Læsetid: 4 min.

Tyrkiet føjer USA

Med et ben i hver lejr står Tyrkiets regering og vakler i forhold til situationen i Irak. Den voksende folkelige skepsis kan i sidste ende føre til regeringens fald
9. juni 2004

Vejen ud
TEL AVIV – »Tyrkiets situation minder om Spaniens før regeringsskiftet i Madrid,« siger professor Cagri Erhan fra Ankara Universitet. »Vi har en regering, der af realpolitiske grunde løber efter USA, selv om den formelt prøver at holde afstand. Og hvis den ikke foretager en kursændring meget snart, vil befolkningen tvinge den til at træde tilbage.«
Den tyrkiske skepsis over for den fortsatte amerikanske tilstedeværelse i Irak tager til for hver dag. Således ser det ifølge professor Erhan ud på folkeligt plan, mens landets regering fortsat har vanskeligheder med at finde sine egne ben i en bestemt ikke ukompliceret situation.
»Lige fra begyndelsen af det amerikanske felttog mod Saddam Husseins styre i Bagdad har Tyrkiet fra officielt hold haft svært ved at formulere en klar holdning,« siger han til Information. »Op til krigen gav regeringen sit samtykke til at koalitionsstyrkerne kunne benytte tyrkiske flybaser som udgangspunkt for bombeangreb, men inden invasionen overhovedet var startet bakkede man ud igen, uden dog at tage klar afstand fra noget som helst. Dette er uhyre problematisk, men også kendetegnende for Tyrkiets placering med det ene ben i Mellemøsten og det andet på vej ind i Europa og med et gammelt NATO-medlemskab som baggrund for det hele.«

Nej til NATO
Ifølge professor Erhan, der ved universitets institut for statskundskab forsker i landets forhold til sine mellemøstlige naboer, er regeringens officielle holdning, at FN hurtigst muligt bør træde i stedet for den amerikanske besættelse af Irak.
»Men man hænger sin hat på, at samme FN i efteråret 2003 vedtog en resolution, der sætter USA som centrum for besættelsesstyrken,« forklarer han. Han finder det bekymrende, at FN tilsyneladende
ikke har til hensigt at træde ind i spørgsmålet med større autoritet, og at USA derfor på det seneste er begyndt at nævne NATO som en mulig vej ud af Irak.
»Det er et problem. Skal en NATO-styrke overtage Irak i stedet for amerikanerne vil det stille Tyrkiet i en meget vanskelig situation. For som eneste NATO-medlem med direkte grænse til Mellemøsten vil det være naturligt, at Tyrkiet indtager en meget betydelig rolle, mens denne løsning set med tyrkiske øjne er helt ved siden af, fordi den er i strid med både vore egne og irakernes interesser.«
»Derfor vælger man at sige, at ledelsen af Irak bør overdrages til det irakiske folk, men i samme sætning understreges det ved enhver lejlighed, at dette betyder inddragelse af alle etniske grupper,« fortsætter professor Erhan og lyder pludselig som om hans tyrkiske nationalfølelse træder i stedet for forskerens kølige distance.

Den kurdiske trussel
Store dele af den tyrkiske bekymring for USA’s fortsatte rolle bunder i landets eget problematiske forhold til den kurdiske befolkning, som lever i det nordlige Irak samt i grænseregionerne i både Tyrkiet, Syrien og Iran.
»Amerikanerne gør ikke nok for at integrere de irakiske kurdere i landets ledelse. Denne befolkning har mere end god grund til at have et skævt forhold til Bagdad og de øvrige etniske grupper i landet, så hvis amerikanerne trækker sig pludseligt ud, vil de med stor sandsynlighed arbejde på at udvide deres nuværende autonomi til en selvstændig stat. I princippet er dette helt legitimt, men det indebærer nogle problemer. De kurdiske ledere har ved flere lejligheder sagt, at en kurdisk stat skal grænse fysisk op til Middelhavet, og det betyder jo at dele af Tyrkiet og Syrien er i deres tanker, ligesom jeg heller ikke tror at de iranske kurdere vil sidde stille.«

Bremer er diktator
Cagri Erhan giver ikke meget for denne uges udnævnelse af Ghazi al Yawar til irakisk præsident.
»Han er sunni-muslim, og det ser jo formelt ganske godt ud, fordi sunnierne er den etniske gruppe, som yder stærkest modstand mod den amerikanske besættelse,« siger han. »Men reelt er Yawar en mand, der ikke repræsenterer andre end sig selv, hvilket også er tilfældet for det såkaldte irakiske regeringsråd, der har udnævnt ham. Amerikanerne har placeret hele den egentlige magt i hænderne på deres egen mand, Paul Bremer. Han er den eneste, som afgør, hvem der skal være minister eller præsident i dagens Irak. Bremer er Iraks nye diktator, og det han opbygger har ikke store overlevelseschancer efter magtskiftet i slutningen af måneden.«

Varm sommer forude
Den tyrkiske regering bærer ifølge Cagri Erhan sin del af skylden for dette udsigtsløse billede. Kursen over for USA betegner han som usikker og slingrende.
»Ifølge den amerikansk-tyrkiske forsvarstraktat af 1980 har USA ret til at benytte Adana militærbasen, og det gør de,« forklarer han. »Men for et par uger siden kom det frem, at amerikanerne har bedt regeringen i Ankara om lov til at benytte andre baser, og i princippet har fået ok. Der er tale om flådebaser ved sortehavskysten, altså steder, der har meget begrænset betydning for strategiske forhold i Irak. Jeg opfatter dette som et tegn på at USA ikke har tænkt sig at forlade Irak lige med det samme, men tværtimod sætter sig fastere til rette i andre dele af regionen, og jeg finder det betænkeligt, at den tyrkiske regering tager del i dette.«
At dette forhold er kommet for en dag i den tyrkiske offentlighed har skubbet væsentligt til den folkelige tyrkiske opposition mod den amerikanske tilstedeværelse i Irak og mod landets egen regering.
»For nylig bebudede PKK (de tyrkiske kurderes separatistbevægelse, red.) at de annullerer våbenhvilen og går efter alle vestlige mål. Det sker i solidaritet med de irakiske kurdere. Så hvis ikke den tyrkiske regering vågner op, får vi en meget varm sommer, både her og i Irak.«

*Hvad er vejen ud af Irak-konflikten? Skal USA trække sig ud som i Vietnam? Kan FN overtage og skabe legitimitet og sikkerhed? Vil Irak gå mod demokrati, mod præstestyre eller mod borgerkrig og deling?

*Dette er den sidste artikel i serien. Tidligere artikler på http://tema.information.dk/vejenud

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her