Kommentar
Udviklingen i Kosovo er inde i en kritisk fase. Efter optøjerne i marts er de etniske spændinger i provinsen mere udtalte end de har været i meget lang tid, og der skal ikke meget til, før volden blusser op igen. Status for tiden er, at urolighederne er ophørt, og den sikkerhedsmæssige situation er under kontrol. Men årsagerne til urolighederne er ikke forsvundet af den grund. Derfor er det internationale samfund nødt til at få skitseret en politisk løsning for Kosovo, hvis ikke begivenhederne fra marts skal gentage sig. Det haster.
Da det internationale samfund i 1999 besluttede sig for at gribe afgørende ind i Kosovo-provinsens skæbne og dermed tage ansvaret for den, satte det sin politiske troværdighed på spil. For hvis ikke det kan lade sig gøre at etablere et nogenlunde velfungerende demokrati og civilsamfund med et minimum af stabilitet i Kosovo, hvordan skal det så kunne lade sig gøre i andre og mere voldsomme konflikter? Og hvad er et stort FN og NATO apparat værd, hvis ikke det kan løse denne konflikt?
Der står meget på spil for både EU, USA og NATO politisk og Kosovo-konflikten er en kamp vi ikke har råd til at tabe.
Økonomisk opsving
Den vigtigste opgave er politisk og består i at få klargjort, hvad der skal ske med Kosovo statsretligt, og dermed få det ud af det aktuelle forfatningsmæssige limbo, provinsen befinder sig i. Et limbo defineret af FN-resolution 1244, der fastholder Kosovo som serbisk territorium, men koloniseret af FN. Det kræver mod, specielt eftersom den eneste realistiske løsning på længere sigt er en eller anden form for autonomi for Kosovo.
Men samtidig med at uafhængighed formentlig bliver den endelige løsning, er Kosovo meget langt fra at kunne håndtere en sådan uafhængighed. Sikkerhed for minoriteterne er et af de absolutte krav, der skal stilles, før autonomi overhovedet kan komme på tale.
Det centrale er at få fastlagt fremtidsperspektiverne for provinsen. Dette gælder også for de krav, der skal opfyldes for, at perspektiverne kan indfries og måden det skal ske på. Klarhed på dette punkt ville give et mål hele provinsen kan arbejde hen i mod. En politisk løsning vil dog kun være effektiv, for så vidt som den ledsages af et økonomisk opsving, der kan give håb om arbejde for provinsens mange unge.
Det vil være langt lettere at lokke investorer til Kosovo, hvis der er klarhed omkring dets politiske status, og provinsen vil kunne få tildelt en international bankkode og telefonkode. Privatiseringen af de tidligere jugoslaviske kommunistiske virksomheder skal genoptages, og på europæisk plan skal der være mod til at tage en slåskamp med Beograd om ejerforholdet til dem og villighed til at yde en rimelig kompensation. På sigt bør ansvaret for den økonomiske proces helt overdrages til den lokale regering. En økonomisk stabilisering og fremdrift venter dog ikke lige om hjørnet, og der skal nytænkning til. Kosovo har et svært udgangspunkt, men størrelsen taget i betragtning er det ikke en uløselig opgave. Et økonomisk opsving vil under alle omstændigheder ikke kunne skabes uden en holdbar sikkerhedssituation, og det er NATOs ansvar.
Hvad angår sikkerheden i Kosovo og specielt i enklaverne, er den et af de vigtigste elementer i stabiliseringen af Kosovo på kort sigt.
Minoriteterne skal beskyttes og deres sikkerhed garanteres, før det er muligt at komme videre. Til dette formål bør NATO-missionen styrkes, hvilket vil sige, at NATO-landene deriblandt Danmark skal acceptere Bruxelles anmodning om forstærkninger og være villige til at betale prisen. Et acceptabelt sikkerhedsklima er det første skridt på den vej, der fører hen imod et opgør med det nuværende lokale politiske klima.
Opgør med kultur
Det er nødvendigt at gøre op med den politiske monokultur, der delvist muliggjorde begivenhederne i marts og i hvert ikke hjalp med til at stoppe dem. Dette opgør skal føres på flere niveauer. De kosovoalbanske politikere skal ansvarliggøres til en sådan grad, at de begynder at diskutere deres eget ansvar i forbindelse med martsurolighederne. For at opnå dette kan det blive nødvendigt at lægge et betydeligt politisk pres. Eventuelt i forbindelse med udsigt til en politisk løsning på Kosovos status. Det skal gøres klart, at minoriteternes sikkerhed er et ufravigeligt krav i Kosovos uafhængighed. Og at denne sikkerhed har en politisk åben og selvkritisk diskurs som sin forudsætning. Der skal en grundlæggende holdningsændring til fra alle parter, og en sådan vil tage lang tid at skabe. I første omgang vil meget være vundet ved at skabe politisk klarhed for provinsens fremtidige status ledsaget af en række krav til de kosovoalbanske politikere, medier og borgere, støttet af en sammenhængende økonomisk politik og garanteret af et styrket KFOR, som er parat til at beskytte minoriteterne.
Hermed en opfordring til de politisk ansvarlige på Christiansborg og Asiatisk Plads om at arbejde for Kosovos genoptagelse på den internationale politiske dagsorden.
*Eske Vinther-Jensen er sprogofficer og bachelor i idehistorie og har siden december været forbindelsesofficer ved den multinationale brigade nordøst i Kosovo.
*En længere version af hans kommentar kan læses i tidsskriftet RÆSON på www.raeson.dk
