Læsetid: 3 min.

Tag magten

24. juni 2004

»Vi vil ikke lade landet falde i hænderne på de konservative. Vi er sikre på, at socialdemokratisk politik er godt for landet.«

Franz Müntefering, formand for de tyske socialdemokrater

To uger efter valget til Europa-Parlamentet, kan man fortsat gøre opdagelser i stemmetallene og drage interessante konklusioner.

For den tyske kansler var valget en kæberasler af de sjældne, sølle 21,5 procent af stemmerne fik hans parti.

Undskyldninger, som den at EU ikke spiller nogen nævneværdig rolle i landets politiske debat og derfor ikke mobiliserer vælgerne, duer ikke, for under det samtidige delstatsvalg i Thüringen var tendensen den samme; SPD blev placeret efter det konservative CDU og reformkommunisterne fra PDS.

Valgresultatet skal tolkes nationalt. Det er vælgernes svar på en række upopulære reformer, der endnu ikke har betydet bedring landets økonomiske situation. At et flertal af vælgerne i meningsmålinger angiver, at de gerne vil beholde Schröder som kansler, virker i første omgang ulogisk, men en forklaring lader sig finde.

PÅfaldende er det, at også valgets vinder CDU måtte notere faldende tilslutning. Vælgerne benyttede altså ikke valget til at belønne de konservative for deres reformforslag, i stedet blev mere end hver anden vælger hjemme.

Årsagen til vrangviljen ligger i selve ordet reform. Gennem hele den 16 måneder lange reformproces har SPD anvendt ordet til at dække over besparelser og brugerbetaling. 'Reform' er misbrugt, det lover ikke længere forenkling og fremtidsperspektiver, kun nye afsavn. At landet trænger til forandring - dét fortæller et klart flertal af tyskerne i hver eneste meningsmåling, de medvirker i; men at forandring vil kræve ofre - dét bryder tyskerne sig ikke om.

Ligegyldigt om reformerne er forfattet af SPD eller CDU, vælgerne vil ikke være med. De længes efter sorgløse gamle dage, som dengang Schröder turde ryge sine dyre cigarer i offentligheden og gerne optrådte i tv-shows med lette emner på programmet.

Dét var tider. Ledigheden var godt nok høj, men der var tillid til fremtiden.

EfterhÅnden er det meningsløst at kritisere SPD for manglende mod til forandring eller Schröders forspildte muligheder for at kommunikere reformerne bedre til vælgerne eller CDU's sorgløse påstande om, at der findes penge begravet et sted - et sted som kun en konservativ kansler kender.

Der er ingen penge.

Europas økonomiske lokomotiv har mistet dampen, og problemet er ikke et kortvarigt, konjunkturelt udsving i en ellers flot succeshistorie. Tysklands problem er grundlæggende og omfattende; det strækker sig fra undervisningssektoren over arbejdsmarkedet til sundhedsvæsenet og pensionskasserne. Og over det hele vogter et forvokset bureaukrati, der producerer forordninger med en hast, ingen kan følge med i.

Problemet har sin rod føderalismen, der effektivt holder al vilje til forandring i skak. Hvis den konservative Angela Merkel kommer til magten ved valget i 2006, vil også CDU blive straffet for sine reformer ved de følgende delstatsvalg. Dermed vil magtforholdene i parlamentets andet kammer, Forbundsrådet, forskubbe sig, så SPD på vælgernes vegne kan lægge hindringer i vejen for CDU's reformkurs, sådan som CDU i øjeblikket gør det for SPD. I dette spil er vælgerne kun marionetter. De to store folkepartier ligger i en uforsonlig kappestrid, plaget af gammelt nag og forblindet af troen på, at kun SPD eller CDU kan gøre det rigtige.

I denne demokratiske kappestrid er nej-sigeren den stærke, vilje til forlig et tegn på svaghed. Vælgerne vil have enkle budskaber og konfrontation - og høster ikke andet end stilstand og teatertorden.

Men der er vej ud af stilstanden: Et kup i Berlin.Hvis de to store folkepartier i en begrænset periode droppede deres narcissistiske spejlen sig i meningsmålinger og i stedet indgik en koalition i ly af sommerferien, kunne de sikre sig arbejdsro til at reparere Tyskland.

Næste valg til forbundsdagen finder sted om godt to år. Der er altså god tid til at fuldføre kuppet - og samtidig får politikerne mulighed for at vise deres værd og (forhåbentlig) tilbagevinde vælgernes tillid til, at de er deres løn værd. Lønmodtager- og arbejdsgiverinteresser vil være repræsenteret ved regeringsbordet, pressionsgrupper lukket ude og de kommende delstatsvalg - tabte som vundne - uden betydning for den politiske handlefrihed. Motivet for kuppet kan synes udemokratisk, men det ligger helt på linje med den tyske demokratiopfattelse; Tyskland afviser folkeafstemninger om store spørgsmål med begrundelsen, at de er unødvendige, fordi indbyggerne har jo valgt politikerne til at træffe beslutningerne.

Nu mangler vi bare, at de tager magten.wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her