I juni 2002 forsikrede indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen Folketinget om, at regeringen ikke gik og pønsede på »store indviklede strukturovervejelser«. Næh, opgavefordelingen mellem stat, amter og kommuner fungerede udmærket, understregede ministeren:
»De er hverken mit eller regeringens udgangspunkt, at opgaver ikke løses godt nok,« sagde han i enighed med den kommission, som i 1998 konkluderede, at opgavefordelingen mellem stat, amter og kommuner fungerede noget nær optimalt.
To år og fire dage senere, dvs. natten mellem onsdag og torsdag, indgik regeringen og Dansk Folkeparti, hvad parterne med rette selv kalder en historisk aftale om den største reform af den offentlige sektor i vor generation.
Ud fra abstrakte effektivitetskriterier er det ubestrideligt flot at køre så omfattende en reform igennem på bare to år. Ud fra demokratiske kriterier er det til gengæld betænkeligt, at regeringen med noget, der ligner omhu sørger for, at borgerne på intet tidspunkt har fået eller får mulighed for at tage stilling til reformens centrale indhold i en valgkamp: For det første, at den politiske magt centraliseres; for det andet, at reformen baner vej for et statsligt sundhedsvæsen; for det tredje, at private får lettere ved at overtage en lang række offentlige opgaver.
Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet principielt enige om, at kommunerne skal sammenlægges, så de omfatter mindst 20.000 borgere. Lars Løkke Rasmussen måtte i går slå krøller på tungen for at få koncentrationen af politisk magt på færre hænder til at hænge sammen med Venstres ideologiske tankegods om det nære samfund:
»Jeg er mest glad ved, at vi nu flytter opgaver til kommunerne, så de folkevalgte, der er helt tæt på borgerne der, hvor man let kan gå op og banke på borgmesterens kontor de nu får hovedansvaret i den offentlige sektor,« sagde han. Denne form for retorisk tågeslør har i uskøn grad præget debatten om strukturreformen og hindret en reel politisk diskussion om fordele og ulemper ved henholdsvis større og mindre kommuner.
Reformens omdrejningspunkt er udskiftningen af amterne med fem regioner, hvis fremmeste opgave bliver at drive sygehusene. Regionernes skal finansieres af en ny sundhedsskat, inddrevet af staten. Det er ikke blot en bureaukratisk detalje, men en kontant styrkelse af statens magt i forhold til regionerne.
Det har ikke skortet på advarsler mod at droppe koblingen mellem politisk og økonomisk ansvar for regionernes opgaveløsning herunder fra formanden for regeringens rådgivende udvalg på sundhedsområdet, professor Kjeld Møller Pedersen. For nylig påpegede han, at reformen lægger de første brosten på vejen til etableringen af et egentligt statsligt sundhedsvæsen:
»Meget politisk debat vil komme til at dreje sig om enkeltsager, som ryger direkte i Folketinget, fordi de regionale råd, vil når en borger eller en overlæge melder sig med ønsker sige: Jamen det synes vi også, men vi har ikke penge. Det vil blive en uendelig kæde af flytten aber.«
En sådan politisering af sundhedsvæsenet kan let blive en dyr affære, understreger Kjeld Møller Pedersen med henvisning til norske erfaringer.
I dagens avis dømmer en række eksperter reformen unødvendig. Det er den imidlertid ikke, hvis man tager de ideologiske briller på.
Det har været en kilde til irritation for liberale ideologer, at det offentlige stort set udliciterer opgaver for samme beløb i dag som for ti år siden. Kommunalreformen kan rette op på den misére, forklarede beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen Jyllands-Postens læsere i pinsen: »Hvis der skal være private tilbud til ældre og på børnepasningsområdet, kræver et bestemt antal borgere, der er interesseret i at bruge private muligheder,« sagde han.
Store danske virksomheder som ISS og Falck og brancheorganisationen Dansk Industri har da også udtrykt tilfredshed med, at de større og mere ensartede kommuner bliver lettere at tilbyde standardløsninger.
Reformen peger med andre ord frem mod en ny model for velfærdssamfundet, dvs. en stærkere stat, hvor store økonomiske og politiske beslutninger tages af relativt få politikere, kombineret med mere marked og privatisering af opgaveløsningerne på driftsniveau. Det kan man være for eller i mod men i et demokrati har borgerne krav på, at politikerne argumenterer sagligt for deres reformønsker. Sagligheden har glimret ved sit fravær i denne proces. Der er ingen grund til jubel over et historisk forlig. Demokratismen triumferer, når målestokken for politisk succes bliver evnen til at indgå taktiske kompromiser om teknokratiske planløsninger.
