Læsetid: 5 min.

Til statsfilosoffens fødselsdag

De gamle fjender er blevet venner: Jacques Derrida skrev et åbent brev til sin nye allierede Jürgen Habermas i en tysk avis. Hvad er det, de står sammen om og imod?
23. juni 2004

De gamle fjender er blevet venner: Jacques Derrida skrev et åbent brev til sin
nye allierede Jürgen Habermas i en tysk avis. Hvad er det, de står sammen om og imod?

Oplysning
Det var en mægtig fejde. Der var sladder til gården og filosofi til gaden. Det var underholdning i europæisk topklasse. Tyskerne foragtede den franske filosof som mystiker og obskurantist; de franske studerende anklagede den tyske filosof for opportunisme og for at bruge mange ord til at gentage få tanker, der allerede var tænkt mange gange før. Det var Paris versus Frankfurt; det var den fransk-algierske filosof, Jacques Derrida, mod den tyske filosof, Jürgen Habermas.
Habermas skrev i sit store værk om det modernes filosofiske diskurs fra midten af 80’erne, at Derrida så hele Vesten som en samlet metafysisk kultur, som det gjaldt om at overskride. Derrida så ifølge Habermas oplysningstænkningen som voldelig og undertrykkende. Og som Habermas antydede:
»Derrida gjorde ikke uden sans for den åndshistoriske situation denne kritik gældende i maj ’68, hvor revolten havde nået sit højdepunkt.«
Habermas mente, at Derrida undervurderede den oplyste tanke. At han ikke forstod, at oplysningen kun bliver voldelig og undertrykkende, hvis den ikke er oplyst nok. Det moderne er ikke et lukket skema for forståelse af den sociale virkelighed. Det er med en af Habermas verdenskendte fraser: Et ufuldendt projekt. Og Habermas holdt sig ikke for god til at sætte tingene på spidsen: Derrida var mystiker. Han dyrkede fornuftens fjender som sine allierede.
Kritikken af Derrida blev udfoldet som moment i Habermas’ kampagne mod det, han forstod som den franske postmodernisme.
Derrida svarede Habermas: først i 1988 i Mémoir – til Paul de Man og siden i 1990 i bogen Limited Inc. De studerende tog parti; de var for eller imod. Man talte om den ’tysk-franske filosofkrig’. Sådan var det i 80’erne, og sådan fortsatte det i 90’erne. Men pludselig blev fjenderne til venner. Derrida modtog en prestigiøs pris i Frankfurt og udtalte, at han altid havde følt sig som ’frankfurter’; dvs. forbundet med den Frankfurterskole, som er Habermas’ filosofiske udgangspunkt og tradition. Habermas og Derrida lod sig efter den 11. september 2001 interviewe til bogprojektet Philosophy in a time of terror. Og den 31. maj 2003 udsendte de to filosoffer et fælles manifest for Europa.
Jürgen Habermas blev i fredags 75 år, og ved den lejlighed mindedes Christine Pries i Frankfurter Rundschau den gamle konflikt:
»Den legendariske tysk-franske strid om fornuften og den ’postmoderne fornuftskritik…….havde en dyb indflydelse på det personlige og akademiske miljø. Man kan næppe forestille sig, hvor voldsomme disse modsætninger var, og de kom til at præge en hel generation. Også nu hvor den oprindelige vrede synes forduftet, er de gamle beskyldninger stadig nærværende i så godt som alle teoretiske diskussioner om grundlaget for viden.«
Og alligevel er den nye alliance logisk. Den forklarer sig selv. For som Pries konkluderer:
»Jürgen Habermas og Jacques Derrida har efterhånden erkendt, at de begge står på oplysningens side, at de begge er kompromisløse tilhængere af et socialt demokrati, og de begge er imod alle bestræbelser for at etablere økonomisk, politisk eller teoretisk overherredømme. Nu er det på tide, at gøre dem deres indsats efter.«
Habermas har på den ene side erkendt og anerkendt den moderne rationalismes skrøbelighed; han har efterlyst religiøs tro som moment i den moderne verden; Derrida har erkendt og anerkendt oplysningen som en kritisk tradition.

Tillykke
Det var således sensationelt, at avisen Frankfurter Rundschau fredag kunne bringe Jacques Derridas fødselsdagstale til Jürgen Habermas. Derrida fortalte sin version af historien; han kaldte Habermas gamle polemik for ’uretfærdig eller i hvert fald overilet’. Men han brugte store ord til betegnelse af sin følelser for deres nye relation:
»Jeg elsker denne historie, jeg har lært at elske den. Den er ikke kun historien om den sene fødsel på et venskab eller personlig tilegnelser. Dens filosofiske og politiske betydning rækker allerede langt ud over os begge.«
Derrida redegjorde for deres fælles politiske mål: en anden tænkning om krigen i Irak, en global demokratisering af de politiske institutioner, en dialogisk løsning på det palæstinensiske problem, men først og fremmest forestilingen om et andet Europa:
»Jeg tror, det er nødvendigt med en ny politisk europæisk kultur, og for at det kan gøres konkret, er det nødvendigt med en europæisk følelse, ind i hjerterne og ind i knoglerne og i de konkrete europæiske borgeres hverdag. Det er nødvendigt med en følelse af samhørighed.«
Ikke en sentimental melodi over det gamle Europa, men en praktisk tydeliggørelse af forbindelserne mellem de europæiske borgere i en demokratisk offentlighed. Derridas og Habermas’ offentlige fælles aktioner skal markere og manifestere den samhørighed; den skal vise sig forbilledlig som det europæiske felt, hvor gamle fjender bliver venner i deres stadige respekt for
uenighederne. Og som Derrida slutter:
»Jeg ønsker af mit hjerte, at Jürgen Habermas’ ord, skrifter og person vil blive ved med at oplyse vores håb i disse afmægtige tider, hvor vi er konfronteret med så dunkle trusler.«

Statsfilosoffen
Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer har kaldte Habermas for ’den tyske statsfilosof’. Han har studeret hos Habermas, og han har deltaget i Habermas’ kritik af den radikale venstrefløj, som filosoffen efter 1968 kaldte ’venstre-
fascismen’.
Og statsfilosoffen gav da også, i anledning af den runde fødselsdag, et interview til det tyske pressebureau ADP. Hvor han endnu en gang slog fast: Det er ikke al-Qaeda, og det er ikke den globale terrorisme, som er verdenssfredens værste fjende:
»Ingen anden amerikansk regering har behandlet civile rettigheder i USA så hensynsløst, har ageret så skamløst i forhold til internationale traktater, internationale menneskerettigheder og selve kernen i FN’s charter: forbudet mod aggressionskrige.«
Derrida ville være helt enig. Han har skrevet en bog om det samme. Det er ikke stor filosof eller storartet politisk tænkning. Når Derrida siger, det rækker ud over dem begge, mener han: Det er en front, som er væsentligere end den filosofiske strid. Det er nogle fælles præmisser for etisk dialog og respekt for den andens eller næstens ukrænkelighed, som er selve forudsætningen for den filosofiske tanke. De fælles præmisser er egentlig kun udgangspunkt for dialogisk uenighed. Med mindre disse præmisser alligevel bliver så radikalt skandaliserede, at dialogen bliver truet. Så rykker statsfilosoffen og den franske revolteromantiker sammen. For at forsvare det rum, hvor de siden vil kunne strides igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu