet blomstrer i fælles, labyrintisk hoppe-op-og-ned-kropssprog. Paul Hüttel er holdets nestor og spiller uheldig bejler med en komedie-diktion, der kan gøre en hvilken som helst replik til en afgørende pointe. Kristian Halkens har tolket sin faderrolle som en moderne, konfliktsky far med ubeslutsomme sjoskeben over for frierne og overbærende stemme over for døtrene. Og Mads Wille har skabt sin egen aktuelle komedieinspektør, der spiller lag-på-lag-løgner aldeles uden blusel.
Lykke-skuldre
Over for storesøsterparret Joof-Lohmann står lillesøsterparret med Martin Hestbæk som svimmel romantiker med gå-i-stå-af-lykke-skuldre og de varmeste øjne på Laura Bro, der svimser omkring ham med dårende nakke og sommerhede smutøjne.
Laura Bro formår faktisk også at kommentere tidens (hykleriske?) kvinde-selvopfattelse ved til allersidst at lade prinsesse-billedet krakelere: Da hun hører om kravene til den ægte kærlighed, bukker hun den ellers så villige nakke og opgiver kærligheden...
Men det er en af de frydefulde pointer, man selv må tage i Grønnegaards Teatret for at se, i sådan et par velgørende sommersekunder.
Og vær rolig. Niels Brunse har godt nok fået ordene »Trolden Katharina« til at rime på: »ikke noget at grin a.« Men det passer slet ikke. Grinene skvulper over af vellyst, omtrent lige som replikkerne. Og brysterne.
*Trold kan tæmmes af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Instruktion: Emmet Feigenberg. Scenografi: Mia Stensgaard. Koreografi: Niclas Bendixen. Kapelmester: Ian Brodersen. Grønnegårdsteatret i Kunstindustrimuseets Have kl. 19.30 (åben for picnic fra kl. 17.30). Til 21. aug. www.groennegaard.dk
