På optagelse
Det er ikke ofte, man får tilbudt en rolle i en film, men dog skete det i sin tid flere gange for både Elizabeth Taylor og Marlon Brando.
Mere usædvanligt og uventet skete det for nylig også for Bagsidens medarbejder, der kun tilnærmelsesvis har samme star quality, selv om man engang gjorde en ganske god figur i en skolekomedie som den ene af brødrene i Klods Hans.
Det var ikke på grundlag af denne præstation, man fik en henvendelse fra Ulla Hjort Nielsen, der for få år siden var børnefilmkonsulent ved Det Danske Filminstitut og nu selv har et projekt. Hun skulle i sandhedens interesse bruge en jysk stemme.
»Ok,« sagde jeg, »hvad skal jeg spille?«
»Du skal spille gårdejer Berg.«
»Fint!«
»Det er en stumfilm, men jeg sender dig replikkerne
«
Gammel børnefilm
Ulla Hjort Nielsen fortalte så om projektet. Hun havde fundet en gammel børnefilm frem, da hun arbejdede med et afsnit om kortfilm til en bog, der hed De pokkers unger efter en filmklassiker af Astrid og Bjarne Henning-Jensen.
De pokkers unger er fra 1947, dengang der var nidkære viceværter, der jagede baggårdsungerne, når de blev for frække, og det gjorde de tit. Det var også dengang, Preben Neergaard spillede svajer, og Marguerite Viby sang Tingelingelig for mig og tingelingelig for dig og for bess fars høje hat. Med andre ord: I gamle dage.
Den film, Ulla Hjort Nielsen var faldet over under sin research, hedder Tak for sidst og er instrueret af en vis Holger Jensen. Han var skolelærer på Rådmandsgades Skole i København, og han fik lærere og kolleger til at spille med. Tak for sidst er en dramatisk historie om samvittighedskvaler, fairness, cykelpiftning, kunstigt åndedræt og meget andet, men ak
med det lille støttebeløb fra Dansk Kulturfilm var der dengang ikke råd til at lægge lyd på, selv om lydfilmen var opfundet.
Derfor foreligger den kun som stumfilm, og det vil Ulla Hjort Nielsen råde bod på et halvt århundrede senere. Først måtte hun finde frem til Holger Jensens arvinger for at få tilladelse, men det lykkedes snildt via Politikens bagside, der er velegnet til detektivarbejde.
Jeg fik tilsendt mit manuskript, hvoraf gårdejer Bergs replikker fremgår. Dem gik jeg så og øvede eller »ordede«, som de rigtige skuespiller siger. Set-upet er, at københavnske skolebørn kommer på landet i deres sommerferie til ukendte bondegårdsværter, som det var skik dengang. Gårdejer Berg tager imod på stationen.
»Velkommen,« siger han til en dreng, »velkommen på landet.« Lidt efter siger han (om kuffert): »Nu skal a ta den der.«
Hans sidste replik er »hyp-hyp«, hvilket hvisles ud gemme mundvigen på hestesprog. Ikke nogen helt nem rolle, der ikke blev nemmere af, at den i mellemtiden var givet til en anden.
Tåge Horn
Ulla Hjort Nielsen og jeg kørte med lydmanden Jan Juhler ud til Borup på Sjælland, hvor optagelserne skulle finde sted på producenten Svend Johansens ejendom. Naturligvis var jeg skuffet over, at rollelisten var ændret, men det hjalp, da jeg erfarede, at gårdejer Berg nu skulle spilles af en herre, der også er i stand til at tale jysk. Han er kendt fra bl.a. nærværende bagside, hvor han har skrevet under pseudonymer som Larry Kent og Tåge Horn.
Jeg skulle så spille en hr. Klint. Replikkerne lød »Nå, du er den lille pige, der skal på sommerferie så langt hjemmefra« og »Ja, ja, den er god nok, ja ja Klintefamilien. Ja, ja, kom nu/kom så
«
Hvordan det gik? Vanskeligt at bedømme sine egne præstationer, men efter usædvanligt mange om-optagelser erklærede instruktøren sig tilfreds, og Tåge Horn og jeg kunne forlade location. Og egentlig var det ikke så galt at spille hr. Klint. Det smagte jo altid lidt af
Clint Eastwood.
Lydarbejdet er et stort pillearbejde. Der er foreløbig tale om et pilotprojekt, men Ulla Hjort Nielsen håber at kunne få støttepenge til at færdigøre den, fordi den afspejler sin tid som en slags datidens Nils Malmros-film.
Den beskedne Holger Jensen var en talentfuld instruktør, som lavede flere andre film, men dette var hovedværket.
