Læsetid: 4 min.

Det skal være et hurlumhejhus

Des skævere, des større: I den forgange uge fik Danmark en (om end lille) bid af den internationale galskab, alt i mens afgangselever fik læst og påskrevet for mangel på selvsamme
11. juni 2004

Kunstgrebet
I mandags var Arkitektskolen i København på anklagebænken. Ganske vist lignede de på bænken placerede syndere til forveksling studerende, der skulle til at lægge et uddannelsesforløb bag sig på en festdag, men helt sådan forløb det ikke. De til lejligheden indkaldte censorer havde fået nok: Nok af pænheden og lige linjer og den danske tradition, nu skulle der fandenedeme bandes, nu skulle der være galskab, satanedeme!: »Jeg savner noget vildskab,« sagde en af censorerne og kiggede på de minimalistiske linier på modellen til et domhus i Slagelse og var alt andet end tilfreds. »Jeg kan ikke holde ud at se på al den redelighed,« og så fandt han på andre skældsord så som: Nydeligt! Ordentligt! Pænt! Og så noget med, at det ikke bevægede sig nok. Der skal være svung, satanedeme, engagement som i min ungdom!
Det var en underlig dialog, for det handlede tilsyneladende slet ikke om afgangsprojektet. Det var, som hvis en litteraturkritiker gennemheglede en poet for ikke at være prosaist. Det var som om at læse Lars Bukdahl hidse sig op over manglede galskab i Birthe Arnbaks digte: Vær’ nu lidt ung, kom nuuu! Det var kort sagt nonsens: Hvorfor er den skulptur malet på et lærred?
Arkitekten Jens Thomas Arnfred (fra Vandkunsten) var en af de irriterede, der ville have prosa, men fik lyrik. Arnfred gik til bekendelse: Det handlede om ham selv.
»Jeg har haft en rigtig dårlig og lang dag, og jeg har noget galde, der skal ud. Og det kommer det så nu!« Man kunne næsten høre ham sige: ’Det er jo ikke dig’, til afgangseleven, som fejlagtigt troede, at hans afgangsprojekt på en eller anden måde var relateret til ham selv, ’men jeg bliver nødt til at få det ud: Skolen manglede nerver, det er så rydeligt og jeg kan ikke holde ud!’
Peer Teglgaard (fra Henning Larsens tegnestue) var ligefrem gryntende irriteret, så gryntende og så irriteret, at han knap kunne formulere, hvad det var, der irriterede ham. Det fik man aldrig at vide, for da seancen var overstået, bad Teglgaard om en lukket votering, og de nærved 30 tilhørere blev vist ud. Havde der været sammenhæng mellem tale og gerning, var eleven vel dumpet. Men nu handlede kritikken jo ikke om eleven, men om censorernes mentale velvære, så han blev sluppet fri som arkitekt. Så heldigt slap ikke alle lyrikere ud af prosaisternes klør den dag.
Billedhuggeren Morten Stræde var også en af censorerne, dog var han projektet venligere stemt. For snart en del år siden i en paneldebat under overskriften Kunsten og dens Bindinger på Arkitektskolen, indledte Stræde sit indlæg med en anekdote:
»Marcel Duchamp blev på et tidspunkt af en amerikansk journalist spurgt om, hvad han mente var forskellen på Kunst og Arkitektur. Efter en kort tænkepause svarede han ’Plumbing’.«
Og det var lige præcist det, som censorerne denne dag ikke kunne holde ud: Blikkenslagerarbejdet. De ville have en vild og fri sjæl, de ville have Picasso, det modernistiske geni uden hæmninger. Strædes indlæg dengang sluttede med en refleksion over arbejdet som kunstner i en tid uden formelle kunstbegreber:
»Der er for mig at se ingen vej udenom det formelle og uden om det, vi kunne kalde en værkbevidsthed, og måske endda genrebevidsthed – det vil sige afgrænsninger/begrænsninger – i arbejdet med kunst.«
Lige præcis det – genrebevidsthed – kunne han såmænd godt have læst og påskrevet sine medcensorerne. Det havde ligefrem været passende.

Mens alt dette stod på, lod det samlede danske pressekorps sig imponere i Det Kongelige Biblioteks have. Her var der svung og galskab, her var arkitektur forvandlet til ren formålsløs kunst (eller i hver fald et monument) uden vandrør, her var en verdensstjerne, Daniel Libeskind, og en bid af hans galskab: Det Jødiske Museum som en vulgarisering af Bakkens Hurlumhejhus, indrettet herligt upraktisk som et altmodisch egnsmuseum med genstande udstillet bag glas i dybe montre.
Torben Weirup i Berlingske Tidende mente, at arkitekturen var »fascinerende og opløftende« og Karsten R.S. Ifversen i Politiken mente det var »et stykke bygningskunst i verdensklasse«, og selvom de begge bemærkede, at det ikke rigtigt fungerede som det, det var bygget til (et museum), var det alligevel ikke andet end fodnote i deres optik. For det var så herligt frit og moderne, ja kunst. Teglgaard og Arnfred skulle næsten have være der. De ville formentligt også have været begejstret over al den umiddelbare begejstring.
At det så er en uting at lade finérpladerne støde direkte mod de røde murstensvægge, som Libeskinds gør, er en anden ting, der blot understreger det kunstneriske. Det får arkitekturen til at fremstå som en installation, herligt provisorisk. Som et mere arkitekturkyndigt menneske, end jeg selv formulerede det, da vi forlod Det Kongelige Biblioteks have:
»Havde det været i Magasin, ville man tro det var en del af juleudstillingen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her