Filmfestival
Hvordan forklarer man dansk films succes til en udlænding én, der ikke kender den danske filmbranche og det danske støttesystem?
Jeg er til filmfestival i den russiske badeby Sochi, der ligger langs Sortehavskysten, tæt på grænsen til Georgien, og jeg sidder sammen med den tyske filminstruktør Helma Sanders-Brahms, der er medlem af festivalens hovedjury. Aftenen forinden er Manden bag døren, den første af konkurrencens to danske film, blevet vist den anden er De grønne slagtere og hun fortæller, at hun er så glad for at se, at vi danskere stadig laver gode film.
Helma Sanders-Brahms vil vide, hvordan det lykkes danske filminstruktører at fortælle historier med så stærke følelser og karakterer, når ingen andre efter hendes mening kan.
Og så er det, at jeg kaster mig ud i lang forklaring om Den Danske Filmskoles betydning for den enorme succes, der er blevet dansk film til del siden midten af 1990erne. Jeg taler om Lars von Trier og Dogme95, der for alvor åbnede udlandets øjne for dansk film. Og jeg fortæller om en ny generation af filmskabere og skuespillere og om det danske filmstøttesystem, der nok har sine kritikere i den kreative del af branchen, men som ikke desto mindre er det altafgørende fundament, som branchen hviler på.
Helma Sanders-Brahms er led og ked af det tyske støttesystem, der er spredt på mange forskellige hænder og så omstændeligt, at det dræber enhver friskhed og spontanitet.
Det er næsten som at løbe spidsrod, og hun fortæller om en veninde, der har lavet ikke færre end 27 versioner af et manuskript, fordi de forskellige støtteinstanser alle havde noget at indvende.
»I er heldige,« siger hun med et suk, »og du skal være stolt.«
Det er jeg så, mens jeg i hovedet prøver at kortlægge min egen, betydelige indsats i dansk films tjeneste.
Danske film populære
Jeg sidder i festivalens FIPRESCI-jury, der ud over mig består af filmkritikere fra Norge, Tyskland og Rusland. Vi skal bedømme de samme film som hovedjuryen og give en kritikerpris til den, vi synes, er bedst. Det føles en smule akavet i forhold til de danske film, som jeg har set flere gange og synes rigtig godt om.
Mit håb er, at der senere på festivalen kommer en virkelig god film fra Litauen, der kan få mig til at glemme alt om grønne slagtere og mænd bag døre.
I skrivende stund er festivalen nået halvvejs, og det er endnu for tidligt at begynde at bedømme programmet i sin helhed, men i hvert fald er de danske film blevet nogenlunde godt modtaget og har været lyspunkter i et lidt tungt konkurrenceprogram, der består af 16 europæiske film.
Der var ikke så mange mennesker til kørslen af Jesper W. Nielsens tragikomiske drama Manden bag døren, men reaktionerne fra begge juryer var positive.
Til gengæld er meningerne mere delte om Anders Thomas Jensens groteske komedie De grønne slagtere, som handler om to slagtere, der får succes, da de begynder at sælge menneskekød som kylling. Efter den velbesøgte visning møder jeg festivalkonsulenten Phyllis Mollet, der også sidder i hovedjuryen. Hun synes, at det var en stærk historie, men hun var hele tiden ved at kaste op.
»Og det er jo, hvad instruktøren ønsker.«
Min russiske kollega i FIPRESCI-juryen, Angelika Artiuch, er betydeligt mere positiv hun synes, at det er en provokerende, men god film og juryens norske medlem, Ingvald Bergsagel, er meget begejstret. Det er en rigtig sjov film, siger han.
Underlig opdeling
Der er en del mennesker til kørslen af De grønne slagtere, og Angelika forklarer, at danske film faktisk er populære i Rusland, og at »det anses for at være god smag at gå til disse visninger.«
Som så mange andre, mindre filmfestivaler rundt om i Europa er festivalen i Sochi en lidt speciel konstruktion. Organisationen Kinotaur, der står bag festivalen, arrangerer i alt fire festivaler rundt om i Rusland, blandt andet en børnefilmfestival i Moskva.
I Sochi finder to filmfestivaler sted samtidig, Sochi International Film Festival og Sochi Russian Film Festival, der begyndte et par dage før den internationale del og er et vigtigt udstillingsvindue for ny, russisk film. Den russiske og naturligt nok mest populære del af festivalen foregår hovedsageligt i Vinterteatret, en stor teaterbygning i pseudoklassisk stil, der ligger ved siden af det gigantiske Hotel Zhemchuzhina, hvor alle festivaldeltagerne bor, og hvor festivalcenteret befinder sig.
På hotellet er der en mindre, men trods alt bedre biograf, hvor filmene i det internationale program vises, og hvortil kun hotellets gæster og akkrediterede festivalfolk har adgang. Billetter sælger man til visningerne af de russiske film i Vinterteatret, mens der er gratis entré til de populære open air-forestillinger, der hver aften kører på pladsen foran teatret.
Man undrer sig en smule over denne opdeling, som tilgodeser de russiske film, der i forvejen får premiere i de lokale biografer, og som ikke gør meget for at give de øvrige film en chance hos et russisk publikum.
Forvirrende oplevelse
Meget symptomatisk er det, at den hidtil mest velbesøgte visning i det internationale program er en forpremiere på Renny Harlins amerikanske actionthriller Mindhunters, der har Val Kilmer og Christian Slater på rollelisten.
Det er 15. gang, at Kinotaur afholder russisk filmfestival i Sochi, og det er 11. gang, at den har følgeskab af en international del.
Juryen har i år den iranske instruktør Jafar Panahi som formand, og ud over Phyllis Mollet og Helma Sanders-Brahms tæller den så forskellige personligheder som den tadjikiske instruktør Gulya Mirzoeva, hendes jugoslaviske kollega Goran Markovic og Kim Dong Ho, der er grundlægger og leder af den berømmede Pusan International Film Festival i Sydkorea.
Til åbningsceremonien, hvor medlemmerne af begge juryer måtte gå ad en blå catwalk foran et større russisk publikum for at blive præsenteret på scenen, viste man den franske instruktør Frederic Schoendoerffers Agents secrets, en lidt rodet thriller om to hemmelige agenter, der får problemer, fordi de ikke længere vil være en del af det store bedrag.
Visningen af åbningsfilmen var en meget mærkelig oplevelse, fordi man ikke havde nået at tekste den på russisk eller engelsk og derfor simultantolkede på russisk direkte oven i det franske i biografens højtalere, mens det engelsktalende måtte lytte til en lavmælt oversættelse i et par hovedtelefoner. Det gjorde ikke just den i forvejen forvirrende film mindre forvirrende.
Et af sideprogrammerne, Spies, Spies Spies Are Around Us Thriller under the Red Banner, består af ældre russiske og østtyske spionfilm desværre ikke tekstet på engelsk, men bestemt stilfulde og festivalens programlægger, Sergej Lavrentiev, indledte festivalen med en tale om, hvordan alle film er en form for spioner, der gransker menneskers liv.
Og så er det altså op til de to juryer at vurdere, om disse spioner gør deres arbejde godt eller skidt.
