Den store brobygger

Nekrolog
»My whole life is music. Music is as much a part of me as my body. I don’t know what I would do if music didn’t exist. That’s why I laugh so much. Music does exist, and so I enjoy my life in music.«
Ray Charles, 1981

Der er stemmer, og så er der stemmer. Sidstnævnte af en sådan beskaffenhed, at man med grafisk nøjagtighed husker første gang, man havde det privilegium at møde dem. Og således også med den sorte amerikanske sanger Ray Charles, der 73 år gammel bød verden ret farvel torsdag den 10. juni, hvor han udåndede i sit hjem i Beverly Hills i Californien. Født under ufatteligt fattige kår den 23. september 1930 i sydstaten Georgia, netop som den store depression tog fart, overkom Charles alle odds – fuldstændig blind som syv-årig, debut som som professionel musiker i en alder af 15 og heroinafhængig som 16-årig – slog han først igennem overfor et massepublikum i 1959, hvor størstedelen af hans banebrydende indspilninger for længst var foretaget, ja faktisk betød gennembruddet paradoksalt nok afslutningen på hans tid med pladeselskabet Atlantic, karrierens kunstnerisk set uomtvisteligt syv mest frugtbare år.
Ray Charles blev i kraft af sit alsidige virke og stilistiske bredde mange ting for de mange mennesker, han ned gennem årene rørte med sin kunst, men det var den
gåsehudsfremkaldende klang af hans ligefremt ekspressive bariton med rødder i blues og gospel tilsat pludselige spring op i falset – et stilistisk thowback til den ministrel-tradition, en Jimmie Rodgers forvandlede til hillbillykunst i 1920’erne – der bandt den blandede skare, der udgør Ray Charles’ fans, sammen.
Det er ikke overdrevet, at tilskrive ham visse af shamanens magiske egenskaber, thi han udstillede ikke sine følelser, men overgav dem i sit publikums varetægt, ja gennemborede dem med sin overvældende intensitet og foretog i processen en katarsis, der efterlod lytteren drænet, men forløst. Musikken vældede op i og ud af ham og han fremstod på både scene og plade i de første 10-15 år af sin karriere som en prisme, der reflekterede amerikansk populærmusik i alle dens facetter.

Geniet
At Charles fik tilnavnet ’the Genius’ er logisk i lyset af hans stilskabende bedrifter ned gennem årene, thi ud over at være en fabelagtig sanger var han også en fremragende pianist, habil saxofonist, prægnant sangskriver samt ikke mindst en perfektionistisk arrangør og producer – alt sammen styret af et enestående visionært og fordomsfrit valg af materiale, der med den legendariske producer og pladeselskabsmand Ahmet Erteguns ord skabte et værk, hvis sum er »American music at its very best«. Og det betyder, at man i Ray Charles enorme oeuvre – over 60 albums plus det løse blev det til – kan høre ham gøre sig i Tin Pan Alley-croon, storbyblues, folk, gospel-soul, jazz, R&B, country, Broadway og singer-songwriter materiale fra folk som Bob Dylan, James Taylor og Paul Simon.
Miraklet var ikke kun hans inspirerende fordomsfrihed, men i lige så høj grad hans evne til at fungere som brobygger mellem tilsyneladende disparate genrer.
Og i løbet af sin karriere omkalfatrerede han i hvert fald to genrer totalt; første gang da han i 1954 omarbejdede en sagesløs gospelsang til den uhørt sexede og rytmisk spændstige »I’ve Got A Woman«, hvormed han lagde grundstenen for den soul-musik, der skulle opleve sin storhedstid i midt 60’erne som dynamisk og voldsomt dansabel akkompagnement til periodens borgerrettighedsbevægelser, der i øvrigt gav ham ærestitlen Brother Ray. Samtidig betød hans popularitet blandt 50’ernes jazzmusikere, at han trak dele af jazzen ud af sen-boppens abstrakte improvisationer og bizarre rytmer hen mod, hvad Charles Mingus kaldte »the roots« subsidiært »true funky music«.
I 1960 signede han med ABC-Paramount, hvor han kom fantastisk fra start med sin rygradsrislende og definitive udgave af Hoagy Carmichaels »Georgia In My Mind«, men det var med udsendelsen af albummet Modern Sounds In Country And Western (1962) og dens tilhørende nr. 1-single, »I Can’t Stop Loving You«, at han påviste de emotionelle dybder i den af samtiden så foragtede countrymusik og i processen fuldstændig ændrede dens status hos det store massepublikum – ifølge Willie Nelson: »With his recording of ’I Can’t Stop Loving You’ Ray Charles did more for
country music than any other artist«.

Svedigt vækkelsesmøde
For føje år siden blev denne signatur besat af Ben E. Kings uforglemmelige tosomhedsode, »Stand By Me« og satte en større eftersøgning i gang for at finde samme på vinyl til gentagne afspilninger inden for drengeværelsets fire vægge.
Det var heller ikke i det sorthvide fjernsyns storhedstid let at finde ældre musik, der lå blot en centimeter fra alfarvej i pladebutikkerne, så da en bizart udseende tysk opsamlings-lp betitlet Lord Knud Präsentiert Evergreens à Go-Go bød sig til med benævnte sang, kan det nok være, der blev raget til sig. Denne dårligt pressede og tankeløst sekvenserede skive blev undertegnedes introduktion til den potente rhythm’n’blues, der udgik fra pladeselskabet Atlantic i 50’erne og de tidlige 60’ere.
Var lortet sjusket lavet, indeholdt den ikke desto mindre essentielle skæringer med navne som Big Joe Turner, La Vern Baker, The Drifter, The Coaster og Clyde McPhatter, men prisen for omkuldvæltende oplevelse gik til nummeret sidst på side et, det over fem minutter lange »What’d I Say« med… Ray Charles. Hallo! Tal lige om mødet med en ny verden. Over en inciterende boogie-woogie figur, afspillet på elektrisk klaver og tilsat virtuost latinpåvirket trommespil arbejder Brother Ray sig – i kontrapunktisk modspil med hans faste vokalkvartet, The Raelettes (hvad skulle den ellers have heddet?) – i løbet af nummerets anden halvdel op til noget, der lyder som et svedigt vækkelsesmøde i form af en hæsblæsende gospel work-out uden sidestykke i pophistorien; i hvert fald indtil man går i clinch med den om muligt endnu svedigere version af samme nummer, der findes på lp’en In Person (optaget på hjemmebane i Atlanta, Georgia. Det høres!) fra 1960, et af de bedste enkeltstående argumenter for livepladens berettigelse; den losser så meget mås, at man ikke kan sidde ned i flere dage efter blot en enkelt afspilning.
Gik der ind i mellem lige lovlig meget maner i den på plade i løbet af karrierens sidste år – også selv om man altid kunne finde mindst en tindrende vokalindsats på en hvilken som helst given udgivelse fra dén kant – leverede Charles altid varen på en scene, og denne signatur vil for altid bære mindet om Ray Charles og hans orkester på slap line og i uforlignelig topform en støvet og snøvlet søndag på en for længst glemt Roskilde Festival engang i midt 90’erne med sig rundt på sin personlige rejse frem mod den død, der nu har snuppet Brother Ray.
I et interview givet tidligere i år til New York Times sagde Charles såmænd at »I ain’t going to live forever, I got enough sense to know that. I also know it’s not a question of how long I live, but it’s a question of how well I live.«
Amen, Brother, A-men!