Læsetid: 5 min.

Soniske surfere cruiser hyperspace

Efter seks års pladepause er hiphop-pionererne Beastie Boys ude med nyt. Trods 20 år i branchen er det kun gruppens sjette fuldlængdeudgivelse – til gengæld er det en af deres bedste!
14. juni 2004

Ny cd
Blandt de utallige udøvere af hiphop à la USA udgør det hvide segment et markant etnisk mindretal, ja det er svært at komme i tanke om prægnante navne nok til at matche antallet af fingre på en hånd.
Trods en nobel og frugtbar tradition for mainstream-appropriation af diverse afroamerikanske genrer fra blues og ragtime over jazz og rock’n’roll til disco og house – en grov forenkling, thi i tilfældet USA handler alt om krydspodning og synergi, men lad det ligge, ellers bliver det for kompliceret – har der i tilfældet hiphop været tale om en selektiv proces, hvor delelementer er blevet inkorporeret i andre genrer eller har stået fadder til interessante subgenrer som bl.a. triphop. Også nü metal ville være utænkelig uden påvirkningen fra hiphop, mens f.eks. en Beck med succes har mixet den med sin uforlignelige skrammel-folk og dermed skabt noget unikt, der er blevet efterlignet af høj og lav.

Autonom hvid homeboy
Men der er et par markante undtagelser – nej, ikke Vanilla Ice eller Mark Wahlberg – hvoraf to har skrevet hiphophistorie og påvirket genrens udvikling: Den allestedsnærværende Eminem, som har formået at tilføre genren sit unikke temperament såvel som givet den et kunstnerisk løft her ved indgangen til et nyt årtusind og så veterantrioen Beastie Boys.
Disse tre snothvalpe – Mike D, MCA og Ad-Rock – bragede igennem som næsvise hiphop-hofnarre med lp’en Licensed To Ill i 1986. Ikke nok med at pladen – til mange (sortes) indignation – som den første hiphop-udgivelse nåede hitlisternes førsteplads (hvor den blev i syv uger!), den tilførte genren en hamper hørm af fest- og fissefikserede rock’n’roll-platituder og fik i processen tag i den brede hvide middelklasses unger på en indtil da helt uhørt facon og fik dermed spredt budskabet til den ganske (vestlige) verden.
Budskabet var en – for nogle – indbydende Budweiser-drevet nihilisme, eksemplificeret ved det smittende neandertalhit, »(You Gotta) Fight For Your Right (To Party)«. Purister måtte uvægerligt spørge sig selv, hvorvidt Beastie Boys elskede hiphop eller gjorde grin med den. Tja, både og!
Retrospektivt er det nemt at se det originale ved gruppens i samtiden så udskældte debut; fra og med den heftige rocktrommefigur, der åbner festen (tyvstjålet fra Led Zeppelins mindst lige så imposante »When The Levee Breaks«) skabte de tre jødiske knægte i samarbejde med produceren Rick Rubin en ny stil.
For det første lød de overbevisende hvide, ja, Mike D’s nasalt skærende stemme blev gruppens varemærke, hvilket skabte modvillig respekt for dem i et miljø, hvor »keepin’ it real« er et allestedsnærværende mantra.
Som Q-Tip fra det velrenommerede A Tribe Called Quest retorisk spurgte (og selv besvarede!): »You know why I could fuck with the Beastie Boys? They don’t try to be black.« Og for det andet skabte de en overbevisende humoristisk fusion af hiphop, punk og metal med masser af pubertære sex-, beer- og rock’n’roll-attituder. Et tegneseriehold, javel, men ikke desto mindre placeret i toppen af første division.
Med det efterfølgende Paul’s Boutique (1989) skabte trioen en autonom hvid homeboy-klang og – kultur ved hjælp af såvel en grasserende brug af samples som populærkultulturelle referencer nok til at udfylde samtlige spørgekort i et spil Trivial Pursuit. Sammen med producerparret The Dust Brothers skabte de sonisk æstetik, der ikke lå langt fra William Burroughs litterære cut-up teknik, og pladens iderigdom giver genlyd den dag i dag.
I samtiden blev pladen dog stort set ignoreret, og det var føst da de med efterfølgerne Check Your Head (1992) og Ill Communication (1994) begyndte noget så kætterisk inden for hiphoppen som at spille deres egne instrumenter, at de atter gjorde sig bemærket på hitlister og via radiobølger med en stribe velsiddende hitsingler, hvoriblandt »Sabotage« udgør højdepunktet. At de ikke er verdens bedste instrumentalister giver pladerne et uhøjtideligt afslappet groove, tilsat lige dele uimponeret slaske-funk og psykedeliske lyd-collager, der danner perfekt klangbund til deres maniske raps.
Op gennem 90’erne kunne man følge de tre ungersvendes udvikling fra uansvarlige klovne til politisk bevidste og engagerede hiphop-krigere med fokus på Dalai Lama og Tibets situation under Kinas jernhæl, hvilket fik hiphopbladet VIBE til lidt uvenligt at kalde dem »would-be Richard Geres in baggy pants.« Oh well – you gotta party for your right to fight! Men med deres til dato skæggeste og mest spraglede – electro! lo-fi indie! Bossa Nova, for Christs sake! – udgivelse, 1998’s fyrige Hello Nasty, der både introducerede trioen for en ny generation og konsoliderede deres status som pionerer, der ned gennem årene havde formået at tiltrække såvel hiphop-miljøets sejeste som rockens mange ’alternative nations’.
Noget af det mest imponerende er, at Beastie Boys efter små 20 år i branchen tilsyneladende ikke syntes at være løbet tør for krudt! Tværtimod, at dømme ud fra trioens seneste, seriøst røvsparkende og på alle måder animerende såvel som inspirerende langspiller, To The 5 Boroughs (titlen hentyder til de fem bydele, der tilsammen udgør New York City: the Bronx, Brooklyn, Manhattan, Queens og Staten Island), som i den grad formår både at holde fluerne fra røvhullet, blæse støvet ud af øregangene og samtidig udsende en em af politisk engagement og samtidsbevidsthed.

Et mylder af genrer
Mere klangligt renfærdig end Hello Nasty er der på To The 5 Boroughs stadig tale om ren og uimodståelig årgangs-Beasties: det myldrer med genrer – pop, funk, rock, lounge, hophop, electro etc. – fundne lyde, løsrevne citater, svedigt spillede instrumentalspor, gale trommeprogrammeringer, afsindige produktioner og en energi uden lige eller bare antydning af, at de tre herrer hver især racer mod de 40! De cruiser uanfægtet videre i hyperspace som de ufærfærdede soniske surfere de nu engang er!
Alene urkraften i første vers af åbningssalven »Ch-Check It Out« beviser trioens uhørte vitalitet og fortsatte relevans i vor stadig hastigere accelererende verden, på trods af alle dens old school-konnotationer og fuldstændige afstandtagen til de sidste 15 års grasserende gangsta-rap: »All you Trekies and TV addicts/ Don’t mean to dis don’t mean to bring static/ All you Klingons in your grandma’s house/Grab your backstreet friend and get loud/ Blowin’ doors off hinges/ I’ll grab you with the pinchers/ And no I didn’t retire/ I’ll snatch you up with the needle nose pliers«. Jawohl, mein Capitän.
Der er kun ét at gøre, hvad angår To The 5 Boroughs, kære læser: »Ch-check it out...« Den holder! Og forstærker kun indtrykket af Beastie Boys’ sær- og pionerstatus. Pretty fly for a bunch of white guys. Hvis De spørger mig.

*Beastie Boys: To The 5 Boroughs (Capitol/EMI) Produceret af The Beastie Boys. Udkommer i dag

*www.beastieboys.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her