Læsetid: 2 min.

Talkshow

12. juni 2004

Spot
Talkshows kan være gudsjammerligt kedeligt og overfladisk fjernsyn, og er det som oftest, men alligevel – eller måske netop derfor – er det noget af det mest populære fjernsyn overhovedet. I talkshowets moderland, USA, trives genren på godt, men mest på ondt med stjerner som Oprah Winfrey og Ricki Lake, der ser det som deres fornemste opgave at trivialisere hverdagen i en grad, så det bliver tragikomisk.
Helt så slemt er Larry King Live på CNN ikke, men den gamle talkshow-vært er langt fra tidligere tiders storhedstid, hvor førende politikere og kulturpersonligheder gæstede hans show, og hvor der rent faktisk var tid til fordybelse. I stedet forfalder han lidt for ofte til at bruge sin time på at bore i mordsager og hive en bataljon af såkaldte eksperter i studiet for at spekulere i, om det nu var butleren, gartneren eller den utro husbond, der kvalte den unge, smukke forstadsfrue.
Så er der mere ‘good, clean family entertainment’ over de sene talkshows med henholdsvis David Letterman og Jay Leno. Her forventer ingen – og da slet ikke gæsterne – seriøse spørgsmål og svar, men derimod underholdning, underholdning, underholdning. Så det får de.

På dansk fjernsyn har der været adskillige forsøg på at lave talkshows, men på samme måde som med sitcom-genren, har det vist sig uendeligt svært at danisere noget, som ind i sjælen – hvis fjernsyn da kan siges at have sjæl – er så amerikansk.
Måske mislykkedes det fordi, genren simpelthen tages for seriøst her i Danmark. At underholdningselementet, som ligger så immanent i talkshowet, absolut skal mikses med noget alvor, så det bliver anstrengt og forkrampet. Eller måske kan de danske tv-kanaler bare ikke lave ordentlige talkshows.
Det kan man i England. På BBC har Michael Parkinson i årevis været en af Englands mest populære og respekterede tv-værter, og hans program, Parkinson, er placeret i primetime lørdag aften. Og med god grund. Han er en eminent interviewer, der forstår at give sine gæster tid og plads til at tale ud, og virke oprigtig interesseret i at høre, hvad de har at sige. Her er ingen opstyltede kulisser, ligegyldige kaffekopper og scriptcard, kun to stole og en afslappet stemning og imødekommenhed med gæsterne i fokus.
Højpandet tv er det ikke, og programmernes kvalitet afhænger i høj grad af, hvem der gæster, men ofte er det både morsomt og lidt mere end ligegyldigt.

*Parkinson. Hver lørdag på BBC Prime kl. 20.45.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu