Læsetid: 6 min.

De unge er analfabeter

Den snart 70-årige instruktør Woody Allen har været på kunstnerisk nedtur – og har ikke meget til overs for ungdommen
10. juni 2004

Interview
Da jeg for 10 år siden læste Mia Farrows selvbiografi, What Falls Away, var det slut med Woody Allen. Så får jeg nu en mulighed for at lave et interview med ham, og en neutral nysgerrighed får mig til at acceptere, og under alle omstændigheder siger man aldrig nej til en mulighed for at tale med et filmikon, selv om de har toppet.
Og det har Allen absolut. Hans seneste ordentlige film var Everyone Says I Love You (1996), der blev efterfulgt af en række stadigt mere desperate forsøg – Celebrity, Sweet og Lowdown, Small Time Crooks – og nåede et (forhåbentlig) lavpunkt med The Curse of the Jade Scorpion og Hollywood Ending. Haltende og grundlæggende helt umorsom, er Allens seneste arbejder uden megen værdi. Det bedste, der kan siges om hans nyeste, Anything Else er, at den ikke er så dårlig som de foregående to – og det siger ærlig talt ikke ret meget.
Tilbage på den tid hvor han var Gud, gav Allen ikke interviews. Det var ikke nødvendigt for ham; alle elskede ham, og han havde en unik produktionsaftale, der sikrede ham frihed til at lave lige den film, han gerne ville.

Tiderne skifter
Nu har Allen en aftale om hver enkelt film, og tvunget ud af sin foretrukne afsondrethed i et forsøg på at få noget omtale i pressen. Så nu hvor hans film i værste fald er latterlige og i bedste fald irrelevante, er han let tilgængelig.
»Jeg hører ikke så godt,« siger Woody undskyldende da jeg introducerer mig selv. »De må tale lidt højere.«
»Jeg skal nok forsøge,« brøler jeg. »Oh…« han farer tilbage, før han igen slapper af, og kommer med en halvhjertet latter: »Sådan, ja.«
Selv om de roller, han skriver til sig selv, ikke nødvendigvis afspejler det, fylder Allen 70 til december, og han virker lidt skrøbelig.
David Dobel, Allens rolle i Anything Else, kunne ikke være mere forskellig: et paranoidt brushoved med en passion for skydevåben og en fast tro på retten til at forsvare sig selv. Hvis Dobel lyder som lidt af en afvigelse for Woodys alter ego er det fordi Woody-rollen – den dybt neurotiske, ulykkelig-i-kærlighed jazz-ekspert – har fået en ny model gennem Dobels protegé Jerry (Jason Biggs). Om ikke andet kan vi ånde lettet op over, at dette Woody-efterligning-trick betyder, at Allen ikke er med i nogen af sexscenerne med Christina Ricci (hun spiller Amanda, Jerrys kæreste).
Og selv om Dobel klart er ’på’ med ’ungerne’, er Allens billede af nutidens nogle-og-tyve årige New Yorkere – han citerer Dostojevski og er vildt begejstret for Cole Porter – lidt for fyldt med nostalgi til virkelig at være troværdigt. En amerikansk kritiker mente, at selv om Allen spillede en blind filminstruktør i Hollywood Ending, var det i virkeligheden hans hørelse, det var galt med: Sådan taler New York simpelthen ikke længere.
Allen tillader sig at snøfte foragteligt ved tanken om, at han skulle bekymre sig om det. »Jeg har altid ment, det var en fejltagelse at forsøge at være ung, jeg føler ikke unge mennesker i USA har udmærket sig,« siger han ret overlegent.
»Det unge publikum i USA har ikke vist over for mig, at de holder af gode film eller godt teater,« fortsætter han og gør klar til en længere svada.

Lokumsjokes
Han taler lavt, men det er immervæk en svada.
»De film, der bliver lavet for unge mennesker, er ikke vidunderlige film, de er ikke eftertænksomme. De er bare publikumstræffere med special effects… Komedierne er dumme, fyldt med lokumsjokes, usofistikerede. Og det er den slags, de unge er vilde med. Jeg forguder ikke de unge.«
Det er ikke vanskeligt at være enig med det synspunkt, men så dukker spørgsmålet op – hvorfor så benytte Biggs, stjernen fra American Pie-filmene?
»Jeg havde aldrig hørt om Jason, da jeg hyrede ham.« Allen trækker afvisende på skulderen. »Jeg har aldrig set American Pie; jeg er sikker på, at den er ubeskriveligt dårlig. Da jeg var yngre, havde min generation hverken tålmodighed med eller interesse for tåbelige film.«
»De film, der plejede at begejstre os, var en ny Truffaut-film, eller Bergman eller Antonioni De Sica. Men unge i dag – selv de intelligente af dem – de kender ikke Renoir, de kender ikke Kurosawa: de er analfabeter.« Han holder en pause og tilføjer så gnavent: »Det er som om, selve det at være ung er det eneste, de tænker på.«
Dette er tydeligvis et emne, der ligger Allen meget på sinde.

Ingen tiltrækning
Han fortsætter med at ytre sig imod nutidens unge, og deres rolle i kulturens forfald, indtil jeg endelig benytter mig af choktaktik for at tvinge ham til at skifte pladen ud. At han er så fortvivlet over ungdommen har sjældent afholdt ham fra at vælge giftemodne unge kvinder til roller, hvor han spiller deres tilbeder; Debra Messing, Tiffani Thiessen, Julia Roberts, Mira Sorvino, for blot at nævne et par stykker. Der må være et eller andet ved de unge der tiltrækker ham.
»Der er ingen tiltrækning,« bider han, lidt for hurtigt. »Jeg laver film efter hvad historien fortæller mig.«
Men han skriver selv historierne, gør han ikke? Hvad så med det faktum at hans næste film – Melinda and Melinda – har Will Ferrell og Amanda Peet i hovedrollerne? Jeg beslutter mig for at drille ham.
– Er det ikke blot et snedigt trick for at lokke folk under 30 i biografen for at se dine film?
Allen kigger på mig, som om jeg var gal. »Jeg laver aldrig film for unge mennesker,« forsikrer han. »Der er ikke noget ungt publikum til mine film.«
»Måske kommer publikum den første uge, men de bliver forfærdede. Men det er mig, de bliver vrede på, mig de hader for at have snydt dem.«
Måske har han ret, men det er lige så sandsynligt, at deres raseri rettes imod et alt for langt, dårligt struktureret, uudviklet manuskript. En stor del af problemet med Anything Else – og en stor del af Allens seneste film – er dens misantropi. De to kvinder er totalt manipulative, uudholdelige uhyrer. Disse to har ingen formildende karaktertræk overhovedet.
»Det er rigtigt,« nikker Allen stridbart. »Og det er fint – hvis de ikke har det, så har de det ikke. Jeg har ingen pligt til at gøre alle mine personer til nogen, man kan lide. I årenes løb har mine kvindelige roller været de bedste, og de har sædvanligvis vundet en Oscar. I denne film er Christina promiskuøs, Jaon er meget neurotisk, og jeg er psykotisk. Ingen overlever, men det er det, der er historien.«

Et glimt bag facaden
Jeg undrer mig over om, det er et tillfælde, at navnet Dobel ligger så tæt op ad ’dobbelt’.
Allen smiler. »Det havde jeg ikke tænkt over. Det føltes blot rigtigt, da jeg skrev manuskriptet, at han skulle hedde Dobel.«
Jeg rynker brynene og venter, til sidst giver han efter. »Det er jo hele grundlaget for psykoanalyse, at ting slipper ud.« Det varer kun et øjeblik, men det er et glimt af den rigtige Woody Allen bag den indstuderede facade, og jeg forsøger at få lidt mere ud af det.
– Var der en Dobel i dit eget liv?
»Ja,« svarer han efter en pause. »Da jeg var først i 20’erne, kendte jeg en mand, som senere er død, han var ældre end mig og gal. Han havde været i spændetrøje og på institution, og jeg syntes, han var genial. Når vi talte sammen om at skrive, om livet, kunst, kvinder var han yderst sammenhængende – men han kunne ikke styre sit eget liv, han kunne simpelthen ikke klare det.«
Jeg læner mig frem for at forfølge emnet, men Allen kigger bort, fifler med sine briller og begynder at snakke om sit næste projekt. Måske føler han sig utilpas over at have afsløret denne detalje fra sit liv, men det kan også være, han blot keder sig.

©The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her