Læsetid: 5 min.

Spillefilmens sande fader

Filmhistorien dyrker med urette den racistiske W. D. Griffith som den første skaber af seriøse spillefilm. Den ære burde tilkomme svenskeren Victor Sjöström
11. juni 2004

Filmhistorie
Blandt filmhistoriens absolutte nybrydende pionerer findes en højest pinlig skikkelse, hvis pinlighed mange filmentusiaster helst ikke vil tale om. At sætte historiske filmperler i dårligt lys er ikke velset i kendermiljøerne. Filmhistorien bør være en fortælling om og af helte, synes man. Den pinlige pioners navn er D.W. Griffith.
I generationer er filmstuderende blevet indprentet, hvor vigtigt et grundigt kendskab til Griffith er. I højere grad end nogen anden var det nemlig hans fortjeneste, at filmen også udviklede sig til et medie for seriøse, lange spillefilm. Påstanden er ikke helt forkert. Griffith ydede unægtelig et afgørende bidrag til at udvikle en visuel grammatik for store episke filmfortællinger i årene før Første Verdenskrig. Med The Birth of a Nation overbeviste han et større filmpublikum om, at timelange spillefilmfortællinger også kunne være værd at sidde stille og se på.

Racisten Griffith
Forbløffende er det ikke desto mindre, at filmmennesker endnu i dag kan se The Birth of a Nation uden at ænse andet end filmens dygtigt orkestrerede suspense, de nye kameravinklers sensitivitet, close-up-klippenes følelsmæssige prægnans osv.
Hvordan kan de i deres entuasiastiske gransken helt overse filmens modbydelige racistiske budskaber, monstrøse sentimentalitet og de uhyggelige effekter, den fik på sin tids USA. Jo – denne film blev begyndelsen til spillefilmens indtog i biograferne – men den var også med til at genoplive lynchning af sorte som amerikansk hobby. Med andre ord: Vel var D.W. Griffith en af filmens største pioner – men gør dog ikke en helt af ham!
På højdepunktet af Griffiths kunsteriske løbebane virkede en anden ikke mindre væsentlig pioner, som langt bedre tåler filmhistorisk granskning – en genuin kunster, en fascinerende og sympatisk mand, hvis karriere kom til at strække sig helt op i efterkrigstiden. Ku klux klan-beundreren Griffith derimod var så arkaisk og indsnævret i sin vision, at han allerede var passé og udbrændt sidst i 1920’erne.
Jeg taler om Victor Sjöström (1879-1960). Han var kun fire år yngre end Griffith og i modsætning til denne en virkelig poet og en mand, hvis liv i sig selv kunne danne forlæg for en fremragende spillefilm. Glem filmhistorikernes konvention: Se Sjöström – ikke Griffith – som spillefilmens sande fader.

USA tur-retur
Historien er i korte træk, som følger: Sjöström blev født i Silbodal i Sverige som søn af en fremgangsrig tømmerhandler. En voldsom lavkonjunktur ruinerede imidlertid faderens virksomhed. Den pludseligt dybt forarmede mand rejste med sin familie til USA, mens Victor stadig var dreng. I Den Nye Verden blomstrede faderens forretningstalenter atter, men det var som om hans nyvundne kapitalistiske ildhu havde ændret hans personlighed og gjort ham til en dominerende tyran. Da moderen døde, valgte Victor, som endnu var i sine tidlige teenageår at vende sin far ryggen og rejse alene tilbage til Sverige. I en alder af 16 – samme år som faderen døde – besluttede Victor sig for at blive skuespiller. Han var en høj og flot ung mand med en barsk maskulin udstråling der skaffede ham succes i flere roller. I de første år af det 20. århundrede begyndte han så småt at lave kortfilm, hvor han selv medvirkede som skuespiller. Han blev straks dybt fascineret af mediet og indså, at filminstruktør – det måtte han nødvendigvis være.
Sjöström instruerede omkring 40 spillefilm i Sverige, hvoraf kun en fjerdedel har overlevet tidens tand. Af disse har jeg selv kun set ret få, men rigeligt til at underbygge min påstand om, at Sjöström bør anses for spillefilmens første mesterinstruktør. (Hans nærmeste rival kunne meget vel være hans landsmand, Mauritz Stiller – begge talenter blev opdaget og ansat af Charles Magnusson, svensk films første store impressario.)
Terje Vigen handler om en fisker, hvis livsgrundlag spoleres af den engelske flådeblokade under Napoleonskrigen. Filmen er et melodrama, hvor Sjöström selv spiller hovedrollen. Især imponerer den ved sine scener af et oprørt hav og naturkræfternes vildskab, der blev optaget on location. Griffith betragtede naturen som blot endnu en slags dekoration, hvorimod Sjöströms film er fyldt med en spirituel og lyrisk naturfølelse.
Nævnes må også den gribende og socialt indignerede Ingeborg Holm (1913), hvor Hilda Borgström spiller en fattig enke, som mister forstanden, da også hendes børn dør fra hende og mesterværket Berg-Ejvind och hans hustru (1917), en islandsk saga, hvori et fredløst kærestepar må overleve i vildmarken efter at være blevet udstødt af bygden.

Gemte juveler
Disse film er stumfilm. Vel udfolder de alle den amerikanske stumfilmgenres melodramatiske konventioner, men fortælleformen er langt mere subtil end Griffiths og skuespilspræstationerne mindre teatralske. Og fremfor alt er deres menneskelige budskaber langt mere bevægende og opbyggelige. Igen er noget af det mest imponerende ved disse film, at de sjældent gør brug af sætstykker og kulisser, men er stærkt inspireret af forholdet mellem mennesker og den natur, der omgiver dem.
Jeg vil gætte på, at der stadig må være mange juveler i Sjöströms œuvre , som venter på at blive (gen)-opdaget – måske især blandt de film, han lavede med Selma Lagerlöf som manuskriptforfatter.
Da det blev nedgangstider for svensk filmindustri, takkede Sjöström ja til invitationer om at komme til Hollywood. Han skiftede navn til Seastrom og fik et formidabelt kommercielt gennembrud hos MGM med He Who Gets Slapped i 1924, hvis rollebesætning talte stjerne som John Gilbert, Norma Shearer og den store Lon Chaney, som spiller en mislykket opfinder, der må se sig reduceret til den nederste klovn i hierarkiet – den klovn, de andre klovne i cirkus slår i ansigtet.

Bergmans mentor
I nogle få år var Sjöström USA’s førende instruktør (samtidig med at Griffiths stjerne hastigt dalede). Han instruerede Lillian Gish i en versionering af Hawthornes The Scarlet Letter (1926) og Greta Garbo i The Divine Woman (1928). Gish viste sig som en langt større beundrer af Seastrom end landsmandinden Garbo og ønskede at blive instrueret af ham i The Wind. Denne film skulle ikke blot blive Seastroms største mesterværk – den er for mange filmentusiaster det største stumfilmsmesterværk overhovedet.
Filmen blev optaget under nådesløse vilkår i Mojave-ørkenens sandstorme. Gish spiller en ung kvinde, som gifter sig med en brutal mand, bliver voldtaget og drives til at begå mord. Dens skildring af den unge kvindes prøvelser og blotlæggelse af hendes psykologiske dybder er uforglemmelig i sin ætsende uhygge.
Sjöström var kun 50 år på dette sin karrieres højdepunkt. Han instruerede yderligere nogle film i USA, men valgte så igen at vende tilbage til Sverige, hvor han i 1940 blev direktør for AB Svensk Filmindustri – det selskab, som udviklede så mange store skuespillere og instruktører, herunder Ingmar Bergman. Sjöström var den unge instruktørs vejleder og mentor og i 1957 indvilgede han i at spille den ældre mand, hvis foruroligende dagdrømme markerer forløbet i Smultronstället. Han var da tæt på de 80, i perioder drukfældig og ramt af ondt lune. Bergmans selvbiografi rummer en magisk passage om Sjöström, da han skulle filmes på tæt hold i en close-up-sekvens, hvor hans figur skal visualisere smerten ved at føle hele sin kolde og indholdstomme fortid. Sjöstrom vender sig bort fra kameraet for en stund som for at jage sin gammelmandsgnavenhed væk og fokuserer så i et ansigtsudtryk, der er et af filmhistoriens mest udtryksfulde.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu