Læsetid: 2 min.

Venstre overrepræsenteret i forfatningskommission

Tre ud af otte medlemmer i grønlandsk-dansk forfatningskommission er venstremænd. Ganske uhørt, lyder kritikken
29. juni 2004

Grønlænderne ønsker mere selvstyre, og danskerne vil gerne give dem det. Første skridt på vejen er en såkaldt forfatningskommission, hvor syv repræsentanter for det danske Folketing og syv repræsentanter fra det grønlandske selvstyre sammen med en grønlandsk formand og en dansk næstformand skal udarbejde en model.
Normal praksis er, at sådanne kommissioner sam-mensættes så bredt som muligt, og at der tilstræbes, at så mange partier som muligt er repræsenteret. Men denne gang har regeringspartiet Venstre sat sig på både næstformandsposten og to af de syv menige pladser, mens hverken Enhedslisten eller Kristendemokraterne er repræsenteret.
Det vækker skuffelse hos oppositionen, der anklager Venstre for at bruge reglerne til bristepunktet og gennem-tvinge en klar overrepræsentation.

Alle partier skal høres
Socialdemokraternes gruppeformand Pia Gjellerup er fortørnet:
»Det er uhørt, at der ved sådanne arbejdsopgaver, der handler om grundlæggende forfatningsspørgsmål, ikke sikres en repræsentation fra alle Folketingets partier,« siger hun.
Pia Gjellerup har på vegne af Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten sendt et brev til Venstres gruppeformand, Erik Larsen, hvor hun opfordrer til at kommissionens sammensætning tages op til revision.
»Vi opfordrer til, at man finder en tilfredsstillende løsning på den helt uacceptable situation. Og så vil vi søge baggrunden for, at statsministeren har fastlagt en sammensætning af kommissionen på en sådan måde, at problemet opstår. Enten er der tænkt over det, eller også er der ikke tænkt over det. Begge dele er helt uforsvarlige, når vi i dag ser resultatet,« siger Pia Gjellerup.
Henrik Vestergaard, der er et af Venstres medlemmer i forfatningskommissionen afviser kritikken.
»For det første repræsenterer Christian Mejdal ikke Venstre, men Folketinget. For det andet er situationen jo den, at vi fordeler pladserne efter valgforbund, på samme måde som vi gør i de faste udvalg. I vores valgforbund har vi fire pladser. Det valgforbund, Socialdemokraterne indgår i, har tre. Og vi plejer altså ikke at blande os i, hvordan man fordeler pladserne internt,« siger Henrik Vestergaard.
Han mener, at hele historien er en storm i et glas vand, og at det blot handler om, at Socialdemokraterne vil »please Enhedslisten.«

Diskussion må stoppe
Det grønlandske medlem af Folketinget Lars Emil Johansen beklager, at der ikke blev plads til alle partier, men mener, at diskussionen nu må stoppe:
»Det er naturligvis ærgerligt, at ikke alle partier er repræsenteret, men nu må vi se at komme i gang med arbejdet i den grønlandsk-danske kommission. Der er gået halv-andet år, siden den grønlandske selvstyrekommission blev færdig sidste forår. Og nu skal vi ikke finde på en ny undskyldning for at udskyde starten på kommissionens arbejde,« siger Lars Emil Johansen. Han efterlyser, at Grønland hurtigt får udpeget sine repræsentanter.
Folketinget har udpeget de danske medlemmer af kommissionen. Folketingets formand Christian Mejdal fra Venstre bliver næstformand, og han får altså følgeskab af partifællerne Erik Larsen og Henrik Vestergaard. Udover Venstres tre medlemmer består kommissionen af Chistian H. Hansen fra Dansk Folkeparti. Else Theill Sørensen fra de Konservative, Frank Jensen fra Socialdemokraterne, Kristen Touborg fra SF og den radikale Niels Helveg Petersen.
Landstingsmedlem Kalistat Lund bliver formand for kommissionen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her