Læsetid: 6 min.

Søvnløshed og utroskab

En masse skuespiller-karrierer har fået nyt liv via Charlie Kaufmans intelligente og udfordrende manuskripter
4. juni 2004

Interview
Jeg venter på mit møde med forfatteren Charlie Kaufman, i øjeblikket på promotion-turné i forbindelse med Evigt solskin i et pletfrit sind, en film der – bl.a. – handler om den uudslettelige fortid. For få år siden nedkom Kaufmans hjerne med Being John Malkovich, instrueret af Spike Jonze, og hvem får jeg øje på i lobbyen andre end John Malokvich. Det føles på en eller anden måde passende.
Kaufman kommer for tidligt – lille, med uglet hår, en smuk udgave af Jerry Bruckheimer. Han har også jetlag, han var ankommet dagen før og havde været lysvågen hele natten.
På en god måde?, spørger jeg muntert. Han svarer forarget: »Ikke at kunne sove er aldrig godt!«
Han fortsætter: »Jeg har tit problemer med at sove, så jeg er altid nervøs for, om jeg kan sove under nye forhold eller i forskellige tidszoner.«
Nu da han nævner det, han har poser under øjnene, der er både dybe og mørke som huler.
– Hvad med at prøve ørepropper?
Det afviser han, med et udtryk som en der er vant til at blive misforstået.
»De virker ikke. Måske for normale mennesker – men ikke for mig.«
At Kaufman ikke er normal, er mange Hollywood-skuespillere glade for. Han er over-normal, helt speciel, denne manuskriptforfatter du henvender dig til, når alle de store navne har vundet deres formuer, og tabt gnisten. Being John Malkovich genopfandt Malkovich, og viste også nye sider af Cameron Diaz. Adaption mindede alle om Nic Cage og Meryl Streep havde masser af hjerte. Nu har Evigt solskin i et pletfrit sind afsløret en ny Kate Winslet. Instruktøren, Michel Gondry, fortjener ros, men i virkeligheden er det Kaufman-faktoren man oplever. Han har masser af uhørte, firedimensionale neuroser, og det smitter af på omgivelserne.
Han synes at være ubevist om sin nyfundne status (den eneste forfatter man finder på Hollywoods seneste Top 100 over magtfulde personer).

Hvem er hvem?
Jeg vil gerne vide om Evigt solskin i et pletfrit sinds karismatiske, afsindige heltinde, Clementine (Winslet) – en kvinde, der pludselig beslutter at glemme alle minderne om sin sky, lidt klodsede kæreste, Joel (Jim Carrey) – er baseret på en tidligere kæreste. Han svarer nej.
»Der findes en person, jeg engang havde et forhold til, som sandsynligvis tror, hun er Clementine,« tilføjer han med et snedigt grin. Han fortæller, at hun også troede, hun var inspirationen til Amelia (den engelske pige i Adaption, som Cages svedige, forpinte ’Charlie Kaufman’ var vild med).
»Hun gik rundt og fortalte alle, det var hende,« siger Klaufman. »Det var det ikke.
Men det fortalte mig en masse om hende, at hun troede det.«

Fascination
I virkeligheden er Clementine baseret på en performance-kunstner, Kaufman en gang ’var interesseret i’.
– Hvordan interesseret?
»Forstået på den måde at jeg følte mig tiltrukket af hende, og jeg forsøgte at finde ud af hvorfor. Jeg kendte hende ikke... Jeg spekulerede blot over, hvor meget af hende der var virkeligt, og hvor meget af hende der var façade.«
– Hun lyder farlig.
Han ler pludselig, på en slags Woody Allen-måde: »Tag f.eks. Maxine (vampen i Being John Malkovich)! Jeg kan sagtens forstå, man kan blive tiltrukket af sådan en kvinde. Og hun var jo nærmest ikke et menneskeligt væsen.«
Han fortæller videre, at han fascineres af utroskab og forræderi. »Folk er fortabte og ensomme, de gifter sig og bliver skilt hele tiden. Jeg forsvarer ikke, at folk har affærer, jeg siger ikke en gang, at det er i orden at praktisere utroskab. Jeg ved blot, at livet ofte kaster dig ud i sådanne situationer. Måske er jeg gal eller atypisk, men der er altid en eller anden forelskelse, en tiltrækning eller forgabelse...«
Men det er ikke noget for ham.
»Måske kender jeg meget specielle mennesker, men spørgsmålet om interesse eller mangel på interesse i et eksisterende forhold – alle, jeg kender, synes at gå igennem den slags i en eller anden form hele tiden.«

Universalbegreber
Selv om han er meget åben, er Kaufman også en meget privat person. Hvad, han er interesseret i, er at finde unviversalbegreber, og det begreb, han ville undersøge i Evigt solskin i et pletfrit sind var den rolle fantasien spiller for vore følelser, i livet såvel som i kunsten.
»Hvis jeg var vild med en kvinde,« siger han muntert, »og jeg havde kendt hende i lad os sige to dage og fik fortalt, at vi i virkeligheden havde haft dette to-årige virkeligt dårligt fungerende, rædselsfulde forhold, ville jeg føle at der var noget virkelig sexet over det. Det ville ophidse mig at tænke på det.« Han sukker.
»Men hvis jeg i virkeligheden havde et forhold til hende, så ville det være det. Problemet er så, hvordan man videreformidler det. Jeg ville gerne have alle disse klip af par, der gloede fjernsyn og ikke sagde noget, men selv det ville ikke fortælle dig, hvor dræbende det kan være, ikke vise dig rædslen i det. I en film, der varer to timer,
kommer det altid til at se mere romantisk ud, mere ideelt.«

Kaufman og Clooney
Han er meget glad for den reaktion filmen er blevet mødt med i USA.
»Alle disse mennesker der har skrevet ind til den hjemmeside, studiet har lavet, for at fortælle at ’det er lige mig, det er mit forhold!’, virkelig følsomme ting, meget bevægende. Det synes jeg er et meget interessant fænomen, gør du ikke?«
– Men de mennesker, der skriver ind, er de ikke lidt...
»Sære?«, siger Kaufman. »jo, det er jeg enig i. Det er ikke noget jeg selv ville gøre...«
Berømmelsen har tydeligvis ikke gjort Kaufman mere tykhudet. Overraskende åbent fortæller han om et nederlag, han løb ind i, mens han arbejdede sammen med George Clooney på filmen Confessions of a Dangerous Mind. Clooney ledte efter en film, han kunne instruere, og faldt over et Kaufman-manuskript, der havde cirkuleret i årevis, og for at sige det mildt, var der ikke samme kemi som Kaufman oplever med Jonze og Gondry. Ironisk nok afviste Clooney Human Nature og sagde, at Gondry ikke ’forstod’ Kaufmans materiale. Mon ikke det var den anden vej rundt.
»Jeg var ude af processen,« siger Kaufman.
»Han fulgte manuskriptet på en grafisk måde, men for mig var det mindre vigtigt. Jeg nævnte det ikke, da filmen kom, jeg ville ikke skade den. Men for nylig sagde nogen til mig i et interview at han elskede Confessions of a Dangerous Mind, og her kunne jeg så enten sige ’Mange tak’ eller ‘Tja, det gjorde jeg ikke...’«
– Men Clooney er ikke nogen rar fjende at have – main-stream/ kunstfilmens verden er lille, og han er en magtfuld herre?
»Men det er en dårlig grund til ikke at have én som din fjende!« udbryder Kaufman ophidset.
»Altså, jeg mener, han er ikke min fjende, jeg vil blot ikke arbejde sammen med ham mere. Eller Soderbergh eller andre af de fyre. Det drejer sig om, at jeg ikke ønsker, det skal betyde noget, at han er magtfuld. Ok, hvis min karriere begyndte at gå ned ad bakke, kunne han gøre det vanskeligt for mig på grund af de ting, jeg har sagt. Men du ved, foreløbig går det godt nok. Jeg er ikke bange for Clooney, jeg behøver ham ikke.«
Jeg siger, at jeg ikke kan forestille mig Evigt solskin i et pletfrit sinds kujonagtige Joel indtage et sådant standpunkt, og Kaufman løfter armene i vejret.
»Men Joel ville finde modet til at gøre det! Det ville han, han ville finde styrken, for han ville vide at det var en David-og-Goliath ting, og at det er vigtigt at stå ved, hvad du tror på!«
David og Goliath, siger jeg – der var en historie: den to timers ideelle version af livet, ikke den ægte vare. Han ler.
»Måske har du ret. Måske er der en længere historie om mig og George Clooney ude i fremtiden.«
Det føles kun naturligt at jeg, da jeg træder ud af elevatoren, næsten falder over Malkovich, der stille har parkeret sig på en bænk. Fortiden er et andet land, men i Kaufmans verden er den også lige rundt om hjørnet.

©The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her