Læsetid: 8 min.

Udleveret til latter

’Ulysses’, som fansene fejrer i dag, skal læses laaangsomt og uden forventning om overblik
16. juni 2004

Bloomsday
Der er noget smukt og opbyggeligt i, at læsere over hele verden i dag kan fejre den samme roman, og i, at dette værk ikke er særlig opbyggeligt, men tværtimod voldsomt parodisk-satirisk, og heller ikke er klassisk ‘smukt’, men disharmonisk og afvigende. Det lover da trods alt godt for en verden, hvor mennesker gennem århundreder har slået hinanden oven i hovedet med bøger, og hvis dét ikke var nok, har slået hinanden ihjel under henvisning til en lære hidrørende fra en bog.
Bogen, vi kan fejre, er James Joyces Ulysses, hvis handling som bekendt udspiller sig i hans fødeby Dublin 16. juni 1904 fra tidlig morgen til ud på natten. Op imod dens begrænsning i både tid og sted sættes imidlertid en vældig overskridende gestus, der indskriver hovedpersonerne: Leopold Bloom, hans hustru Molly og den unge lærer og boheme Stephen Dedalus, i såvel menneskeslægtens som digtningens historie, ikke mindst ved idelige referencer til Bibelen og klassikerne.
Romanen blev til i perioden 1914-21 i Trieste, Zürich og Paris og offentliggjordes fra 1918 i uddrag i tidsskriftet The Little Review. Førsteudgaven udkom den 2. februar 1922 (på forfatterens fødselsdag!) hos det lille eksklusive forlag Shakespeare & Comp. i Paris. Første endelige udgave kom i 1958, på et tidspunkt, da værket allerede var blevet genstand for en veritabel industri af indspist forståen-sig-på og akademisk meriterende blær.
Udover dagens mesterværk omfatter forfatterskabet bl.a. en ufuldendt roman Stephen Hero (opgivet 1906, udgivet posthumt 1944), digtsamlingen Chamber Music (1907), en novellesamling: Dubliners (1914) og et enkelt skuespil, Exiles (1918), samt selvfølgelig de to andre store romaner A Portrait of the Artist as a Young Man (1916) og den legendariske Finnegans Wake (1939), alle ulæseligheders ultimative ulæselighed, skrevet som den jo er i et selvkonstrueret rablesprog, der blander engelsk og irsk med døde og levende verdenssprog samt mere eksotiske og lokale dialekter såsom f.eks. dansk.
I denne sidste bog, gennem mange år kun omtalt som Work in Progress og omgærdet med andægtig mystik, hylder Joyce bl.a. sine tre forbilleder Daunty, Gouty og Shopkeeper, også kendt som Dante, Goethe og Shakespare. Det kan passende være vor indgang til en første karakteristik af Ulysses som værk.

Litterær ragout
Romanen er nemlig en slags verdenslitterært mammutprisme, der lader ikke blot Bibelen, men også Iliaden og Odysseen, Vergils Aeneide, Ovids Metamorfoser, Dantes Guddommelige Komedie, Don Quixote og Shakespares dramatik, Laurence Sternes Tristram Shandy og Goethes ‘dannelsesroman’ Wilhelm Meisters Lehrjahre flyde sammen til én kraftig lysstråle og spredes i en og samme regnbue – hvis det da ikke var mere passende at sige, at Joyce hakker det hele i stykker og blander det til sin egen rabiate ragout.
Joyce kunne egentlig også godt have inddraget Proust i sit køkken, for første bind af À la recherche du temps perdu udkom jo i 1913, men Joyce havde et anstrengt forhold til sin store franske kollega og konkurrent.
»Jeg har læst nogle sider af, hvad han har skrevet. Jeg ser ikke noget særligt talent, men jeg er en dårlig kritiker,« skal Joyce have udtalt til sin ven Bugden, da denne søgte at arrangere et møde mellem de to giganter.
Der er forskellige versioner af, hvordan mødet forløb. Ifølge Bugden var det vigtigste ord i samtalen ‘nej’. Proust spurgte
Joyce, om han kendte hertug N.N. Joyce svarede: »Nej.«
Værtinden spurgte så Proust, om han havde læst et afsnit af Ulysses (vi skriver maj 1921).
Proust svarede: »Nej.«
Således forløb dialogen.
Ifølge en anden version spurgte Proust: »Holder De af trøfler?« »Ja,« svarede Joyce, »jeg er en stor ynder af trøfler.«
Jeg citerer her Den foreløbige James Joyce Encyklopædi, der udkom 1998 på Roskilde Bogcafé, og som jeg ville have anbefalet varmt, hvis ikke jeg selv havde bidraget til den. Heri kan De nemlig få besked om snart sagt alt med relation til Joyce og Ulysses. En anden nyttig companion er Notes for Joyce af Don Gifford under medvirken af Robert J. Seidman (1974), der linje for linje omhyggeligt oplyser og forklarer, så det sære bliver lidt mindre sært, og gade for gade følger Stephen og Bloom gennem byen. Molly bevæger sig ikke så meget. Hun forlader kun sengen for at forrette sin nødtørft og holder sin sangprøve i sengen, da elskeren Blazes Boylan aflægger hende en (moderat viril) visit.
De lærde diskuterer, hvad nummer i rækken han er. Kap. 17 opregner mere end en snes forgængere, men i sin tykke biografi James Joyce mener Richard Ellmann i hvert fald at kunne fratrække lægen, dvs. en gynækolog, der godt nok har været oppe i Molly, men jo altså kun i embeds medfør. Bloom har hun ikke haft sex med de sidste ti år før 16. juni 1904. Til gengæld står han og onanerer nede på stranden om eftermiddagen til synet af Gertie MacDowell.
»Færdig. Ah! Med varsom hånd ordnede Mr. Bloom sin våde skjorte.«
Og her er vi så fremme ved den anden karakteristik, der gennem årene er blevet hæftet på Ulysses – at bogen er ren perversion, sygeligt udkrænget sjælesnavs, en intellektualiseret psykose, mao. ’ren negativitet’, eller at den omvendt repræsenterer en herligt frigørende tanke, opgør med al borgerlig bornerthed, eller mao. ’ren positivitet’. Begge dele er lige forkert. Romanen hænger ganske enkelt ikke godt nok sammen til at kunne dækkes af én harmoniserende læsning.

Den homeriske læsning
For dog i det mindste at få lidt styr på værkets sprælske komposition har man grebet det halmstrå, Joyce så villigt skænkede først en bekendt, Linati, siden sin eftertid, i form af et skema, der punkt for punkt viser, hvorledes romanen følger kompositionen i Odysseen. En tredje karakteristik kunne lyde, at hele historien om Bloom, Molly og Stephen må læses som en en-til-en amplifikation af det gamle digterværk på den moderne eksistens.
En sådan læsning har meget for sig. I værtshus-kapitlet 9 præsenteres en ‘borger’ som den enøjede kæmpe, Kyklopen, og til pælen, hvormed Odysseus blindede ham, svarer dels en skorstensfejerkost, dels en stinkadorisk cigar. Den trojanske Hest bliver til galophesten Throwaway, som løb på Ascot 16. juni 1904, og som Bloom i kap. 5 uforvarende anbefaler en bekendt at sætte penge på, da de to mødes på apoteket. Mod romanens rablende slutning spejles Sejren over Bejlerne i, at Molly, inden hun falder i søvn, alligevel kun tænker på sin mand. På hvordan hun fik ham, på det ja, hun trods alt stadig kan gentage og gentage:
»og jeg tænkte nå lige så godt ham som enhver anden og så bad jeg ham med øjnene om at spørge mig igen ja og så spurgte han mig om jeg ville ja sig ja min bjergblomst og først slog jeg armene om ham ja og trak ham ned til mig så at han kunne mærke mine bryster og fornemme deres stærke duft ja og hans hjerte bankede så vildt og ja sagde jeg ja jeg vil Ja.«
Det dårlige ved den ’homeriske’ læsning er imidlertid, at den ikke får fat på, hvorledes Ulysses midt i sin intertekstuelle afhængighed af Odysseen og andre forlæg (Hamlet!) samtidig jo er selvstændigt struktureret. Bevidsthedsstrømmen, der var Joyces vigtigste fornyende bidrag til verdenslitteraturen, sætter os i stand til at indtræde i en figurs bevidsthed, tilsyneladende umiddelbart, uden forfatteren som vores anmassende rejsefører. Men bogens teknik indebærer videre, at vor hjerne bringes til at hoppe, springe og spaltes og spredes, eller glide ud ad tangenten og flyde, allervildest naturligvis i Mollys monolog i det 18. og sidste kapitel, citeret ovenfor men i virkeligheden overalt i bogen.
En af vore hjemlige Joyce-kendere, René Rasmussen, kommer nok teknikken nærmest, når han i sin bog Slut, begynd! (1996) skriver, at romanens mangfoldighed af betydninger og litterære referencer gør den svær, om ikke umulig at fortolke på nogen entydig eller enkel måde. s aktiverer hele kæder af udsagte og ikke-udsagte gåder og symptomer, som læseren ikke kan og ikke nødvendigvis skal finde svar på, løse. De ofte omtalte tomme pladser, som alle episke tekster jo har, og som åbner for læserens meddigtende fantasi, optræder i denne bog med en sådan hyppighed og vilkårlighed, at vi henvises til at famle os frem som gennem suppetåge. Teksten fortæller ikke, hvorfor gåderne er i teksten, og den indicerer nødig, hvilken betydning de i deres udgrundelighed har for de iscenesatte personer eller det narrative forløb. Derfor, skriver René Rasmussen, bliver romanens enkeltpassager umulige at analysere eller begribe fuldt ud. Og derfor, vil jeg for egen regning tilføje, er det faktisk er i bogens ånd at gå i stå, når man læser eller forsøger at læse den. Ulysses skal netop læses laaangsomt og uden forventning om overblik.
Til denne fjerde karakteristik – den principielle ulæselighed – kan man føje, at den er nødvendig, af den enkle grund, at alle andre læsninger ikke vil yde romanen kunstnerisk retfærdighed. Ellmann er i sin monografi inde på en læsning, der læser Stephen som sønnen, der redder for skylden over ikke at have begrædt sin moders død, læser Bloom som den evige jøde, der repræsenterer mildhed over for magt, og læser Molly som urkvinden, der til sidst stadfæster en kærligheds sejr. Temaet er sådan set enkelt: De grusomme er i virkeligheden de svage, og de svage er i virkeligheden de stærke.
Det er alt sammen meget opbyggeligt og smukt. Men en sådan ’harmoniserende’ læsning tager ikke hensyn til, at bogen i ét væk undergraver sit eget udsagn. Underminerer sin kohærens. Udleverer sig til latteren. Giver sig tvivlen i vold. Det er Joyces kunst. Det er den, vi skal fejre.

*Romanen er citeret i Mogens Boisens oversættelse (1949, 1970, 1980, med supplerende rettelser og forbedringer så sent som i 1986)

FAKTA
Bloomsday i 100 år
*Den 14. juni 1904 mødte James Joyce en ung kvinde, Nora Barnacle, i Nassau Street i Dublin. Han bad hende om et stævnemøde dagen efter, hun sagde ja, men dukkede ikke op. Det lykkedes imidlertid Joyce at opspore hende og få en ny aftale. Den 16. juni 1904, den dag hvor Ulysses foregår, mødtes de. De blev livsledsagere.
*Allerede fem år efter at Ulysses var udkommet, i 1927, begyndte fans i Dublin at følge i Leopold
Blooms fodspor den 16. juni, ikke mindst ind på de pubber, Bloom besøger, og snart greb ideen om sig blandt Joyce-fans ud over verden. I dag, på 100-året for romanens handling, fejres Bloomsday i mindst 60 lande. I Dublin er det fast tradition at fejre dagen ved at følge
Blooms rute. Frokosten, et glas bourgogne og en gorgonzola-sandwich, indtages på Davy Byrne’s Pub i Duke Street, og hen på eftermiddagen skal der drikkes en pint på Ormond Hotel med de fristende barpiger fra kapitlet om ’Sirenernes sang’.
*Bloomsday er den eneste mærkedag i verden, der er viet til en roman. ks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her