Læsetid: 6 min.

Talmagikere, talknusere og taskenspillere

Hvem gider at høre mere på-den-ene-side-og-på-den-anden-side, når det nu endelig er bevist, at vi får pengene 60 gange igen, hvis vi bekæmper malaria og pengene 40 gange igen, hvis vi sikrer fri skolegang til alle verdens børn?
4. juni 2004

Frit slag
Troen på at tal forløser, ligger åbenbart dybt i menneskeheden. Når blot verden reduceres til tal, formler, brøker og procenter, bliver den straks mere konkret og overskuelig. Og ikke nok med det. Via tal kan vi komme bagom og afdække virkeligheden. Vi kan finde meningen med livet og sandheden om os selv og verden ved blot at aflæse tal. Tal formår at afsløre og blotlægge virkeligheden og lader Sandheden tone frem som var det i flammeskrift.
Eller sådan kunne vi i hvert fald godt tænke os, at det forholdt sig. Ellers ville vi (især os journalister) vel ikke opføre os, som var det Moses just nedsteget fra bjerget med tavlerne under armen, hver gang et mere eller mindre tilfældigt analyseinstitut er klar med en ny undersøgelse med nye opsigtsvækkende tal. Pythagoras’ idé om at tal er nøglen til Universets struktur, og at alting derfor lader sig udtrykke i tal, trives i bedste velgående.
Vi elsker at se konkrete tal og bliver altid lettere utålmodige, når der går for meget på-den-ene-side-og-på-den-anden-side i debatten. Eller der bliver inddraget alt for mange udefrakommende faktorer, som stiller spørgsmålstegn ved de konkrete tal og påviser, at de måske ikke er så sikre igen, da flere hensyn må inddrages, før man kan nå frem til det mest sandsynligt resultat. Det mudrer billedet og skygger for klarheden!
Selvom vi elsker klare tal fra analyseinstitutter, som journalister kan bruge til at forfølge politikere, så de kan nå at ændre en lov inden den sene tv-avis, så bliver vi som regel altid selv vældig irriterede, hvis ikke vi kan få lov til at udtrykke nuancer og tvivl, når vi bliver ringet op af et analyseinstitut, mens vi laver aftensmad.
Desværre er der bare ikke plads til den slags vægelsind og vankelmodighed i statistikker. Den slags holdninger lader sig nemlig vanskeligt omsætte til procenter. I stedet bliver man rubriceret under »ved ikke«, selvom man måske selv synes, at man har mange interessante synspunkter, som verden burde informeres om.
Når Lomborg og co. klarer verdens problemer ved hjælp af matematiske modeller virker det i al sin enkelhed og overskuelighed ganske forførende. For hvem gider at høre mere på-den-ene-side-og-på-den-anden-side, når det nu endelig er bevist, at vi får pengene 60 gange igen, hvis vi bekæmper malaria og pengene 40 gange igen, hvis vi sikrer fri skolegang til alle verdens børn.
Endelig har en professor fra Oxford, Paul Collier, bevist, at hvis man forkorter en typisk borgerkrig med ét år – fra syv til seks år – så vil man kunne spare næsten 11 milliarder dollar!
Hvert år udbryder der i gennemsnit to borgerkrige. Nettoomkostningerne af disse udgør 128 milliarder dollar. Hvis man reducerer risikoen for et nyt krigsudbrud med 10 procent, vil man ifølge Collier kunne generere et udbytte på omkring 13 milliarder dollar årligt. Ud fra dette konkluderer Collier, at der er store fordele ved at nedbringe antallet af krigsførende lande på et hvilket som helst givet tidspunkt!

Ikke for at virke alt for arrogant eller forsøge at nedgøre Colliers glimrende forskning, men jeg tror faktisk, at jeg kunne være nået frem til præcis det samme resultat uden at have haft den store lommeregner fremme. Det er vældig spændende som tankeeksperiment at forvandle verdens problemer til regnestykker. Men det virkeligt spændende ville være, hvis modellerne kunne overflyttes til den ikke-ideale verden, hvor mennesker har for vane at handle dybt irrationelt og ganske uforudsigeligt.
Ikke fordi der er noget i vejen med forskning, der viser, at en krig nedsætter et lands vækstrate, og at der vil gå 21 år efter krigsudbrud, før et land igen befinder sig på det niveau, det ville have været på, hvis ikke der var udbrudt krig – såfremt der altså ikke udbryder en ny krig i mellemtiden.
Det er bare lidt vanskeligt at finde ud af, hvordan denne viden skal omsættes
i praksis. F.eks. tror jeg næppe, at taleban-bevægelsen i Afghanistan eller de forskellige fraktioner i Irak bekymrer sig specielt meget om vækstrater eller de 11 milliarderdollar de ville spare verdenssamfundet for, hvis de prøvede at blive færdige med deres forehavender inden for en seksårig periode.

Politikere og presse elsker tal, men spilder sjældent tiden på at gå bag om de mange forførende tal. I tilfældet Copenhagen Consensus kunne det eksempelvis have været vældigt berigende med flere diskussioner i medierne om, hvilke andre tal, økonomerne kunne være kommet frem til, hvilke befolkningsgrupper det er, som vil få gavn af deres forslag – og hvad man stiller op med de mange problemer, som ikke kan indpasses i en cost-benefit analyse. Disse problemer forsvinder vel næppe af sig selv?
Med al denne talfascination i disse så neoliberale tider, er der vel heller ikke noget at sige til, at numerologi er blevet så stor en succes. Ved blot at få foretaget en udregning af sit navn og derpå omdannet det til et tal, får man et klart facit om, hvem man er, hvilke egenskaber man har, og hvilken skæbne, der venter en. Så behøver man ikke at gå og gruble så meget mere over det! Er man ikke tilfreds med sit navn og deraf følgende egenskaber, kan man få erstattet det med et ofte langt mere fantasifuldt.
Med ’ofte mere fantasifuldt’ mener jeg, at jeg personligt aldrig har mødt nogen, der har været til numerolog, og derefter taget navneforandring til Brian Olsen eller Yvonne Jensen, selvom det ifølge numerologien ville føre til livslang lykke og held i lotto.
Ved blot at se på mit navn ville en numerolog sikkert venligt forklare mig, at min manglende forståelse for talmagi og dybe mistro over for økonomer, der påstår, at man kan redde verden fra
alle problemer ved at opstille en ligning, kan forklares ved, at jeg hedder Sørensen til efternavn.
I hvert fald forsøgte en ivrig tilhænger af numerologien engang at forklare mig, at det er en rigtig dårlig idé at hedde Sørensen, da talkombinationen i Sørensen ikke skulle være specielt heldig. Mine argumenter om, at jeg faktisk altid har været vældig godt tilfreds med mit efternavn og forlængst har affundet mig med de fra fædrene side nedarvede egenskaber, som åbenbart følger med navnet, blev mødt med stor uforståenhed. Tallene forklarede jo sort på hvidt, at det ikke er et godt efternavn, så hvordan kunne jeg overhovedet tillade mig at argumentere for det modsatte?
Når folk udtrykker eller udviser en alt for urokkelig tro på tal, får jeg altid lyst til at foretage min egen meningsmåling og spørge dem, hvornår de sidst har svaret (ærligt) på alle de spørgsmål, som de fik fra en ivrig studerende ansat ved et analyseinstitut, som ringede til dem ved spisetid, og bad dem om at tage stilling til alt fra krig til indkøb i Aldi.
Min egen irritation over inden for 40 minutter (de siger ellers altid, at det ikke tager så lang tid), at skulle svare på alt fra valg af politiske partier og valg af hårshampoo til regelmæssighed inden for sex og indkøb af søndagsaviser, giver mig tit et ganske afslappet forhold til sandheden. F.eks. er det vigtigt allerede tidligt i interviewet at svare nej til en masse spørgsmål. På den måde slipper man nemlig for senere at skulle uddybe sit forhold til bestemte aviser eller supermarkeder.
Således bidrager jeg ofte aktivt til, at visse analyseinstitutter ender med at offentliggøre misvisende resultater, fordi jeg ikke orker at blive udspurgt om alt mellem himmel og jord, mens jeg spiser aftensmad. Denne magelighed grænsende til civil ulydighed har muligvis allerede ført til alarmerende avisoverskrifter og lynbehandling af lovforslag, fordi medierne og politikerne tog mine – og alle de andre dovnes – ord for pålydende.

Moralen med denne historie er med andre ord, at ikke alle tal (i hvert ikke alle dem fra analyseinstitutterne) rummer en guddommelig sandhed.
Ofte er de mærket af bagvedliggende faktorer som f.eks. menneskelige (u)gerninger og halve sandheder.
Alligevel har jeg ikke dårlig samvittighed over, at jeg sjældent er helt ærlig over for analyseinstitutterne, for jeg ved jo, at de altid bare kan lave en ny meningsmåling. Sådan kan man altid blive ved, indtil man får det resultat, der afspejler den virkelighed, som man allerhelst vil se.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu