Læsetid: 3 min.

Tyrkiske modsætninger

9. juni 2004

STEREOTYPEN om ’tyrken’ er udviklet og næret gennem århundreder: Det begyndte, da Pave Urban II iværksatte det første kristne korstog mod islam i 1095 med særlig vægt på de tyrkiske muslimer, som han betegnede som ’Guds fjende’. Martin Luther betegnede tyrkerne som et resultat af ’Guds vrede’. Shakespeare lader i Othello forstå, at ’tyrken er civilisationens svøbe’. Voltaire omtalte dem som ’elendige barbarer’ – og i Dostovjevskijs Brødrene Karamazov maler den ene bror dette rædselsscenarie: ’Disse tyrkere, blandt meget andet, nyder at torturere børn – ligefra at snitte dem ud af deres mors livmoder med en kniv til at kaste babyer op i luften og gribe dem med deres bajonetter for øjnene af deres mødre’.
Alle disse fordomme er båret af århundreders europæisk uvidenhed om islam – og i særdeleshed af skræk for, at især det stærke osmanniske rige, som eksisterede fra omkring 1300 til 1922, skulle kolonialisere hele Europa. Husk på at fra sultan Osman i 1453 tog magten over Konstantinopel (det nuværende Istanbul) i 1453, opbyggedes der i de følgende 100 år et kolossalt imperium med tyrkisk kontrol over steder som Athen, Damaskus, Cairo, Beograd, Bagdad, Budapest og Tripoli – og i mange årtier var tyrkerne tæt på at overtage selv Wien. I mange årtier var det store spørgsmål i Europa i virkeligheden ikke, hvorvidt katolikkerne eller protestanterne ville sejre, men om de osmanniske sultaner skulle gøre hele kontinentet muslimsk.

DETTE FJENDEBILLEDE, opbygget så stærkt gennem så mange århundreder, gør det nemt at tegne et billede af selv det nuværende Tyrkiet som en trojansk hest. Et farligt sted, hvor krumsablerne sidder løse – hvor ’tyrken’ altid er på vej til dets egentlige mål: At sprede dets muslimske tro og kultur ud over det sagesløse europæiske landskab. Det er det rædselsscenarie, som modstandere af tyrkisk EU-medlemskab, har så let ved at spille på. Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-Parlamentet, Mogens Camre, fastslog såmænd i sit partis politiske krydsild i denne uge på DR1, at Tyrkiet er et land, der regeres af et kalifat, som styrer efter Koranen. Det er så ubegavet sagt, at det ikke kan undre, at det kommer fra en tosse som Camre. Det er mere bekymrende, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, nu spidskandidat til Europa-Parlamentet, også er modstander af Tyrkiets EU-medlemskab med bemærkninger om landets størrelse og kultur. Det ligner rendyrket stemmefiskeri – og er ikke Nyrup værdig, når man tænker på, at han så sent som i 1999 som statsminister var med til at skubbe Tyrkiets optagelse nærmere på EU-topmødet i Helsinki.

TYRKIET ER et land fuld af modsætninger. I dag kan man i Istanbul på en og samme tid opleve en tyrkisk muslim afvise svinekød og bede om et glas vin. Man kan besøge en tyrkisk familie og opleve bedstemoderen tildækket af et tørklæde, mens barnebarnet er klædt som en Barbie-dukke. Politisk kan man endog opleve, at det er en regering, som er anført af det muslimske parti – Retfærdigheds- og udviklingspartiet – som i de seneste par år har gennemført de vigtigste politiske reformer af det tyrkiske samfund, siden Kemal Atatürk skabte det moderne sekulære Tyrkiet for otte årtier siden. Istanbul, denne prægtige millionby, som har været hovedstad for både det byzantinske rige, romer-riget og osmannerne, er indbegrebet af de tyrkiske modsætninger. Her findes kristne kirker, jødiske synagoger og muslimske moskeer side om side – og her blandes amerikanske fastfoodkæder og tyrkiske vandpibe-caféer. Den, der i ramme alvor kan forestille sig, at Tyrkiet kunne vende de enorme økonomiske, politiske, religiøse og kulturelle fremskridt ryggen og i stedet kopiere de åndsformørkede iranske mullahers styre, er ude af trit med virkeligheden.

ALLIGEVEL er Tyrkiet naturligvis ikke Norge! Trods de seneste års kolossale fremskridt, især i forhold til menneskerettigheder, er det nemt for den nidkære at sætte luppen på problemer, som endnu ikke er løst. Der er også, som forfatteren Henrik Nordbrandt i sit tankevækkende essay her i avisen i mandags påpegede, en latent uro i dele af den tyrkiske befolkning for, at demokratiet mister styrke. Men det er vigtigt at fastholde perspektivet: At Tyrkiet er det eneste muslimsk-dominerede land i Mellemøsten, der er demokratisk og som har et godt forhold til Vesten. Tiden er inde til at slippe stereotyperne om ’tyrken’ og i stedet bygge den bro mellem Vesten og Mellemøsten, som naturligvis går gennem Tyrkiet. Giver EU landet den reelle udsigt til EU-medlemskab, så vil demokratiet udvikle sig så meget, at Tyrkiet, når det rent faktisk kommer ind i 2015 elle 2020, vil være på samme niveau, som Grækenland, Portugal og Spanien havde, da de blev indlemmet.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her